Alle levende væsener har en livsoplevelse. Det gælder lige så vel mikrokosmiske og makrokosmiske væsener, som det gælder planter, dyr og mennesker. Hvordan denne livsoplevelse finder sted, er endnu en stor gåde for de allerfleste mennesker. De kender naturligvis godt, at den finder sted ved hjælp af sanser. De ved udmærket, at vi ser ved hjælp af vore øjne og hører ved hjælp af vore ører osv., men hvordan det ellers går til, at vi igennem sanserne kan opleve, er endnu et mysterium for almenheden. Ja, den kender i virkeligheden endnu slet ikke det levende væsens virkelige, kosmiske struktur. Den kender kun de levende væseners fysiske organismer og de igennem disse manifesterede fysiske bevægelser og skabelser. Og de lever i den kulmination af overtro, at deres fysiske organisme udgør deres hele selv. At denne store fejltagelse må skabe alvorlige konsekvenser i de pågældende væseners tankesfære, er en selvfølge. Den forhindrer således menneskene i at opleve deres egen udødelighed. Da de tror sig identisk med deres organisme eller fysiske legeme, kan de kun have den opfattelse, at deres liv står og falder med denne deres organisme eller fysiske legeme. At denne afsporing i mange situationer må skabe rædsel eller frygt for den formentlige død eller tilintetgørelse, kan ikke undgås, ligesom den samme overtro naturligvis også sætter sit præg på mange andre områder af de samme væseners livsopfattelse. Således må deres egen og alle andre levende væseners skæbne forblive et mysterium for dem, så længe de opfatter sig selv identisk med deres fysiske organismer.

Hvordan kommer man da bort fra denne forannævnte afsporede livsopfattelse? – For at få den rette og sande livsopfattelse, må man naturligvis rette hele sin iagttagelsesevne ind på at finde ud af det levende væsens virkelige, kosmiske struktur. Har det levende væsen da en sådan kosmisk struktur? – Hvis vi iagttager hele væsenets fysiske legeme, bliver vi vidne til, at dette legeme udelukkende bliver dirigeret. Det bliver dirigeret til at gå, det bliver dirigeret til at stå stille, det bliver dirigeret til at sidde eller lægge sig. Der er "noget", der taler igennem dette legeme. Der er "noget", der ser ved hjælp af det samme legeme, ligesom væsenet også ved hjælp af dette lugter, smager og fornemmer, kort sagt: alt, hvad der åbenbarer sig af bevægelse, skabelse eller manifestation, foregår udelukkende i kraft af dette legeme. Ved en meget indgående iagttagelse af det levende væsens fysiske legeme bliver det synligt, at dette udelukkende er et redskab for et "noget", der igennem dette kan manifestere sig. Dette "noget" er det samme som det, vi udtrykker som vort "jeg". Dette jeg afslører sig således her som tilhørende et helt andet eksistensplan end det fysiske. Det afviger fra det fysiske plan ved at være en virkelig total "stilhed". Det er en stilhed, man ikke kender på det fysiske plan. Den stilhed, man oplever på det fysiske plan, er i realiteten absolut ikke nogen stilhed, for der kan i absolut forstand kun eksistere bevægelse.

Det fysiske plan består i absolut forstand kun af alle mulige former for bevægelse. Men det er rigtigt, at der her eksisterer ligesom modsætninger til bevægelser. Disse modsætninger kalder vi "stof". Hvis vi med vore fysiske øjne kunne se dette stof millioner af gange forstørret, ville vi se, at dette bestod af stofpartikler, der ville være i en livlig bevægelse. Imellem disse partikler ville der være et tilsyneladende "tomrum", der ville være mange gange større end partiklerne. Men hvis vi nu atter tænker os, at vi ligeledes med vore fysiske øjne også kunne se disse partikler millioner og atter millioner af gange forstørret, ville vi atter se disse opløse sig i partikler svævende i tomrum, der ligeledes i forhold til partiklerne ville være gigantisk stort. Og således kunne vi blive ved i det uendelige med at forstørre materien op og se den forsvinde og blive til mindre og mindre partikler og tomrum. Vi ville således aldrig nogen sinde kunne komme til et mindste stadium for partikler og tomrum. Der ville således i al evighed blive ved med at vise sig partikler og tomrum. Og vi kommer således her til at se, at materien eller stoffet udgør et uudsletteligt og dermed kosmisk princip. Da dette princip således er evigt, er det hævet over enhver form for tids- og rumdimensionel analyse. Det er derfor navnløst i sin højeste analyse. Og vi kan her kun udtrykke denne materiens højeste analyse som "noget, som er".

