Vi befinder os i et umådeligt ocean af energi. Denne åbenbarer sig igen som "bevægelse". Alt er således bevægelse, det være sig lige så godt inden i som uden om os. Ser vi opad og nedad, eller ser vi fremad eller tilbage, ser vi i virkeligheden ind i et umådeligt ocean af bevægelse. Ja, så megen bevægelse er der, at der overhovedet ikke eksisterer noget "fast punkt" på det fysiske plan. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er noget, vi kalder "det faste punkt". Tværtimod, der er netop mange foreteelser i den fysiske verden, vi opfatter som "faste punkter". Der er blandt andet den jord, vi går og står på. Så er der de store klippeformationer, der står i årtusinder tilsyneladende urokkelige, majestætiske, ja ligefrem som kulminationen af "stilhed". Men er den jord, som de levende væsener generation efter generation i hundrede tusinder og atter hundrede tusinder af år er gået hen over, en virkelig absolut stilhed? – Er det ikke for længst blevet en kendsgerning for kulturmennesket, at den ikke blot drejer sig om sig selv med umådelig fart, men også samtidig svæver frem igennem verdensrummet med en lige så eller en endnu mere svimlende fart? – Og hvad med klippeformationerne? – Er de ikke ude for en stadig påvirkning af dagens og nattens, sommerens og vinterens henholdsvis varme og kulde og bliver derved holdt i en permanent forvitring? Hvordan skulle sand og grus ellers blive til? – Men når selv de mest faste materier således befinder sig i opløsning eller forvandling, er de mindre faste materier jo i langt større grad opløsning eller forvandling underkastet. Og derfor må de levende væseners organismer også være undergivet den samme forvandling. Og alt, hvad vi overhovedet kan sanse, alt, hvad vi er omgivet af, samt vore egne fysiske legemer, går således op i en eneste analyse, nemlig "bevægelse".

Men er denne analyse nu helt rigtig? – Er "bevægelse" verdensaltets såvel som de levende væseners virkelige og fundamentale analyse? – Kan man nu være helt sikker på, at al denne "bevægelse" ikke er "illusion"? – Det er rigtigt, at vi udmærket kan sidde i et lyntog og fare mod vest med en fart af hundrede kilometer i timen, men da jorden drejer sig imod øst med en fart, der langt overstiger de hundrede kilometer, kommer vi jo slet ikke imod vest, men befinder os i en kolossal fart imod øst. Men da jordkloden igen er bundet til solsystemet, der med sine kloder og planeter befinder sig i en endnu mere svimlende fart, ikke imod øst, men f.eks. imod nord, kommer vi jo slet ikke imod øst, men imod nord. Men da solsystemet igen er bundet til et endnu større system, en solby eller et mælkevejssystem, over for hvis fart jordens og solens fart kun er sneglens i forhold til lyntogets, og nævnte system slet ikke går imod nord, men imod syd, kommer vi jo slet ikke imod nord, men imod syd. Men da mælkevejssystemet kun er en lokalitet inde i et endnu større system, der tvinger mælkevejssystemet med sig i sin enorme fart, der slet ikke går imod nord, men i en ny retning inde i endnu større systemer, der alle hver især går i sin retning, og således fortsættende systemer og retninger i alle verdenshjørner, hvad er da resultatet af vor lyntogsrejse? – Det er det, at vi ikke er kommet én eneste millimeter fremad i verdensrummet. Vor lyntogsrejse er en illusion. Vi er derimod blevet vidne til et "fast punkt" midt i bevægelseshavet. Det dokumenterede sin fasthed derved, at det kunne gøre sig fri af bevægelserne. For det første gjorde det sig fri af lyntoget og gik over i jordens modsatte bevægelse og ophævede dermed sin fart mod vest ved i samme øjeblik sammen med kloden at bevæge sig mod øst og således fortsættende, indtil det i samme tidspunkt rejste imod alle verdenshjørner. Men på én gang at rejse imod alle verdenshjørner er jo det samme som slet ikke at rejse, ikke at bevæge sig. Det er at være absolut stille. Men absolut stilhed er jo det samme som det faste punkt. Men det "faste punkt", vi her er blevet vidne til, var ikke noget fast punkt i form af en klippe, i form af en klode eller nogen anden materieart, vi ellers udtrykker som faste underlag. Det faste punkt her var netop en materieart, der kunne frigøre sig af faste materier, kunne frigøre sig af andre materiers bevægelser. Det kunne altså totalt hvile i sig selv. Det behøvede ikke at hvile på noget andet underlag. Det står fuldstændig frit i universet. Men da det samtidig således kunne opleve og bevirke denne sin frigørelse fra materien, fra bevægelsen, og dermed opleve sig selv hævet over det skabte, det frembragte, er det jo intet mindre end vort eget udødelige jeg eller allerhøjeste selv, vi her har fundet som en urokkelig kendsgerning.

