M1273
Det levende væsens evighedslegeme
af Martinus

1. Skæbne og erfaringsdannelse
At det levende væsens livsoplevelse udelukkende er en virkning af dets egen væremåde, er langt fra gået op for de jordiske mennesker. Hvis det var tilfældet, ville deres måde at tænke og handle på være helt anderledes end den krigsmentalitetsudfoldelse, man møder her på jorden mellem nationer og stater og mellem de enkelte mennesker i deres liv i hverdagen. Man kan ikke bebrejde menneskene, at de ikke ved bedre og derfor heller ikke handler bedre, men livet selv vil efterhånden bibringe dem den viden og medfølelse, der vil forårsage, at de ikke mere kan nænne at opføre sig, som de gør nu. Adskillige mennesker rundt omkring på kloden begynder allerede at være i besiddelse af en mentalitet, hvori ønsket om fred, både i det store og i det små, forbinder sig med en voksende evne til at være med til at skabe fred i verden omkring sig. For disse mennesker vil en viden om de kosmiske love kunne blive en yderligere inspiration til at være med til at skabe fred og kærlighed i verden, idet de vil kunne forstå, at de arbejder på langt sigt, og at hver eneste lille ting, de gør til gavn og glæde for deres omgivelser, har langt større betydning, end det tilsyneladende kan se ud til i øjeblikket.
2. Mennesket er sin egen skæbnes herre
En forståelse af, at det levende væsen er udødeligt, og at det lever mere end én gang og skaber sin skæbne fra liv til liv, giver helt nye perspektiver for den daglige tilværelse og dermed for begrebet: skæbne. At årsag og virkning hænger sammen, og at man inden for dage, uger, måneder eller år kan opleve virkninger af det, man selv har været årsag til, står klart for de fleste mennesker. Jo længere tid der går, inden virkningen følger efter årsagen, desto sværere er det imidlertid at have overblik over sammenhængen. Når årsags- og virkningskæder strækker sig over flere liv eller fysiske inkarnationer, er det derfor ikke mærkeligt, at mennesker slet ikke er klar over, at der er sammenhæng og mening i det, der kan se så meningsløst og uretfærdigt ud. Men kosmisk set er der intet, der er tilfældigt, og intet væsen er i stand til at opleve andet, end hvad det selv er den inderste årsag til. Intet væsen kan undgå sin skæbne, hvad enten den er behagelig eller ubehagelig. Det får virkningerne af sine handlinger eller væremåde, og disse virkninger svarer til de tanker og handlinger, der er deres årsager. Har væsenet udløst en ond handling, vil denne handling skabe tilsvarende ubehagelige virkninger, ligesom gode handlinger i deres slutfacit naturligvis vil udløse gode virkninger. Således er det levende væsen sin egen skæbnes absolutte herre.
Gennem religionen har menneskene lært, at de skal tilgive deres næste, men det kan være svært nok, hvis man synes, at denne næste bærer sig umådelig uretfærdigt ad imod en. Forstår man derimod, at denne livsoplevelse udelukkende er virkninger af vor egen væremåde i fortiden, og at næsten er et redskab, hvorigennem virkningerne kommer til os, er der jo al mulig grund til at tilgive ham. At han af Forsynet kan bruges til denne udløsning, er naturligvis, fordi han kan nænne at gøre det. Men eftersom også han må høste, hvad han har sået, vil han i fremtiden møde de kræfter, han selv har udløst, og de lidelseserfaringer, han på denne måde får, vil skabe de nødvendige hæmninger i hans sind mod igen at handle på en sådan måde. Mennesket tror ofte, at det lider uskyldigt, fordi det på sit nuværende udviklingstrin normalt ikke kan huske, at det har levet før, og det kan ikke forstå, at nogle væsener fødes til en meget ulykkelig skæbne lige fra vuggen til graven, mens andre lever i lykke og velvære uden alt for store sorger og bekymringer. Men det er kun i det lille lokale perspektiv, det ser således ud, set i det kosmiske perspektiv er der intet væsen, der udvikles og engang bliver "mennesket i Guds billede", uden at det har været gennem lige så store vanskeligheder og lidelser som alle andre, der opnår samme udviklingstrin, og det vil sige hele den jordiske menneskehed.
3. Reinkarnationens nødvendighed
Når det jordiske menneske får at vide, at det er et åndeligt væsen, at ånden er det primære i dets tilværelse, og at det kan eksistere uden at være inkarneret i et fysisk legeme, vil det ganske naturligt stille det spørgsmål: "Ja, men hvorfor skal jeg så i det hele taget inkarnere i et fysisk legeme, er det nødvendigt? Når det medfører så mange besværligheder og lidelser, var det da bedre, om man kunne forblive i den åndelige tilstand."