Men vi har set, at vi med vort tankemæssige forstørrelsesprincip har kunnet opløse hele det fysiske tilværelsesplan. Vi er således her blevet vidne til, at alt, hvad vi overhovedet kan sanse, vort eget fysiske legeme, vore medvæseners eller planters og dyrs fysiske legemer, og ligeledes absolut alt, hvad vi kalder "den fysiske verden", himmel og hav, kloder og sole, ja kort sagt alt, hvad der overhovedet fremtræder som bestående af stof, kun udgør tomrum. Men når hele den skabte verden, alt, hvad der er skabt af stof, kun er en illusion, hvad er så vi, de levende væsener? – Kan vi ikke også udslettes på samme måde? – Nej, det kan vi absolut ikke. For det er jo os, der kan foretage analysen og dermed opleve den fysiske verden som illusion. Vi, vort selv eller jeg, udgør således et "noget", der kan opleve den skabte verden eller endog selve det synlige verdensalt indtil en sådan grad, at der ikke er flere stoflige realiteter, men udelukkende kun tomrum, tomrum og atter tomrum og så det "noget" eller "jeg" i os, der kan konstatere eller opleve dette tomrum.

Men når vort jeg således eksisterer uden for den skabte eller materielle verden, bliver dette jeg således det absolut faste punkt i hele det levende væsens struktur. Det er ud fra dette punkt, at al dets skabelse og oplevelse finder sted. Det er dette punkt, der udgør det oplevende og skabende "noget" i det levende væsen. Men det nyttede absolut ikke noget, at dette "noget" eller jeget i det levende væsen havde en evig eksistens, hvis det ikke kunne forbinde denne evige eksistens med livets oplevelse. Det er jo kun i sin urokkelige tilknytning til livets oplevelse, at det kan fremtræde som et levende væsen. Hvad er da livets oplevelse? – Livet er en tænkt modsætning til jegets evige eksistens og stilhed. Medens jeget i det levende væsen er en absolut realitet, er livets oplevelse således kun en kombination af tænkte foreteelser. Disse foreteelser udgør et ocean af kontraster. Uden at disse tænkte foreteelser var et ocean af indbyrdes kontraster, ville de umuligt kunne udgøre oplevelse for det levende væsen. Disse kontraster udgør altså det samme som "tankebilleder". Jeget har således en evne til at skabe disse tankebilleder. Det er denne evne, vi kender som det levende væsens bevidsthed. Tankebillederne udgør altså resultatet af denne bevidstheds funktioner. Disse funktioner udgør igen det levende væsens væremåde og oplevelsen af de af denne væremåde affødte virkninger. Det er disse virkninger, der igen udgør dets skæbne. Da denne skæbne, som det af det foranstående fremgår, udelukkende er tankebilleder – tænkt, hvilket er det samme som skabt, af det evige jeg – kommer der således her til syne et plan, i hvilket jeget ikke er til stede, men derimod udelukkende er forbeholdt resultaterne af dets tænkning eller skabelse. Det er disse resultater, vi kender som det levende væsens fysiske og åndelige legemer og de foreteelser, de med disse legemer skaber i fysisk og åndelig materie. Vi vil kalde dette plan for "billedplanet".