Til dette jeg er der altså knyttet en materie, der er ugeneret af alle de andre materier eller bevægelsen. Det er denne materie, vi kalder tankematerie. Den består af tanker, der igen er det samme som vor bevidsthed. Det levende væsens jeg og bevidsthed er således ikke identisk med de fysiske foreteelser. Det består af materier, der gennemtrænger alt. Det er derfor at udtrykke som stråleformigt. Ligesom væsenet kunne gøre sig fri af lyntogsrejsen og erkende dens identitet som illusion, således kan det også gøre sig fri af alle andre fysiske materier eller foreteelser og opleve disse som illusioner. Det er i princip kun bundet til sit fysiske legeme på samme måde, som det er bundet til lyntogsrejsen. Ligesom lyntogets hastighed til sidst for vor kosmiske analyse blev opløst, efterladende jeget eller det faste punkt, således kan det fysiske legeme også opløses, efterladende jeget eller det faste punkt. Vi kan til eksempel blot nævne den fysiske organismes størrelse. Vi siger f.eks. om et væsen, at det er to meter højt og vejer 75 kg. Hvad er da to meter i kosmisk forstand? – Er det ikke således, at man kan dele denne størrelse i to halvdele og atter dele hver af disse i to halvdele og således fortsættende i det uendelige? Vi kan jo aldrig komme til en halvdel så lille, at den ikke stadig kan deles i to nye halvdele. Det er rigtigt, at vi måske ikke fysisk kan dele halvdelene, men i tankerne kan vi blive ved i det uendelige. Da man kan gøre det samme ved en meter, en centimeter, en millimeter eller en hvilken som helst anden måleenhed, bliver enhver størrelse således illusorisk. Væsenets to meter rummer alle størrelser samtidig, hvilket altså vil sige, at den har ingen størrelse. Den fysiske størrelse var altså kun en illusion. Tror man ikke, det er ligeså med dets legemes vægt? – Kan den ikke på samme måde halveres i det uendelige? – Men så rummer jo også den uendeligheden og har dermed ingen størrelse. Men en organisme, der ingen størrelse og vægt har, må da være lig stilheden eller det faste punkt, der har kunnet erkende sin frigjorthed fra størrelsen og vægten.

Denne oplevelsesmåde er det samme som "åndeliggørelse". Åndeliggørelse er det samme som frigørelse af illusionerne til fordel for erkendelsen af selvet eller jeget eller det virkelige "noget" bag illusionerne. Men denne åndeliggørelse skal ikke blive ved med blot at være et tankeeksperiment. Det er den guddommelige verdensplans formål at gøre væsenet helt fri af den tunge materie, så det kan leve i en hundrede procents åndeliggjort tilværelse, hvilket igen vil sige, at det kan være vågent dagsbevidst i selve evigheden og hævet op over tiden og rummet og være hinsides alle illusioner. Og derfor ser vi netop, at kredsløbet er organiseret således, at jegerne eller det levende "noget" skiftevis kan gøre sig til ét med materien og ånden. Den første halvrunde i kredsløbet bliver væsenet indviklet i materie, bliver legemliggjort, og i den anden halvrunde bliver væsenet åndeliggjort.