Som jeg tidligere har forklaret, er der i alle væsener, der er blevet til et jordisk menneske, født et "kristusbarn" i deres mentalitet, hvilket altså er det samme som en kosmisk talentkerne for sand menneskebevidsthed, der, når den er fuldt udviklet, lader mennesket fremtræde i "Guds billede efter hans lignelse". Denne talentkerne ligger i absolut latent tilstand hos dyret og kan ikke her komme til udfoldelse, idet dyret lever under betingelser af, at det må udfolde dyrisk bevidsthed for at kunne eksistere. Det samme er ikke helt tilfældet med menneskene og navnligt da ikke med det fremskredent, moderne jordiske menneske. Derfor er loven for mennesket, at det for at være i kontakt med sin bestemmelse, være i kontakt med det guddommelige formål, i kraft af hvilket det er født på jorden, skal nære dette kristusbarn, dette guddomstalent, det således er blevet velsignet med. Det er dette talent, der er kristus- eller virkelig menneskementalitet, der har bevirket, at mennesket har kunnet gøre sig til herre over dyrene og i en overordentlig stor grad til herre over de fysiske elementer. Nu har det så kun tilbage for at blive Gud lig også at kunne få magt over de psykiske elementer. Kristustalentet i mennesket gør altså dette væsen til et voksende psykisk væsen, der lige så vældigt skal kunne jonglere med de kosmiske eller psykiske kræfter, som det nu bliver trænet i at kunne beherske atomerne eller de materielle stoffer.

Det virkelige menneskes endelige bestemmelse er altså at blive et væsen, der ligesom Gud skaber fuldkomment og ikke ligesom dyret dræber og myrder sine medskabninger. Ved at dræbe, myrde og lemlæste sine omgivelser kommer mennesket i strid med det store guddommelige talent for menneskebevidsthed, som kristusbevidstheden udgør i det selv. Mennesket kan absolut ikke tåle at dræbe. I en hvilken som helst situation, det udløser denne handlemåde, lemlæster det sin egen kosmiske mentalitet. Det bliver en Herodes, der søger at myrde kristusbarnet og ikke forstår, at han dermed myrder sin egen kongeværdighed. Menneskeværdighed, kongeværdighed eller kristusmentalitet er nøjagtig ét og det samme. At nære, passe og pleje dette lille kristusbarn i sit eget indre, i sin egen mentalitet, er altså den sande daglige væremåde. En hvilken som helst afvigelse herfra er et tilsvarende attentat på sin egen fremtræden som gudemenneske. Disse afvigelser udviser altså den lemlæstede eller korsfæstede Kristus i ens egen mentalitet. Det er disse lemlæstelser, vi kender under begrebet ulykkelige skæbner, sorger, alle mulige slags sygdomme eller en hvilken som helst disharmoni i vort forhold til andre mennesker. Det behøver ikke at betyde, at disse andre mennesker er i disharmoni med os. Kristus var ikke i disharmoni med sine bødler eller korsfæstere. Han vidste, at disse ikke vidste, hvad de gjorde. Derfor kunne han sige: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Husk endelig dette. De er kun i disharmoni med Dem selv eller Deres kristusvæsen i den situation, i hvilken De forfølger andre væsener, totalt ligegyldigt hvad De så end motiverer Deres forfølgelse af disse andre væsener med, ligegyldigt hvordan disse væsener så end måtte være imod Dem. De kan i alle fald ikke være værre imod Dem, end Kristi bødler var imod ham, og dog forstod han dem og tilgav dem. Hvad man så end vil mene, hvor meget man så end vil protestere, så kommer man absolut aldrig nogen sinde uden om, at man korsfæster sig selv ved at forfølge og korsfæste andre. Og lige så sikkert er det, at alle syge mennesker, alle, der må ligge på hospitaler, alle, der går rundt som invalider, alle, der sulter og fryser, kort sagt alle, der har en ulykkelig skæbne, oplever virkningerne af korsfæstelsen af kristusvæsenet i dem selv.

