M1285: Det lille og det store spiralkredsløb

M1285

Det lille og det store spiralkredsløb

af Martinus

1. Kredsløbene afføder mental vækst

Vi har tidligere set, at det levende væsen er en evig realitet, og at liv og død kun er skiftende faser i denne evige tilværelse. Det vil derfor have sin store betydning at få nærmere rede på de store grundtræk i dette væsenets evige liv. Og dette evige livs grundtræk er ikke indviklede. De er i virkeligheden lige så lette at forstå som alle de almindelige foreteelser ved det daglige liv, såsom dette at man skiftevis skal sove eller hvile og arbejde, man skal spise og drikke etc.

Idet vi således lever i en fortsat tilværelse, der udløser sig på den måde, at vi fødes til den fysiske verden og her gennemlever et såkaldt "jordliv" og derefter "dør", hvilket vil sige: overgår til en såkaldt åndelig tilværelse, og dernæst igen fødes til den fysiske verden og således fortsættende, bliver denne skiftende tilværelse at udtrykke som et "spiralkredsløb". En enkelt passage igennem et jordliv og et åndeligt liv vil også være at udtrykke som et kredsløb, idet væsenet jo atter vender tilbage til sit udgangspunkt, hvilket her vil sige: tilbage til den principielle tilværelsesform, fra hvilken det udgik. Det vender således tilbage til den åndelige tilværelse, fra hvilken det blev født til verden. Og her fra denne åndelige verden fødes væsenet atter til den fysiske verden, hvorfra det igen indgår til den åndelige verden. Dets evige tilværelse bliver derved inddelt i særlige bestemte afsnit. Men da hvert afsnit giver individet nye erfaringer, og nye erfaringer sætter væsenet i stand til at opleve endnu flere nye erfaringer, kommer væsenets passage af de fysiske og åndelige tilværelser til at betyde mental vækst. Hvert efterfølgende afsnit bliver således mentalt eller bevidsthedsmæssigt set rigere og større for væsenet end det forudgående. Væsenet kan derved ikke være nøjagtigt det samme i hvert liv. Det vil i ethvert nyt jordliv være udstyret med virkningerne af de erfaringer, det har indhøstet i forudgående liv. Men derved kommer det levende væsens evige tilværelse til at forme sig som en fra primitivitet til intellektualitet voksende skala af trin eller afsnit.

2. Udviklingens begyndelse på det fysiske plan

Tager vi et moderne nutidsmenneske, det såkaldte "kulturmenneske", vil det i sit tidligere jordliv jo ikke kunne være i besiddelse af alle de nye erfaringer, det har tilegnet sig i dets nuværende tilværelse. Det vil derved mentalt set i dette tidligere liv repræsentere en mentalt set fattigere tilværelse end den, det nu sidder inde med. Går vi endnu længere tilbage, vil det i dets tilværelse her være endnu fattigere på erfaringer eller viden. Dette vil altså sige, at vi til sidst når helt ned til liv, i hvilke væsenet må have været umådelig primitivt, ja så primitivt, at det slet ikke kan kaldes "menneske", men må have fremtrådt med mentalitet eller bevidsthed, der ligger langt under dette væsens bevidsthedsmæssige stadier.

Men vi kan gå endnu længere tilbage i det levende væsens jordlivskæde, nemlig helt ned til denne jordlivskædes allerførste begyndelse. Findes der da en sådan "begyndelse"? – Ja, en sådan begyndelse bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi ved, at jordkloden såvel som andre kloder ikke har eksisteret evigt, men engang har begyndt deres tilsynekomst i den fysiske verden som lysende gasagtige tåger, der efterhånden fortættede sig til glødende og lysende sol- eller ildoceaner, ud fra hvilken de hver er blevet udslynget. Og igennem en vis afkølingsproces er jordkloden altså blevet til den bolig eller skueplads for liv, som den i dag udgør. Men da jorden således engang har været et totalt umuligt opholdssted for fysiske væsener, må det jordiske menneskes jordlivskæde således engang have haft sin allerførste begyndelse. Og denne begyndelse kan først have fundet sted på et tidspunkt i jordens skabelseshistorie, hvor den var blevet tilstrækkelig afkølet til, at der kunne dannes fysiske organismer eller legemer, igennem hvilke de levende væsener kunne begynde at opleve de fysiske omgivelser.

3. Anelse er den første oplevelsesform

Før en ting kan blive til virkelig viden, må den først være en anelse. Vi kommer derved til at se, at den allerførste fysiske oplevelsesform har været "anelse". Går vi tilbage i jordmenneskets livskæde kommer vi altså til jordliv, i hvilke væsenets fysiske organisme kun har været et redskab for "anelse". Anelsesevnen var således den eneste fysiske sanseform. Væsenet kunne altså i denne tilstand ikke opleve noget som helst konkret på det fysiske plan. Det kunne begynde at "ane". Men hvad var der på dette tidspunkt at "ane" på det fysiske plan? – Der var kun "lys" og "mørke" samt temperatursvingninger. Der, hvor disse temperatur-, lys- og mørkesvingninger var i kontakt med den begyndende levende væsenskerne, kunne jeget igennem samme kerne føle behag, og det kunne føle ubehag der, hvor lys-, mørke- og temperatursvingningerne ikke var i kontakt med nævnte kerne. Det nuværende kulturmenneske kunne altså på dette tidspunkt i sin tilværelse ikke opleve noget som helst konkret på det fysiske plan. Alt fysisk var "mystik". Ud af denne mystik anede væsenet kun behag og ubehag. Det kunne ikke engang endnu fornemme smerte og lidelse. Forud for denne art af væsenets jordliv eksisterede væsenet altså ikke på det fysiske plan. Men når det ikke eksisterede på det fysiske plan, kan det jo kun have eksisteret på det åndelige plan.

