I de store verdensreligioner har der i større eller mindre grad eksisteret det princip, at de mere indviklede detaljer blev forklaret i symboler og lignelser tilpassede det særlige mentale udviklingstrin, som almenheden i de givne situationer befandt sig på. Disse sandhedens detaljer eller analyser kunne ikke gives almenheden i nogen som helst videnskabelig form, idet den endnu ikke havde nogen særlig intellektuel eller videnskabelig sans. Den kunne instinktmæssigt føle, at der eksisterede højere magter: guder eller en guddom, bag alle naturens foreteelser. Disse symboler og lignelser er således absolut ikke beregnet til at skulle være næring for intelligensen eller intellektuelt indstillede væsener. De er fortalt i form af almindelige jordiske begivenheder, som disse uintellektuelle mennesker kunne acceptere. Men det betød ikke, at de mennesker, som var Guds redskaber til at føre almenheden, og som skabte disse symboler og lignelser, ikke kendte den virkelige sandhed bag den bogstavelige form, som ordene i symbolerne og lignelserne gav udtryk for. Tværtimod, de var jo nødsaget til at vide denne sandhed, i modsat fald kunne de jo ikke iklæde den de symboler og lignelser, ved hvis hjælp almenheden kunne få en anelse om den. Men efterhånden er denne virkelige viden om sandheden bag symbolerne og lignelserne eller det, vi i dag kalder "dogmerne", gået tabt.

Nutidens præster eller gejstlige autoriteter kender intet til denne sandhed ud over dogmerne. De tror på dogmerne og opfatter dem som udtryk for sandheden i rent bogstavelig forstand. Dette er således udtryk for et meget stort religiøst forfald, for nu er almenheden efterhånden igennem udviklingen blevet begavet med intellektualitet og fordrer videnskabelige eller logisk begrundede analyser af sandheden. Den symbolske fremstilling af sandheden i form af dogmerne giver dem absolut intet særligt holdepunkt eller næring for forstanden. Men da præsterne ikke kender den videnskabelige virkelighed, der ligger skjult i dogmerne, kan de ikke hjælpe menneskene. Og væsenerne vokser ud af religionerne. Det gælder over hele verden, lige så godt i Buddhismen som i Kristendommen, lige så godt i de store som i de små religioner. Og verden måtte blive materialistisk, hvilket vil sige, at væsenerne måtte blive gudløse, blive fornægtere af deres evige eksistens, totalt uvidende om deres egen skæbnedannelse, ja totalt uvidende om livets største lov: næstekærligheden.

Vi når frem til den situation og tilstand, menneskeheden befinder sig i i dag. En krigs- og lidelsestilstand, en morderisk og ødelæggelsesmæssig kunnen, verden aldrig nogen sinde før har set mage til, og som man ikke vil vige tilbage fra at mobilisere i hele sin sataniske gru, hvis man inden for stater eller nationer føler sin formentlige ejendomsret over og monopolisering af livsgoderne truet. Og så langt er menneskene kommet bort fra den fundamentale virkelighed, at deres liv og væremåde i dag kun er en kamp om tilegnelse af penge. Penge er i dag det eneste kulturfundament, menneskene lever på. Alt drejer sig om kampen om penge, for den, der ikke kan tilegne sig penge, bliver trådt sønder og sammen af de andre. Forældre må tjene penge, de må lade deres børn uddanne på en sådan måde, at de kan tjene flest penge. Arbejdere og arbejdsgivere kæmper om gevinsten, der indkommer ved deres fælles arbejdsvirksomhed. Livsstillinger vælges efter, hvad der giver flest penge. Da tilegnelsen af penge er så enestående uundgåeligt livsvigtigt, ja er blevet livsmålet for al tilværelse inden for den materialistiske menneskehed, er der opstået de mest geniale opfindelser og metoder til at tilegne sig penge på den lettest mulige måde, ja undertiden ligefrem ved camouflerede røverisystemer, der er autoriserede og lovlige, systemer, der kan bringe pengene til at tilflyde én, uden at man selv behøver at gøre noget som helst for at holde denne pengeflod flydende. Man holder mennesker til at tælle disse penge, til at føre regnskab over guldflodens baner og leje, så der hele tiden kan tilflyde denne de nødvendige bifloder, åer og bække, så krøsusselskabet stadig ved sit voksende pengeocean kan monopolisere og besværliggøre andre menneskers adgang til livsfornødenhederne, fordi krøsusprincippet ligesom store magneter suger alle livsværdier til sig, og hvorfra de igen kun kan tilegnes ved at ofre nye bunker af guld og sølv. At dette måtte blive til dommedag, turde være selvfølgeligt for enhver udviklet og af krøsusgalskaben fri tænker.

