Det jordiske menneske er et såkaldt fysisk væsen og oplever en fysisk tilværelse, dvs. en tilværelse, hvor det får lov at jonglere med den fysiske materie i alle mulige faste, flydende og luftformige tilstande. Også stråleformig materie spiller i vor tid en stadig mere og mere dominerende rolle i menneskenes daglige liv i form af mange variationer af elektro-magnetiske kræfter, ved hjælp af hvilke mennesket kan påvirke de fysiske materier og frembringe særlige former for energiudfoldelse, der har stor betydning i det praktiske liv. Både drivkraft, lys, lyd og varme kan menneskene frembringe ad teknisk vej, og de er blevet så vant til disse foreteelser, at de slet ikke skænker en tanke, hvad det egentlig er for noget, de arbejder med. Det er bare elektricitet. Men hvad er elektricitet? Ingen professor kan svare på dette spørgsmål. Dette skal ikke siges for at forklejne forskerne af den fysiske materie, det er tværtimod ganske naturligt, at fysiske forskere ikke kan sige, hvad elektricitet er. Elektriciteten hører nemlig hjemme i grænseområdet mellem den fysiske og den åndelige verden, hvoraf de fysiske forskere kun vil anerkende den fysiske verdens eksistens, fordi de der kan føre "beviser" ved at veje, måle, bedømme hastigheder, volumen, bølgelængder osv., og det kan de ikke, når det drejer sig om at forstå den åndelige verden. Derfor siger man ganske simpelt, at den ikke eksisterer.

Selv om den fysiske videnskab har stor autoritet og er en væsentlig årsag til den stærkt materialistiske indstilling, der præger vor tids mennesker her i Vesten, er der dog mange mennesker, der hverken kan eller vil give slip på tanken om, at der bag den fysiske verden eksisterer en åndelig verden. Kan et menneske eksistere og opleve uden en fysisk organisme? Det er et af det alvorligt tænkende menneskes allerstørste ønsker at få svar på dette spørgsmål. For at forstå, at dette spørgsmål må besvares bekræftende, må man først og fremmest lære den form for tilværelse og oplevelse at kende, der finder sted ved hjælp af den fysiske organisme. Begynder man at forstå de universelle love og principper, der ligger bag vor fysiske tilværelse, vil man også begynde at kunne forstå den tilværelse, som ikke giver sig til kende gennem fysisk materie.

Hvad er da den fysiske tilværelse? Den fysiske tilværelse er en åndelig oplevelse af jegets overvindelse af den faste materie. Men for at jeget kan overvinde den faste materie, må der eksistere en anden materie, ved hvis hjælp det kan binde og beherske denne fysiske materie. En sådan materie eksisterer, men menneskene oplever den i den grad ud fra vanefunktion, at de slet ikke regner med den, således som den i virkeligheden er. Dette bevirker naturligvis, at det uundgåeligt må blive en gåde for dem, hvordan det levende væsens livsoplevelse finder sted. Den materie, som således er mellemledet mellem det levende væsens jeg og den ydre faste materie, er blot en så dagligdags ting, som det materiale, der udgør det levende væsens bevidsthed. Det er individets tankematerie.

Det enkelte individ behersker sin tankematerie dels ved automatfunktion og dels ved vågen dagsbevidst viljeføring. Denne tankematerie udgør universets almindelige materie i sin fjerde tilstand, den stråleformige. Det er altså en tilstand, der svarer til elektriciteten, radiobølger, kosmiske stråler etc. Ligesom disse materier kan gå igennem faste legemer, således kan det levende væsens viljeenergi og tankestof ligeledes trænge igennem universets tre andre materietilstande, de faste, de flydende og de luftformige. Derfor er denne materieart velegnet til at være mellemledet mellem jeget og dets jongleren med de fysiske materier. Der vil ikke i universet i noget som helst tilfælde kunne findes en art fysisk materie, som ikke er "utæt", når det drejer sig om åndelig eller stråleformig materie. Ånd kan gennemtrænge alle andre materier, selv de tætteste fysiske granitblokke eller de hårdeste diamanter kan gennemtrænges af tanke eller bevidsthed. Og det er ved nærmere gennemtænkning ikke så mærkeligt. Den fysiske videnskab har for længst konstateret, at selv de mest faste eller hårde materier består af små partikler, imellem hvilke der er et i forhold til partiklernes størrelse uhyre stort mellemrum. I dette mellemrum eksisterer der en udløsning af positiv og negativ kraft eller energiudfoldelse. Denne kraft er ikke synlig, kun dens virkninger kan blive det, den er tankekraft udløst af en usynlig vilje, bag ved hvilken der findes et usynligt jeg.

