Vi har tidligere hørt, hvad der er kerneprincipperne i verdensbilledet, fortalt af naturen eller livet selv. Det kan derfor være interessant at se, hvorledes Kristus opfattede verdensbilledet. Vi ser her bort fra al det hedenskab, der efterhånden hobede sig op om Jesu personlige udtalelser og opfattelse. Vi ved, at hovedprincippet i hans opfattelse var fader- og sønneprincippet. Han var det første menneske, der fremførte og levede i dette princip. Mange var allerede begyndt at tale om én Gud i stedet for de mange guder, som man oprindeligt tilbad, men ingen nåede så langt ind i selvoplevelsen, at gudsforholdet blev til et levende fader- og sønneprincip. Ingen forstod som han, at det levende væsen er en evig søn af en evig Fader, og ingen synes at have haft Faderen med sig i alle ting i den daglige tilværelse, således som han. Han levede i en permanent samtale, forbindelse eller bøn til denne Fader.

Vi har set, at verdensbilledet netop udgør et sådant fader- og sønneprincip. I kraft af at verdensaltet er en stor, levende, fungerende organisme for et evigt jeg, og at denne organisme består af alle eksisterende levende væsener, der er mikrovæsener inde i den på samme måde, som vor organisme består af eller er fyldt med mikrovæsener eller liv, bliver dette jeg, dette oplevende noget, en Fader for de levende væsener på samme måde, som vort jeg er en fader og beskytter af mikrovæsenerne inde i vor organisme. Imellem vort jeg og vore mikrovæsener er der således et meget intimt gensidigt afhængighedsforhold, der betinger, at vi er nødsaget til at sørge godt for vore mikrovæsener, hvis vi vil være sikre på at få et sundt og uafbrudt kropsligt velvære, ligesom vore små mikrovæsener også på deres side er nødsaget til at have et dagligt liv, der er i kontakt med de betingelser, i kraft af hvilke de netop befinder sig i organismen, i modsat fald bliver de selv syge og skaber sygdom omkring sig i organismen.

Nu vil man måske hævde, at mikrovæsenerne ikke har nogen forstand og ikke selv kan bestemme, om de vil eller ikke vil være i kontakt med de for dem gældende betingelser i organismen. Men hertil er der det at sige, at kendsgerningen viser i det mindste, at mikrovæsenerne i organismen udmærket pludselig kan begynde at arbejde på en helt anden måde end den normale, selv for det væsen, som for øvrigt lever sundt nok rent kropsligt set. Det er således ikke udelukket, at væsener, der spiser og drikker nok så sundt og gennemfører en vidtstrakt hygiejne, alligevel kommer ud for sygdomme. Hvoraf kommer da det? – Ja, her må den dybeste årsag føres tilbage til den omstændighed, at mikrovæsener er i stand til at afvige fra deres normale levevis på trods af organismens makrojeg. Om det er bevidst eller ubevidst, er her ligegyldigt. Men hvorfor skulle vore mikrovæsener ikke kunne være bevidst i deres eget daglige liv, lige så godt som vi selv er bevidst i vort daglige liv? – Vi er dog også mikrovæsener i en organisme. Kan denne organismes jeg ikke med lige så stor ret sige, at vi ikke er bevidst i vort daglige liv? – Hvorfor skulle vore mikrovæsener ikke lige så godt bevidst kunne afvige fra deres normale funktioner eller normale liv, som vi kan det? – Er det for øvrigt ikke en kendsgerning, at i de funktioner, væsenerne ikke har under viljen, og som derfor befordres af instinktet, forekommer der som regel ingen udskejelse? – Her er den normale funktion den absolut altovervejende. Er det ikke netop der, hvor væsenet kan sætte sin vilje ind, at det unormale opstår og befordres? – Det er således i allerhøjeste grad uvidenskabelig eller ulogisk at benægte, at mikrovæsenerne har vågen dagsbevidsthed og ud fra den udmærket, ligesom vi selv, er medbestemmende i deres daglige funktioner og kan skeje ud eller ikke skeje ud alt efter deres eget forgodtbefindende.