I billedplanet udløser det evige jeg sin tænkning eller skabelse, derfor kommer dette plan udelukkende til at bestå af de af jeget skabte tankebilleder. Disse tankebilleder afviger fra det evige jegs eksistens, der som nævnt er evig, ved at have en begyndelse og afslutning. De kan således kun udgøre begrænsninger i tid. Da de ikke kan dannes af intet, men må dannes af materie, bliver de også begrænsede i rum. De udgør således tids- og rumdimensionelle foreteelser og bliver således i kraft heraf kontraster til jeget, der er evigt. Da disse tankebilleder blandt andet udgør væsenets fysiske og åndelige legemer og de realiteter, de i kraft af disse legemer har skabt, er disse realiteter således alle uden undtagelse tids- og rumdimensionelle. De er forgængelige. Disse skabte foreteelser er det eneste ved det levende væsen, der kan dø. Da disse foreteelser kun udgør skabte foreteelser og således umuligt kan være levende, men i realiteten er døde foreteelser, er disse det absolut eneste, der kan rammes af døden. Døden kan således kun ramme det døde. Dette vil igen betyde, at en virkelig død er en absolut total umulighed i hele verdensaltet. Døden er således også kun en tænkt modsætning til det levende væsens evige eksistens. Den er ligesom alle andre skabte realiteter kun en tankeforeteelse.

Dette her skildrede billedplan, som altså er resultatet af væsenets tænkning eller skabelse, fremtræder under to former, som vi kender under begreberne "det fysiske plan" og "det åndelige plan". Forskellen på disse to planer, der begge består af resultater af tænkning, hvad enten det er det fysiske eller det åndelige plan, er den, at medens væsenet på det åndelige plan tænker i mellemkosmisk materie (den materie, vi ellers kalder "åndelig materie"), tænker væsenet på det fysiske plan i makrokosmisk materie (den materie, vi ellers plejer at kalde "fysisk materie"). Men menneskene er ikke vant til at opfatte deres fysiske liv som "tænkning" i fysisk materie. Her udtrykkes denne funktion som fysisk "skabelse". Men tænkningen i denne grove materie er så vanskelig for det levende væsen, at det nødvendigvis må have et hertil beregnet særligt groft legeme, der er udstyret med et kraftorgan og et tilsvarende groft apparatur af en sådan struktur, at det igennem dette kan overføre eller forlænge sin åndelige tænkning til den fysiske eller makrokosmiske materie og i den skabe eller kopiere sine allerede på det åndelige plan skabte tankebilleder. Det er disse tankebilleder, vi således her på det fysiske plan ser som væsenets fysiske organisme og de herigennem frembragte fysiske manifestationer eller skabelser, dets fysiske liv og væremåde. Igennem det samme fysiske legeme bliver væsenet også i stand til at opfange og registrere de fysiske tankebilleder, både de mellemkosmiske og de makrokosmiske. Ved de mellemkosmiske fysiske tankebilleder vil her være at forstå planternes, dyrenes og menneskenes manifestationer eller skabelser. Og ved de makrokosmiske tankebilleder vil her være at forstå naturens skabelser, kontinenter og have, bjerge og dale osv.