4. Livet omkring os viser en skala af udviklingstrin

Vi kan nu foreløbig standse op her og undersøge nærmere, om der er noget i vore omgivelser, der tyder på, at vor opfattelse er rigtig med hensyn til det levende væsens jordlivskæde. Vi har altså rent tankemæssigt kunne følge vor jordlivskæde tilbage til dens første begyndelse på det fysiske plan. Men er der ikke noget i vore ydre omgivelser, der tyder på, at denne vor tankebygning angående det levende væsens jordlivskæde er andet og mere end vor egen fantasi. Jo, i allerhøjeste grad. Vi er jo så heldigt stillet, at det ikke blot er i vor tanke, at vi kan vandre tilbage gennem livene; vi kan også med vor ydre fysiske sanser iagttage alle stadierne i vor jordlivskæde. Ja, vi er overhovedet ikke omgivet af andet. Har vi ikke netop for os i vore ydre omgivelser hele rækkefølgen af alle de forskellige livsstadier i jordlivskæden? – Udviser de levende væsener ikke netop for os en skala af trin, der strækker sig fra det højintellektuelle indviede væsen og helt ned igennem de primitive naturmenneskers stadier, dernæst ned igennem dyrenes stadier og helt ned til planterne eller de livsformer, der kun kan ane lys og varme som et behag, de tiltrækkes imod, åbner deres blomster og blade for, og mørket og kulden som et ubehag, det gælder om at lukke sine blomster og blade for? –

5. Beviset for reinkarnation er vor erfaringsberigelse

Hvordan skulle hele denne skala af trin for livsoplevelse blive til, hvis ikke de var baserede på væsenets stadige erfaringsberigelse eller tilegnelse af viden? – Grundbeviset for den fortsatte tilværelse eller reinkarnationen er således vor erfaringsberigelse, vort begær efter viden og vor evne til at opsummere i os den viden, vi erfarer. Til hvad nytte denne viden, hvis den skulle gå under sammen med den fysiske krop? – Hvis denne erfaringsberigelse skulle blive til et lig ligesom den krop, den blev oplevet igennem, hvordan skulle så alle de levende væseners forskellige stadier være blevet til? – Hvordan skulle højere og lavere stadier for livsformer overhovedet være blevet til? – Selv om et menneske ikke har oplevet indvielse, har fået kosmisk bevidsthed, har oplevet sin egen udødelighed, vil det slutteligt blive nødsaget til rent teoretisk eller intelligensmæssigt at acceptere reinkarnationen og dermed de levende væseners evige eksistens. Hvis det benægter denne eksistens bliver det ulogisk, idet det dermed benægter alle de fakta, som det er omgivet af på dette område. Hvis det accepterer væsenets udødelighed bag jordlivene, bliver det logisk, idet det da kun bekræfter, hvad naturen på alle områder åbenbarer. Benægtelse af udødelighed kan kun baseres på fantasi og er derfor uvirkeligt, medens erkendelsen af udødelighed er baseret på den levende virkelighed, er en erkendelse af den sandhed eller åbenbaring, som mennesket på alle områder lever, røres og er i.

6. Det lille og store kredsløb

Vi har altså her set, at vi er inde i en stor kosmisk bane, et kredsløb, som de almene jordmennesker kun ser meget lidt af. Den lille del, de ser, er kun den, der udgør deres nuværende jordliv. Og da de ikke kan huske noget fra deres tidligere jordliv, tror de ikke, at de har eksisteret før og opfatter deres nuværende tilværelse for at være hele deres tilværelse. Derved kommer de til at få et helt forvrænget billede af hele tilværelsen. De tror, at dyrene er en helt anden slags væsener end dem selv, ligesom deres familieskab med planterne også totalt benægtes. Ja, hele væsenets evige tilværelse bliver således en absolut forvrængning af den levende sandhed. De levende væsener befinder sig i det samme forhold til deres evige tilværelse som det, de ville være i til deres nuværende fysiske liv, hvis de totalt mistede erindringen om alle de år, der ligger forud for deres nuværende år. Tænk, hvis de kun kunne huske et år tilbage i tiden. De ville da benægte at have levet eller eksisteret i disse år. Alle væsener, der er yngre end dem, ville de anse for at være væsener tilhørende andre racer. Børn ville de se på, som de i dag ser på dyrene, og helt benægte deres familieskab med disse. Tænk, hvor tåbelig tilværelsen da ville være. Nu er De så heldig her at kunne huske hele kredsløbet tilbage til deres fødsel eller udgangspunkt og kan derfor her være mere i kontakt med sandheden. Men De lever i et endnu større kredsløb, der i forhold til deres hukommelse er så umådeligt, at De ikke engang kan huske et år tilbage i dette store kredsløbs "år".

Manuskriptet afsluttes med disse ord:

Den religiøse opfattelse på det lille kredsløb og den religiøse opfattelse på det store kredsløb.

Den religiøse position – På tærskelen til et kosmisk forår.

Artiklen er en gengivelse af Martinus' manuskript til et foredrag på Martinus Institut, søndag den 29. februar 1948. Manuskriptet er ikke afsluttet. Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 01.04.2005. Første gang bragt i Kosmos nr. 4, 2006. Artikel-id: M1285.

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.