De små partikler, som den fysiske materie består af, har De allerede gennem den fysiske forskning lært at kende under navne som atomer, elektroner, protoner etc. Den fysiske videnskab kan kun erkende disse partikler som fysiske, ligesom den kun vil anerkende den fysiske side ved mennesket. Set i et kosmisk perspektiv har disse såkaldte partikler dog også en åndelig eller stråleformig karakter. De udstråler og modtager energi, de er levende væsener, hver med sin bevidsthed og viljekraft, og altså i princippet lig det jordiske menneske. Vender vi vor tanke den modsatte vej, ikke indad i materien, men udad i universet, møder vi vor egen jord, der sammen med andre planeter kredser om det kraft-, lys- og varmecenter, vi kalder solen. Er det ikke en kendsgerning, at vi i dette forhold bliver vidne til en usynlig kraft, hvis virkninger er mange gange stærkere, end de fysiske kræfter? Vor egen jord er i årmillioner blevet drejet fremad i verdensrummet med en for os ufattelig fart. For denne kraft må alt fysisk på jorden bøje sig. Millioner og atter millioner af tons granit, metaller, vand og luft bliver stadig med en kolossal præcision båret igennem rummet af usynlige kræfter, samtidig med at disse kræfter er årsag til store forandringer både i jordens indre og på dens overflade. Og dog er vor klode kun en dværg i forhold til andre fysiske kloder i universet, og vor sol er heller ikke af nogen imponerende størrelse i forhold til mange andre sole, der udstråler energi mod omkredsende kolde kloder, der ved den tilsendte energi omskabes til beboelige verdener, hvor endnu flere usynlige kræfter kommer i arbejde og binder materien i særlige kombinationer, der fremtræder som vegetabilske og animalske organismer, der er "besat" af åndelige kræfter, hvilket vil sige: der er redskaber for åndelige væseners oplevelse af fysisk materie.

Både jordkloden og solsystemet er levende væsener, dvs. åndelige kraftcentre, der ved hjælp af stråleformig materie tiltrækker og opbygger sig organismer af fysiske materiekombinationer. Det er altså ikke blot menneskene, det drejer sig om, når man skal besvare spørgsmålet, om levende væsener kan eksistere uden en fysisk organisme. Det drejer sig i lige så stærk grad om væsener i mikro- og makrokosmos, om mikrober, stjerner og mælkeveje. Overalt er det en åndelig kraft, der gennemtrænger og "besætter" den fysiske materie, og kraften må naturligvis eksistere før materiekombinationen finder sted, evnen til logisk opbygning må eksistere, inden den i alle detaljer geniale fysiske organisme fremstår. Hvem er geniet, der har opbygget jordkloden? Det er det levende væsen, der også var en åndelig realitet, inden den fysiske jord fortættedes af kosmiske stjernetåger, og som vi må kalde jordklodevæsenet. Denne geniale organismeopbygning har kun kunnet finde sted ved jordklodevæsenets samarbejde med andre levende væsener, som også besad en brændende længsel efter at opbygge organismer i fysisk materie for derigennem at kunne opleve en fysisk verden. Blandt disse andre væsener, som i forhold til jordklodevæsenets bevidsthed udgjorde et mikrokosmos og stadig gør det, var og er de jordiske mennesker, som er de højest udviklede fysiske celler i jordklodens fysiske organisme. På samme måde som cellerne i et jordmenneskes organisme udskiftes mange gange i perioden fra undfangelsen til døden, udskiftes cellerne også i jordklodevæsenets organisme masser af gange i dette væsens nuværende inkarnation, som i forhold til menneskenes opfattelse af begrebet tid strækker sig over millioner og atter millioner af år.