Hvis vi andre nu dømmer disse mennesker og siger, at det har de selv forvoldt, og vi på alle måder viser en ganske ufølsom tilstand og manglende forståelse, ringeagter dem, så korsfæster vi Kristus i vort eget indre. Så forstår vi altså ikke således som Kristus i sin tid, at de vidste ikke, hvad de gjorde. Derfor vil der aldrig være nogen som helst situation, hvor vi har lov til at forfølge og ringeagte vore medvæsener, hvad de så end har bedrevet. Jo større dyrisk bevidsthed de manifesterer, desto tilsvarende større kendsgerning er det, at disse væseners kristusbevidsthed endnu er en barnebevidsthed. Og siger Kristus ikke netop her: "Lader de små børn komme til mig, formener dem ikke, thi Guds rige hører sådanne til". De vil måske sige, at man da ikke kan lade folk skalte og valte, som de har lyst. Så vil der jo ikke være til at være her i verden. Men tro ikke, at verden går af lave, fordi De med hele Deres bevidsthed bliver et væsen, der forstår den virkelige kerne i situationen og derfor forstår og tilgiver. Tro ikke, at fordi netop De bliver vegetar, så vil alle andre mennesker med det samme blive vegetarer og gøre slagterne brødløse. Tro ikke, at fordi De ikke vil straffe et menneske, så bliver alle andre sindet akkurat på samme måde, så der ingen øvrighed eller retsvæsen bliver. Det vil netop blive ved med at eksistere, så længe der overhovedet er brug for det, denne institution er jo netop til for at hjælpe menneskene til ikke at behøve at skulle forsvare sig selv imod det grove dyriske. Den kan alligevel ikke beskytte Dem imod at blive dræbt, hvis dette er uløseligt knyttet til deres udvikling og skæbne. Den kan ikke beskytte Dem i nogen som helst situation, hvor De selv korsfæster Kristus i Dem selv, altså forfølger andre mennesker. Nej, De kan udmærket sige til Dem selv: "Herefter vil jeg ikke i nogen som helst situation være med til at myrde, dræbe og lemlæste", dette gælder lige så godt på det psykiske som på det fysiske plan.

Nu vil De måske tænke ved Dem selv, at De da virkelig er langt fremme i at pleje og passe Deres kristusbarn. Men er det nu også således? – Er det ikke således som Verdensgenløseren engang har sagt: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder"? – Jeg skal lige til slut nævne et felt, som i virkeligheden er et af de allervanskeligste at få udryddet og derfor også et af de mest skadelige for kristusbarnet i de pågældende mennesker. Det er hæleriet. De kender i reglen kun hæleri som dette at købe tyvekoster af en tyv, altså dette at købe ting, der vitterligt er stjålet eller røvet fra et andet menneske. Men dette således at købe tyvekoster er jo udtryk for samme mentalitet som den, der har befordret tyveriet. Man kan måske sige, at hæleren er mere forsigtig, mere bange for at blive opdaget end tyven. Han tør ikke selv stjæle tingene, men i smug og i al hemmelighed vil han gerne sælge varerne til andre, det være sig i sin butik eller rent under hånden på gaderne eller på arbejdspladser. Bliver det opdaget, får hæleren også straf lige så godt som stjæleren. Men det er ikke blot i ligefremt tyveri, at man kan være hæler, altså håndlanger i at lemlæste eller korsfæste andre mennesker. Et felt, hvor en uendelig masse mennesker dagligt myrder, dræber og lemlæster, er med deres talebegavelse. Ordet er det sidste mordvåben, mennesket vil aflægge. Jeg har erfaringer for, at tilsyneladende meget pæne mennesker, mennesker, der er meget åndeligt interesserede, ja sidder med tårer i øjnene, når de er til åndelige foredrag, ikke desto mindre endnu er vældige mordere og dræbere med deres ord. Sådanne væsener kan i visse situationer bringe mange andre væsener, der ellers var godt på vej til at udvikle, passe og pleje kristusbevidstheden i dem selv, til at sabotere denne deres væremåde. Dette at bringe nedværdigende eller tilsyneladende kompromitterende nyheder om andre mennesker er myrderi. Det er korsfæstelse af Kristus, ikke blot i Dem selv, men De bringer også Deres lyttere, der ikke er stabile nok, til at sabotere deres kristusbevidsthed. Tænk, hvor megen sabotage, der sker af kristusmentalitet grundet på det mentale hæleri. Nogle mennesker går til en religiøs eller åndelig bevægelse, til denne bevægelses foredrag, og bliver i højeste grad stimuleret til at udvikle deres kristusmentalitet. Men så er der nogen inden for bevægelsen, der på en eller anden måde får fat i nogle ord, der er udgået fra misfornøjede eller konkurrerende åndelige bevægelser, som de grundet på, at de selv på en eller anden måde er blevet stødt eller mener sig forurettet, i den grad pynter op og bringer videre til den eller den af de mennesker, som altså er i god gænge. Inden for her vil der altid være nogle, der ikke er stabile nok, de lytter meget interesserede til sladderen eller bagtalelsen og får antipati eller vrede imod den sag, der ellers betød livet for dem. Og så skal de rigtignok ikke mere til foredrag eller læse bøger fra denne bevægelse eller dens ophav. Og så er de begyndt korsfæstelsen af deres egen kristusmentalitet. Og vi ser her, hvorledes Jesus får ret: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder".