Midt i denne dyrkelse af guldkalven eller denne dommedagstilstand skulle Kristi genkomst finde sted. Han ville komme i skyerne med megen magt og herlighed. Og her har vi et udtryk for en virkelighed, som præsterne ikke kender. De kender kun bogstavformen, i hvilken denne sandhed er udtalt, og tager denne bogstavform rent bogstavelig. De tror, Jesus vil komme svævende oppe i skyerne i en mægtig stråleglans og vel sagtens med mange engle med sig. Således er den virkelige sandhed bag ordene ikke. Vi kan komme til den virkelige sandhed i disse ord ad andre veje, når blot vi har evne til at finde disse veje. Vi må da se lidt på disse andre veje. Vi møder altså her begrebet "Kristus". Hvad skjuler der sig under dette begreb? – I vor kristne børnelærdom har vi lært, at Kristus er en person, der oprindelig hed "Jesus". Han blev overskygget af den hellige ånd og blev til Kristus. Men det ejendommelige er jo, at begrebet Kristus eksisterede længe før Jesus af Nazaret blev født. Begrebet Kristus er i virkeligheden udtryk for selve verdensgenløsningsprincippet. Altså det princip, i kraft af hvilket der altid er blevet inkarneret mennesker, der var langt forud for sin samtids mennesker og derfor kunne føre og vejlede dem frem til et højere kulturområde, når de havde udlevet det kulturområde, de levede i. De mest udviklede eller suveræne af disse menneskehedens førere var væsener, der var bevidst i sandheden eller dele af sandheden og dermed i Guds plan med de pågældende mennesker, som de var sat til at føre og styre. Denne deres udviklede del af deres bevidsthed, der gav dem adgang til ved egne sanser at opleve den virkelige sandhed, var altså et færdigudviklet område. Her var disse væsener i dette felt blevet til "mennesket i Guds billede", selv om de naturligvis på mange andre områder endnu ikke var færdigudviklet. De udgjorde altså en større eller mindre del af "Guds billede" eller den væremåde og viden, som er Guds mål med alle levende væsener og nu i første omgang med det jordiske menneske. Det er denne begyndende virkelige menneskelige struktur i mennesket, der oprindelig er udtrykt som "Kristus". Kristus er således udtryk for den del af et væsens mentalitet, der er færdigudviklet, og som altså er ét med Gud. Den er i virkeligheden det samme som det, der nu i den ny verdenskultur vil blive udtrykt som "kosmisk bevidsthed". Kristus er således et princip. Dette princip er den fuldkomne totale kærlighedsbevidsthed og dagbevidst viden i livsmysteriets løsning. Det er dette princips første spæde inkarnation i dyret, der bevirkede, at dette blev til menneske. Alle mennesker har altså i dag noget af denne mentalitet i sig. Mennesket er delvis et dyr og delvis en Kristus, i samme grad som det endnu har dyrisk mentalitet og kristusmentalitet i sin psyke. De væsener, der blev verdensgenløsere eller religionsstiftere, var således væsener, der havde meget mere af kristusmentaliteten i sig end den almenhed, til hvem de var sendt. De var alle kristusvæsener i samme grad, som de havde kristusmentaliteten udviklet i deres mentale struktur.

Således er det ikke blot Jesus af Nazaret, der er en Kristus, både Buddha og de andre store religionsstiftere, der har levet, er kristus'er i det omfang, som kristusmentaliteten måtte være herskende i deres psyke og væremåde. At disse menneskehedens førere og forbilleder er blevet større og større repræsentanter for kristusmentaliteten, efterhånden som den menneskelige udvikling er skredet frem, er naturligvis givet. Med hensyn til Jesus af Nazaret kom han til at manifestere så megen kristusmentalitet både i visdom og væremåde, at vi i ham har det færdige menneske i Guds billede. Vi finder ingen som helst levning af nogen dyrisk mentalitet eller anlæg i hans bevidsthed eller væremåde.