Så kan man her sige: Hvordan skal man så gardere sin sundhed, når dette at leve sundt og hygiejnisk eller med alle sundhedsregler opfyldte alligevel kan rammes af sygdom? – Ja, her er vi netop kommet til et felt, hvor karmaloven ikke mere er et kost- eller sundhedsproblem, men et moralspørgsmål. Årsagen kan kun være denne ene: Hvordan optræder et sådant væsen selv som mikrovæsen i dets makroorganisme eller verdensalt? – Skaber det harmoni og velvære for sine medvæsener i denne makroorganisme? – Elsker det her sin næste som sig selv, eller forfølger det denne næste og gør hans liv uudholdeligt for ham? – Som mikrovæsen i en organisme er det klart, at det ikke skal myrde eller besværliggøre livet for de andre mikrovæsener i samme makroorganismes område, thi derved vil det være dødsens usund og farlig som gift i vedkommende organismes kød og blod. Men hvis man nu alligevel er en sådan abnorm og giftig mikrobe i stedet for at være den livgivende normale celle i makroorganismen, hvordan skal man da så selv kunne undgå i sin organisme at få sådanne syge og abnorme dødbringende celler i stedet for sine normale livgivende? – Vi kommer således her til at se, at sygdomme i en organisme ikke udelukkende skyldes forkert hygiejnisk kost- og sundhedspleje, men også i allerhøjeste grad er et moralspørgsmål.

Vi kommer således ikke uden om forholdet til vor næste, hvis vi vil være helt sikre på skabelsen af vor skæbnes lykke. Når Verdensgenløseren således siger, at "man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, det er al lovens fylde", ser vi her igennem det kosmiske verdensbillede, hvorledes han har ret. At elske Gud over alle ting er det samme som at elske makrojeget i den organisme, i hvilken vi er mikroindivider, hvilket vil sige verdensaltet. Man må altså være koncentreret på det jeg og forstå, at man befinder sig i et samarbejdsforhold med dette væsen, af hvilket vort livs lykke er afhængig. Det var jo dette, han gang på gang viste igennem sin bøn til dette makrojeg, han opfattede som sin virkelige kosmiske Fader. Og vi ser, hvorledes bønnen altid var koncentreret om, at denne Faders vilje først og fremmest måtte ske. Et bedre sønneforhold til Faderen kan ikke eksistere.

Og med opfyldelsen af denne bøn kunne mikrovæsenet naturligvis aldrig komme i konflikt med sin Fader. Derfor kunne han sejrrigt gå igennem alle mørke situationer og anslag. De kunne ikke blive karma for ham. Ja, end ikke selv i form af korsfæstelse og menneskenes hån og spot. Var det ikke netop på dette kors, han udstrålede det ene store mentale lysvæld efter det andet i form af sætningerne: "Forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre – Det er fuldbragt – I dine hænder befaler jeg min ånd"? – Han var den ene, store, sunde celle mellem alle de dødbringende usunde celler, det virkeligt fuldkomne sunde mikroindivid i Faderens legeme. Det var således ikke blot Faderen, han elskede, men også de øvrige væsener i Faderens legeme. Ja, han elskede dem i virkeligheden højere end sig selv, idet han ikke veg tilbage for at ofre sit liv. Han gik ind i den for de sunde celler livsfarlige zone, som bestod af alle de udskejende, dræbende og myrdende mikrovæsener, for at vise, hvordan den sunde celle i makrolegemet optræder i alle situationer over for Gud og medvæsener. Han viste sandheden af de af ham selv forfattede ord: "Ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sin næste". Når alle gensidigt vil vove så meget for deres omgivelser, opstår det absolut fuldkomne menneskerige på jorden eller et rige, hvis indbyggere er kristusvæsener.