Det mest ufærdige begreb i det jordmenneskelige sind er begrebet "kærlighed". Hvis dette begreb ikke netop var ufærdigt, ville verden i dag se helt anderledes ud, end tilfældet netop er. Hvad er da den virkelige eller absolutte "kærlighed"? – "Kærlighed" er en udstråling af en energi, der er til nytte for alle levende væsener. Men det behøver ikke at betyde, at den umiddelbart er til glæde for alle levende væsener. At noget er til nytte og gavn behøver ikke at betyde, at det absolut fornemmes som "behageligt". Når der således i dag forekommer mange restriktioner og indskrænkninger i adgangen til livsgoderne, er det ikke blot nyttigt, men simpelthen en livsbetingelse. Ja, men så er disse jo foranstaltninger, der er med til at redde jordmenneskenes liv, og bliver derved "kærlige", men de er ikke behagelige. Kærligheden kan altså også fornemmes som noget, der i højeste grad er "ubehageligt". Og her er vi ved kilden eller årsagen til jordmenneskets allerstørste misforståelse.

Når kærligheden eller noget, der er til nytte eller gavn, kan være ubehageligt, hvordan skal man så vide, når noget er kærligt, og når det er ukærligt? – Ja, det er netop det, jordmenneskene heller ikke rigtigt kan finde ud af. De har dannet sig store moralbegreber, der er baseret på forfølgelse af ting, der i virkeligheden er livsvigtige, men som de har ment var uretfærdige og dermed ukærlige, blot fordi de var ubehagelige. Var ikke forfølgelsen af Jesus Kristus udelukkende baseret på, at hans fremtræden var en underminering af det, ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge mente var behageligt, nemlig bevarelsen af deres egen position og magt? – At Jesu position og magt tiltog, var for dem ubehageligt. At den var nyttig for verden og menneskeheden, lå uden for deres sansefelt og fatteevne. De dømte udelukkende på dette, at den var ubehagelig for dem selv.

Var det ikke det samme, der skete med verdensreligionernes senere præster og autoriteter? – Når kristendommen i Jesu navn oprettede inkvisitionen, var denne jo udelukkende baseret på en angst eller rædsel for mørke psykiske magter, eller rettere betegnet "satan" eller djævelens manifestationer igennem "hekse" og "trolde". Disse formentlige hekseriudøvende væsener føltes altså ubehagelige af de gejstlige autoriteter, idet disse troede, de kunne underminere deres magt og position. Og alene for dette ubehags skyld flammede heksebålene rundt om i de kristne lande. Om disse væsener, som de myrdede på bålet, var nyttige eller unyttige i absolut forstand, havde de myrdende gejstlige autoriteter ingen viden om. De var altså i nøjagtig den samme situation som de præster eller gejstlige autoriteter, der myrdede Verdensgenløseren. De dømte blot på grundlag af, hvad der var ubehageligt og derfor uønsket af dem selv.

Og tror man ikke, det er det samme princip, det samme ubehag, der i stor udstrækning danner fundamentet eller grundlaget for forretningsmæssige idealer? – Er det ikke netop her, de største behageligheder, hvilket vil sige de største gevinster, er idealet? – At opfatte eller kalde disse overdimensionerede gevinster for ublu avance eller ågeri hører med til det ubehag, man ønsker at bekæmpe, udelukkende fordi det er ubehageligt for en selv. Om denne kamp er gavnlig eller skadelig for det øvrige samfund, er totalt ligegyldigt.

Vi bliver således vidne til, at jordmenneskene i stor udstrækning bekæmper ting, de sanser som ubehagelige. Men da tingenes fremtræden som ubehagelige ikke er en garanti for, at de er uretfærdige, idet ting, der er retfærdige og dermed absolut kærlige, endog i meget høj grad kan være ubehagelige, kommer jordmenneskenes bekæmpelse af det ubehagelige i stor udstrækning til at være en bekæmpelse af retfærdigheden, der igen er det samme som en sabotage af kærligheden. Ja, men når det ubehagelige ikke altid er tegn på, at tingen er uretfærdig eller ukærlig, hvordan kan man da nogen sinde være i stand til at handle rigtigt? – Nej, det vil man heller ikke kunne, så længe man ikke kender den guddommelige verdensplan. Kendskab til denne verdensplan kan individet umuligt få, så længe dets mentale struktur er baseret på "selviskhed". Det vil umuligt kunne bedømme omgivelserne som behagelige eller ubehagelige, alt eftersom de henholdsvis er i denne selviskheds favør eller disfavør. Denne mentale struktur udgør den totalt dyriske. Det er altså denne selviske bedømmelse af tingene, der bragte Jesus til korset, og i det hele taget er roden til hele denne dommedagsepoke, vi for tiden oplever.

Findes der da ingen vej ud af netop denne dommedagstilstand? – Jo, der findes én eneste vej, og denne vej er "kærligheden". Denne vej er jo fra tusinder af talerstole i templer og kirker blevet anvist menneskene igennem de store bud: "Du skal elske din næste som dig selv. Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre. Den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den herre Zebaoth. Det I vil, at andre skal gøre imod eder, dette må I også gøre imod dem. Den, der er ren, kan kaste den første sten. Saligt er det at give hellere end at tage, osv." Der er således ingen mangel på anvisninger på, hvad man skal gøre for at opnå freden, glæden og saligheden. Hvorfor gør menneskene så i stigende grad lige det modsatte? – Fordi det modsatte forekommer dem endnu at være det behageligste. Og da det er en urgammel tradition at opfatte det behageligste som det retfærdigste, tror de at handle retfærdigt ved altid at følge det, der er dem behageligst. At dette har været en forkert opfattelse, er verden i dag et kolossalt og urokkeligt bevis for. De hidtidige verdenskulturer har derfor ført til undergang. De har alle uden undtagelse været dommedagskulturer.

Og der er derfor kun én eneste vej ud af den sidste døende verdenskulturs dødsrallen og ruinhobe, nemlig den virkelige forståelse af det "ubehagelige". Man må komme til klarhed over, at det måske alligevel ikke altid kan være retfærdigt og dermed kærligt at forfølge det ubehagelige. Men at komme til denne forståelse eller klarhed lader sig umuligt gøre uden igennem forståelsen af den evige verdensplan, hvorpå hele universet er baseret. At der er en sådan plan, kan ikke ignoreres. Og der er endog blevet udtrykt, at "alt var såre godt". Men dem, der virkelig vil forske, må nu passe på ikke at lade sig lede af deres vante tilbøjelighed for behagsfornemmelsen. Det kan være svært at synes, at denne sætning kan passe på tilværelsen. Det er lettere og dermed behageligere at opfatte tilværelsen således, at alt ikke er såre godt. Denne opfattelse begrundes udelukkende på, at den er behageligere. Men at den er behageligere, garanterer jo ikke, at den er den rigtigste, den mest retfærdige og dermed den kærligste. Hvis den skal have denne begrundelse, da må der andet og mere til end blot og bar følelse. Da må der først og fremmest uselviskhed til, således at man på forhånd er parat til "at give kejseren, hvad kejserens er". Denne uselviskhed har Gud sørget for at give menneskene gennem lidelsen. Dernæst må der forskning til, således at man får forstandsmæssig begrundelse for, hvorfor tingene netop er, som de er.