Det var det måske set i et lillebitte lokalt perspektiv, hvor alt drejer sig om, hvad der i øjeblikket er mest "behageligt" for vedkommende væsen. "Det behagelige" er jo i almenhed det, man anser for også at være "det gode". Vil et menneske forsøge at se tilbage i livet, må det dog, hvis det vil være ærlig over for sig selv, indrømme, at det ikke er alt det behagelige, der har udviklet dets tænkeevne og medlidenhedsevne, tværtimod. Det er dog et gode, at mennesket kan tænke, men tænkeevnen er oftest udviklet direkte gennem ubehageligheder, der måtte overvindes, ligesom medfølelsen med andre er baseret på, at et menneske selv har været gennem vanskeligheder, ellers er det immunt over for andres lidelser. Altså må man sige, at såvel de ubehageligheder og lidelser, som har udviklet menneskets tænkeevne, som de, der har udviklet medfølelsesevne, er et gode almenmenneskeligt set, selv om det midlertidigt har været et ubehageligt gode. Dér har vi årsagen til nødvendigheden af de jordiske menneskers fysiske inkarnation. De må inkarnere her for at lære at tænke logisk, og at tænke logisk vil kosmisk set sige at have overblik over årsager og virkninger og bruge dette overblik til gavn og glæde for omgivelserne.
Men hvorfor kan jordmenneskene da ikke tilegne sig og udvikle en sådan tænkning i de åndelige verdener? Fordi der ikke findes modstand i disse verdener. De åndelige planer er ikke "læreplaner", men "nydelsesplaner". Dér kan væsenerne i langt større grad nyde den logiske skabeevne, som de har tilegnet sig i deres fysiske tilværelser. På det åndelige plan lystrer materien øjeblikkeligt viljen og tanken, mens væsenerne, når de er inkarneret, har den grove fysiske materies modstand at overvinde, for ikke at tale om den modstand både af psykisk og fysisk art man møder fra andre inkarnerede væsener. Alt dette gør i større eller mindre grad den fysiske tilværelse til en "kampplads", til "de ubehagelige goders verden". Hvis ikke denne "kampplads" eksisterede, ville overhovedet ingen udvikling kunne finde sted.
4. Den evige kosmiske struktur
På det åndelige plan skal menneskene engang nå frem til at blive "i Guds billede efter hans lignelse". Vi har lært om Guds evne til at skabe, at "han talte, så skete det, han bød, så stod det der", og det er denne skabelsesmetode, de jordiske mennesker udvikler sig hen imod gennem deres fysiske inkarnationer, men de må først blive så fuldkomne, at de kan overvinde modstanden i den fysiske verden – ikke gennem kamp og krig – men gennem logik og kærlighed. Når der engang i jordmenneskenes skabende udfoldelse og hele væremåde ikke forekommer nogen mislyd, ingen mental kortslutning, igen ulykker og lidelser, når alt, hvad de skaber, er hundrede procent til glæde og velsignelse for levende væsener, så behøver de ikke mere inkarnere i fysisk materie. Da er det nemlig ikke mere nødvendigt at have et redskab til at høste sine fejltagelser igennem i form af smerte, modgang, alle mulige vanskeligheder og besvær. Da vil menneskene kunne eksistere i de levende væseners virkelige primære hjemstedszone: den åndelige verden med dens mange forskellige lysende og strålende sfærer, hvor alt er i kontakt med verdensaltets grundtone, kærligheden, der er Guddommens primære bevidsthedsudfoldelse.
Det vil vare nogle årtusinder, inden den jordiske menneskehed kommer så vidt, og hvert eneste af dens individer må opbygge og miste adskillige fysiske legemer, før de når frem til en sådan tilstand. Nogle vil naturligvis nå den førend andre, da menneskene står på forskellige udviklingstrin. Men der er ikke et eneste menneske, der ikke vil nå det. For at denne udskiftning af organismer kan finde sted og en fornyelse foregå, må det levende væsen besidde "noget", i kraft af hvilket det er i stand til at overleve sin fysiske død og manifestere nye livsformer med tilsvarende nye fysiske organismer, der jo kun er redskaber for disse livsformer. Vi har allerede nævnt det levende væsens "jeg" og dets overbevidsthed, der rummer dets skæbneelement med talentkerner, strukturen, gennem hvilken "jeget" kan knytte sig til livsoplevelsesformerne og manifestationslegemerne. Vi kan ikke her forklare denne inderste struktur, men må henvise til hovedværket Livets Bog; her kan blot nævnes, at hele denne "jegets" inderste struktur må betragtes som dets "evighedslegeme". Denne struktur kan ikke være tids- og rumdimensionel således som "jegets" fysiske legemer, eftersom "jeget" aldrig er blevet til og altid har været. Gennem sit "evighedslegeme", som altid har eksisteret, og som ikke kan dø, udsender "jeget" sine impulser, der sætter materien i bevægelse og omformer bevægelse til manifestation og skabelse.