Det er ikke altid, at det mentale hæleri fra deres ophav er ment som noget ondt, det er meget ofte mere tankeløshed, at de fortæller nyheden til mennesker, de tror på ikke vil bringe den videre. Og selv om en sådan sensationel nyhed ledsages med ordene om endelig ikke at sige det til andre, så kan man være overbevist om, at dette standser ikke nyheden, men bliver kun en tom frase, der ledsager nyheden. Der er i mennesker en vis trang til at kunne blive midtpunktet i en forsamling, ja nærmest dette, man kalder "dagens mand", og da er en sådan nyhed et ganske glimrende middel. Og netop for at skabe en særlig virkning bliver der føjet lidt til i ord og miner, således at tilhøreren virkelig skal blive chokeret. Og hvis vedkommende mentale hæler har noget imod objektet for sladderen eller nyheden, kan man være overbevist om, at mordvåbnet (ordene) bliver overordentligt skarpslebet, så det rigtigt kan udvide det dræbende eller lemlæstende sår. Der forekommer mennesker, der har trænet denne bagtalelsesevne helt op til et talent, så de permanent lyver og til sidst slet ikke kan huske rede på, hvad de selv har føjet til sladderen, og hvad de selv fik overleveret. Og på dette stadium er væsenet altså blevet psykopat, er blevet patologisk løgner. Afsporingen er komplet. Det vil da komme til at gennemgå meget svære afvænningstilstande i en kommende epoke, enten i det nuværende eller i kommende liv. Sådanne væsener har altså ligefrem fået djævlebevidsthed. De snigmyrder alle, der ikke er i deres favør. Derfor er bagtalelseslysten lige så farlig, ja endnu værre, idet den er usynlig, for sundheden som alkohol og andre lignende laster. Man kan ikke noksom indpode det menneske, der er på vej til at passe og pleje sit kristusbarn, dette ikke at lytte til sladder, så bliver der ikke noget at bringe videre, og så kommer man ikke ind i afsporingen. Det er ikke så mærkeligt, at Verdensgenløseren maner til at lade vor tale være ja, ja og nej, nej. Alt, hvad der er over dette, er af det onde.

Det mentale hæleri er nutidens værste smittefarlige sygdom. Vi ser, hvor vældigt den er udbredt, ja er ligefrem autoriseret. Tror man, at aviser og blades kompromitterende sensationer og nyheder er kontrollerede, således at der ikke her ligger en vis grad af korsfæstelse eller forfølgelse af sensationernes objekter? – Hvorfor skal kendte personers private breve offentliggøres? – Så længe folk ønsker at snage i andre menneskers intime forhold, da vil sådanne sensationer være en glimrende handelsvare. Burde man ikke afbestille eller gå uden om blade og bøger, der er beregnede på at være dejligt stof for sensationsjægere og bagtalere? – Er det ikke dette, avisernes reklamesedler er beregnede på at vise. Lyder disse ikke i reglen således: Den eller den kendte person er fængslet eller er på anden måde kommet i en kompromitterende situation? – Tror man, avisernes tale er ja, ja og nej, nej? – De er i alle situationer, hvor de bringer nedsættende nyheder om andre mennesker, korsfæstelsesinstitutioner, som det er bedst ikke at være hælere for. Jeg mener ikke dette, at man ikke skal holde aviser, men jeg mener, at man må sortere stoffet, man læser, således at man ikke bliver smittet til at være hælere for at bringe sådanne lemlæstende nyheder videre. Det er ikke det, der går ind i bevidstheden, der er farligt, det er det, der udgår af munden, der kan være urent og dræbende. Der findes naturligvis også meget godt i bladene, og man skal ikke smide barnet ud med badevandet.

De allerfleste mennesker er således i kraft af deres ukontrollerede og andre menneskers nedsættende ordflom så at sige stærkt bevæbnede mordere. Som morder, enten det nu er mentalt eller fysisk, er man ikke nogen god barneplejer for sit eget kristusbarn eller sit indre gudesønlige væsen. Enhver, der vil have et sundt opvoksende kristusbarn eller kristusmentalitet, må således gøre Kristi ord på korset til sit livsmotto i alle de situationer, hvor han føler sig korsfæstet af andre: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Dette er udelukkende den absolut eneste vej til den store fødsel, til kosmisk bevidsthed, til at blive ét med Gud og således selv blive livets og dødens herre, mennesket i Guds billede.