Ligesom jordklodevæsenet med sin evne til at opbygge en organisme og med sin stråleformige tankematerie eksisterede førend jordkloden blev til, eksisterer både vi og vore celler med vor respektive skabeevne og tankematerie, inden vor organisme bliver skabt. Cellernes kredsløb i vor organisme og vor fødsel og død inden for jordklodevæsenets fysiske organisme er i princippet ganske det samme. Både mikrober, plantevæsener, dyr, mennesker, kloder, sol- og mælkevejssystemer eksisterer som åndelige væsener, der jonglerer med åndelig materie, inden de inkarnerer i eller "besætter" fysisk materie ved hjælp af den åndelige eller stråleformige materie, og de eksisterer også efter deres såkaldte død, der ingen død er, men blot jegets tilbagetrækning af sin bevidstheds- eller tankematerie fra den fysiske materie. Hvilken verden lever væsenerne da i, før de fødes, og når de dør? I en tankeverden, og hvis den tankeverden ikke eksisterede, ville der overhovedet ikke eksistere nogen fysisk verden med logiske materiekombinationer, med former og farver. Såvel krystallernes skønne struktur som blomsternes og træernes vidunderlige konstruktion, såvel dyrenes som menneskenes geniale organismedannelse ville ikke eksistere uden først at være planlagt og tænkt i åndelig materie. Det kæmpemæssige egetræ findes usynligt i det lille agern, og det menneske, som skal fødes, arbejder som en usynlig åndelig realitet med opbygningen af sin organisme i moders liv straks efter undfangelsen.

Vil det da sige, at væsenet, der fødes tænker: nu skal jeg lave et skelet, nu skal jeg lave øjne, hjerte, lunger osv. Nej, det vil det ikke. Som nævnt i begyndelsen af foredraget behersker det enkelte individ sin tankematerie, dels ved automatfunktion og dels ved vågen dagsbevidst viljeføring. Ved inkarnationen er det automatfunktionen, som virker. Et jordisk menneske er født så mange gange, så det har udviklet en evne til at manifestere denne proces uden om sin dagsbevidste viljeføring. Dette er ikke noget usædvanligt, tværtimod. Automatfunktioner, der er lige så nyttige og logiske, som om de var ledet af vilje og forstand, kan vi opleve en hel serie af i vor nuværende fysiske organisme side om side med de dagsbevidste viljefunktioner. Det er besættelsesenergier, som er bundet i en stadig gentagelsesproces. De er på en måde ligesom et urværk, der er trukket op, og som kan blive ved at gå, så længe det bliver trukket op. "Drivfjederen" i disse automatfunktioner er identisk med det, De i mine kosmiske analyser har lært at kende som en "talentkerne". Disse talentkerner opstår overalt, hvor individet atter og atter skal gentage sine manifestationer. De kender alle, at sådanne manifestationer bliver til en vane, der efterhånden kan blive så stærk, at man ikke behøver at have nogen vågen dagsbevidsthed med i dens udfoldelse. Det betyder, at De har fået et selvstændigt center for denne talentkerne i hjernen og nervesystemet. Men det er naturligvis ikke blot i den fysiske organisme disse centre findes, de er "fjernstyrede" i den forstand, at der bag en hvilken som helst fysisk talentkerne eksisterer en talentkerne, der består af åndelig materie. Derfor mister det levende væsen ikke sine evner og talenter ved døden, de er ikke fysiske, men åndelige realiteter, forbundet med væsenets tankeverden.

Alle talentkerner har deres rod i det oversanselige organ i det levende væsens overbevidsthed, som jeg i mine kosmiske analyser kalder "skæbneelementet". Ud fra skæbneelementet, der er individets "evnemagasin", hvor evner og talenter, der er udviklede gennem årmillioner, findes opmagasinerede såvel som spirende evner inden for nye interesseområder, besætter individet både den åndelige og den fysiske materie med sin viljekraft. Det opbygger, vedligeholder, nedbryder og opbygger igen såvel åndelige som fysiske organismer i samarbejde med andre levende væsener i makro- og mikrokosmos på en sådan måde, at de levende væsener henholdsvis udgør universer eller byggematerialer for hverandre. Selve det levende væsen eksisterer altså ikke i, men uden for materien. Det skaber og oplever gennem den. Vi er alle usynlige væsener, og kan kun opleve hverandre gennem de virkninger, vi skaber i åndelig og fysisk materie. Hvis ikke det levende væsen fandtes uden for materien, ville det aldrig kunne "fødes" eller "dø", det ville ikke kunne vågne eller falde i søvn, det ville ikke kunne sige "jeg" og "det".