5. Uden evighedslegemet var der hverken oplevelse eller skabelse
Den manifestation og skabelse, det levende væsen udfolder, er hele dets væremåde, lige fra direkte skabelse til det mindste udtryk for sorg eller glæde, modvilje eller hengivenhed. Alt dette er sat i gang af "jegets" overbevidsthedskræfter, hvilket vil sige kræfter og bevægelsesarter, som samme "jeg" er det absolutte ophav til. Men da ingen som helst bevægelsesart kan slutte noget andet sted, end i det evighedslegeme, hvorfra den er udgået, vil denne afslutning på bevægelsens bane igennem dette evighedslegeme uvægerligt før eller senere komme til at opleves som den bevægelse i bevidstheden, vi kalder oplevelse eller erfaring. Det sker igennem de underbevidste legemer, det vil for de jordiske menneskers vedkommende sige gennem det fysiske legeme og de psykiske legemer. Alle disse er detaljer i evighedslegemet, som udskiftes og forvandles, men det levende væsen har altid, lige meget hvor i udviklingsspiralen det befinder sig, underbevidsthedslegemer af fysisk eller psykisk karakter, der er midlertidige redskaber for det levende væsens ind- og udgående kræfter i dets evighedslegeme. De indgående kræfter eller bevægelser vil for "jeget" markeres som behagelige eller ubehagelige, alt eftersom de i sin tid i deres udløsning mod "jegets" omgivelser eller medvæsener var formet som behag eller ubehag. Da al bevægelse er udløst bevidsthedsenergi, ganske ligegyldigt om den er makro-, mellem- eller mikrokosmisk, har den altså sit udspring i en overbevidsthed og bevæger sig i et levende væsens evighedslegeme. Der forekommer overhovedet ikke nogen som helst bevægelse eller energiudløsning, som ikke er udløst af et "jeg". Naturkræfterne er udløst af levende makrovæsener, og bevægelserne i stoffet eller materien er udløst af levende mikrovæsener, og det er jo blot i forhold til os, at de er makro- og mikrokosmiske, alle har de deres egen mellemkosmiske oplevelser og manifestationsformer, ligesom vi har det. Og vi er jo også både makro- og mikrovæsener, der udløser energier, som samtidig med, at de har betydning for vor egen oplevelse og skæbnedannelse, har deres betydning for makrokosmos og mikrokosmos. Fordi de levende væsener i al evighed kan afsende energi og modtage energi, er de netop levende. Derved kan de give sig til kende og opleve omgivelserne og sig selv i forhold til omgivelserne. Men hvis ikke den fra overbevidstheden af "jeget" udløste manifestationsbevægelse var underkastet et princip, der betinger, at den kun kan slutte sin bane i den overbevidsthed, fra hvilken den er udgået, ville det være totalt umuligt for "jeget" at opleve noget som helst. Vi ville heller ikke blive i stand til at blive herre over vor egen skæbne, hvis fremmede væseners manifestationsudløsninger kunne indgå i vor overbevidsthed uafhængig af vor egen udløste manifestationsbevægelse. Det er denne vor egen bevægelse, der næsten som et transportbånd kan tage andre væseners ubehagelige anslag imod os med ind i vor livsoplevelse. Hvis ikke det var således, kunne vi aldrig nogen sinde overvinde andre væseners onde anslag. Ved at tilgive, ved at vænne os af med at blive vred, hade, forfølge og bagtale andre væsener, gør vi vor egen tilbagevendende skæbnebevægelse uimodtagelig for manifestationer af sådanne vibrationsarter. Ingen som helst bevægelse og dermed oplevelse kan få adgang til vort evighedslegeme eller overbevidsthed uden i kraft af den manifestationsenergi af samme slags, som vi selv har udløst. I modsat fald ville det levende væsen være en kastebold for al tilfældighed. Nu kan det kun blive en kastebold for sin egen uvidenhed, men det kan ikke undgå at gøre erfaringer og dermed tilegne sig viden og overblik over årsager og virkninger, og derved vil det efterhånden kunne befri sig fra reinkarnationen og den fysiske materies tyngde og blive et "gudevæsen", dvs. et manifestations- og skaberedskab for Guddommens primære bevidsthed, dagsbevidst oplevende sig selv som ét med Gud og identisk med evigheden, uendeligheden og kærligheden.
Fra et foredrag af Martinus afholdt på Martinus Institut, mandag den 24. april 1961. Manuskript til foredrag bearbejdet af Mogens Møller. Bearbejdelsen er godkendt af Martinus. Første gang bragt i Kontaktbrev nr. 2, 1967. Artikel-id: M1273. Artiklen er en fortsættelse af artiklen "Jeget, ånden og legemet" (M1272).
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.