Vi har hermed set, at det levende væsen er knyttet til to livsplaner. Jeget er knyttet til "eksistensplanet", i hvilket ikke noget som helst andet kan eksistere. Med sine skabte realiteter, sine fysiske og åndelige legemer og de ved hjælp af disse frembragte manifestationer eller skabelser, er det knyttet til "billedplanet". Men der eksisterer endnu et livsplan, til hvilket jeget er knyttet. Når jeget, som vi har set, kan tænke eller skabe både fysiske og åndelige tankebilleder, bliver det altså her til kendsgerning, at det har en skabeevne. Dette vil altså igen sige evnen, der sætter det levende væsen i stand til at opleve og skabe. Denne evne kan ikke være identisk med det skabte, eftersom dette er et resultat af skabeevnen og ikke omvendt. Det er ikke det skabte, der skaber skabeevnen. Den er således uden for det skabte og vil dermed også være uden for det tids- og rumdimensionelle og dermed udgøre en evig realitet. Da den ikke er identisk med selve jeget, og den heller ikke er identisk med det skabte, har den således også sit eget eksistensplan. Da det er i dette plan, den er i funktion og udløser skabelsen af tankebillederne til forplantning i både den fysiske og åndelige tankematerie og gør hele denne skabelsesfunktion til livsoplevelse, vil vi her udtrykke dette plan som "livsoplevelsesplanet". I dette plan foregår der intet mindre end livets allerstørste mirakel, nemlig skabelsen af en verden fuld af realistiske, håndgribelige detaljer, som i sig selv i sin højeste analyse viser sig kun at udgøre et uendeligt tomrum, et tilsyneladende "intet". Ud af dette intet bliver hele dette vældige billedplan til, som vi kalder verdensaltet med alle dets detaljer, såkaldte levende og døde ting: kloder, sole og mælkevejssystemer, de levende væseners mangfoldighed af organismer og de igennem disse åbenbarede eller skabte manifestationer, alle mulige oplevelsestilstande, der i deres slutfacitter aldrig i nogen som helst situation afviger fra at være til glæde og velsignelse for levende væsener.

I sandhed, her ser vi selve Guds befaling i mørket: "Der vorde lys", blive til realistisk virkelighed. Dette, at vi således her er blevet vidne til, at hele det synlige verdensalt med alle dets detaljer er illusion, har ikke på nogen måde nedsat vor opfattelse af Guddommens eller selve livets guddommelige storhed. Vi har her fået alle de virkelige, store realiteter i livet sat på deres rette plads, så de kan ses i deres rette lys. Vi har set, at den tids- og rumdimensionelle eller formernes og bevægelsernes verden ikke udgør det fundamentale højeste "noget" i tilværelsen. Vi har set, at det er dette noget, der udgør den fundamentale virkelighed som jeget i det levende væsen. Vi har set, at dettes manifestationer og livsoplevelse bliver skabt og dirigeret af dette jeg og ikke omvendt. Vi har set, at dette jeg har en evig oplevelses- og manifestations- eller skabeevne, som det fra sit eget evige eksistensplan kan fjernstyre i denne evnes eksistensplan og derigennem skabe og manifestere sine tankebilleder og opleve andres tankebilleder i disse realiteters eget plan, hvilket vil sige de skabte realiteter i den fysiske og åndelige verden. Vi ser således her, at hele den materielle verden, ja selv verdensaltets synlige og for sanser tilgængelige del med alle dets skabelser og bevægelser, de levende væseners manifestationer, er fjernstyrede foreteelser udløst af levende væseners jeger fra disses eksistensplan. Vi ser ikke selve de levende væseners evige struktur, som befinder sig i eksistens- og oplevelsesplanet. Vi ser, hvorledes de er beskyttede imod en hvilken som helst sabotage, lædering eller ulykke. Vi ser deres redskaber, de fysiske organismer, blive til og ser dem igen forgå, vi ser dem blive læderet og ødelagt i krige og andre ulykkesbringende foreteelser. Men det er kun fjernstyrede redskaber for de virkelige, levende, udødelige og usårlige kosmiske, levende væsener bag hele den skabte verdens billedplan. Når billedplanet viser levende væseners død og undergang, så er det kun illusioner. Det levende væsen kan hverken dø eller gå under. Kun det, det levende væsen har skabt, det, der er blevet til, kan og må atter gå under, da det ikke som jeget udgør selve evigheden eller det uforanderlige, faste, evigt levende punkt eller oplevende og skabende jeg eller noget. Og således udgør det levende væsen en evig, udødelig, oplevende og skabende realitet i Guds eksistensplan, i Guds livsoplevelsesplan og i Guds billedplan.