Da vi nu skal til at holde påske, vil det være rimeligt, at vi dvæler lidt ved de foreteelser, der ligger til grund for påskefestens tilblivelse og eksistens. Her i Vestens lande holder vi jo påske til minde om Jesu lidelse, død og opstandelse. Da jeg i skrift og foredrag allerede har udtrykt det kosmiske syn på selve denne verdensgenløsers personlige mission og betydning for menneskeheden, har jeg valgt at give udtryk for en anden side ved selve påskemysteriet. Denne anden side er selve grundprincippet, der ligger bag al kulturskabelse. Dette er allerede for længst blevet kendt under begrebet "verdensgenløsningen".

Hvad forstår man da ved verdensgenløsning? – Ja, det ligger i selve ordet. Verdensgenløsning er jo det samme som "verdensbefrielse". Men her må man forstå, at ordet "verden" mere betyder menneskeheden, end det netop betyder "jorden" eller verden. Og det ville således i virkeligheden være mere korrekt at udtrykke verdensgenløsningen som "menneskegenløsningen" end "verdensgenløsningen". Det er altså menneskeheden, der skal "genløses", hvilket altså vil sige "genbefries". Det er således ikke jorden eller verden, der skal genbefries. Den er for længst blevet færdig og har de mest glimrende betingelser for at kunne udgøre skueplads og hjemsted for den mest fuldkomne fysiske kultur, der overhovedet kan forestilles. Men det måtte jo også først og fremmest være en uundgåelig betingelse, at jorden måtte opfylde disse betingelser – hvordan skulle den ellers kunne give en befriet menneskehed betingelser for et liv i frihed, hvilket vil sige fri for syndefaldsloven: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød", samt fri for al den øvrige økonomiske og materielle kummer, som den dyriske mentalitet i mennesket afstedkommer? – Når vi følger selve jordens store udviklingsepoker fra dens gastågeepoke, dens ild- eller solepoke, dens afkølingsepoke og vulkanske tilstand, dens vegetabilske og nu dens animalske epoke, kan vi jo kun se en altoverstrålende logisk plan. Jorden er igennem denne proces blevet omdannet til et altopfyldende guddommeligt hjem for den højeste fysiske menneskekultur.

Men når kloden således i sin omdannelsesproces afslører en hensigt, der går ud på at blive hjemstedet for en sådan højeste kultur, må det jo også være hensigten, at menneskeheden skal omformes eller udvikles til at kunne tage i besiddelse og udnytte denne jordens ydeevne eller færdige tilstand i kulturens tjeneste. Til hvad nytte ellers denne vældige jordudvikling i denne højeste kulturs favør, hvis menneskene i deres mellemværender aldrig nogen sinde skulle nå længere frem end til den dyriske afgørelsesmåde, der hedder krig, og som ødelægger al kulturskabelse? – Til hvad nytte en klode, der er skabt til og udstyret med betingelser for den allerhøjeste form for fysisk, menneskelig kultur, hvis dens mennesker aldrig nogen sinde skal nå at blive til sådanne kulturvæsener, men derimod vedblive at være junglevæsener, være tigre, løver, hyæner og gribbe i menneskekroppe? – Det kan jo heller aldrig blive logisk eller i kontakt med denne høje kulturelle ydestandard, jorden befinder sig på, at den højeste jordiske væsensart kun skal være brægende får og geder, skræppende gæs, høns og kalkuner, en art husdyr ligeledes i menneskekroppe og indespærrede i mentale stalde i form af et uindskrænket diktatur og magtvældes dressur og ensretning. Og så længe menneskene ikke finder ud af denne deres fornedrelse og ser, hvor uværdigt det er for væsenet i menneskekrop at leve og forsvare dyriske traditioner, kan det hverken skabe varig fred eller kultur. Det kan nok bygge op og rette an til højere kulturformer, men disse er næppe blevet færdige, før de nedbrydes ved vold, tortur, lemlæstelse, mord og drab og alle andre ødelæggende foranstaltninger, der tilsammen udgør krigen.

Denne form for tilværelse er blevet så almengældende for de jordiske mennesker, at der ligefrem er opstået følgende dogme: "Der har alle dage været krig, og derfor vil der blive ved med at være krig". Som man ser, er det et meget mærkeligt ræsonnement og totalt blottet for logik. Fordi noget har varet et stykke tid, så skal det blive ved med at være således. Tænk, hvis man førte et sådant ræsonnement ned i de daglige og let overskuelige foreteelser: Hvis man gik rundt og troede, at en regn aldrig skulle holde op, blot fordi det har regnet en længere tid, eller at det aldrig mere skulle blive regnvejr, fordi der har været tørke en tid, eller på samme måde troede, at det aldrig mere skulle blive dag, fordi det nu i flere timer har været nat, eller aldrig mere skulle blive sommer, fordi vi i flere uger har haft vinter eller kulde. – Er det ikke let at se, hvor skrigende ulogisk og i konflikt med sandheden og naturen en sådan opfattelse af tingene er? – Men hvorfor i alverden skulle den samme opfattelsesmetode ikke være lige så skrigende ulogisk i de foreteelser, vi ikke kan overse? – Hvad begrunder, at nævnte foreteelser, vi ikke kan overse, skulle være anlagte eller eksistere på helt andre principper eller grundlag end de foreteelser, vi har fuldt kendskab til? – Må man ikke for at være logisk bruge den logik, der er almengældende i de foreteelser, vi kan overskue eller har fuldt overblik over, også i de foreteelser, vi ikke kan overskue? – Hvad andet end dyrisk uvidenhed, naivitet og tåbelighed kan ligge til grund for troen på, at der ingen udvikling finder sted, og at således som det er i øjeblikket, således har det altid været, og således vil det blive ved med at være? – Og det viser sig da også, at slig opfattelse i virkeligheden kun er blind, overfladisk talemåde, for selv de væsener, der mest påberåber sig ovennævnte hjælpeløse, ideforladte dogme eller opfattelse, kæmper dog imod sig selv. De ærgrer sig og kommer med selvbebrejdelse hver gang, de har lavet en dumhed, og kæmper for ikke at begå denne en gang til. Hvorfor gør de det? – Ifølge deres yndlingsteori kan de jo ikke forandre sig. Og parolen må jo så her lyde således anvendt på dem selv: "Jeg har altid lavet dumheder, og derfor må jeg blive ved med at lave dumheder". Er det ikke en håbløshedens håbløshed? – Minder det ikke om et andet produkt fra naivitetens overdrev, nemlig overskriften over indgangen til et vist glødende eller pinefuldt sted: "Her lades alt håb ude"? –

Vi ser her overfladiske ræsonnementer og dogmer, som slet ikke eller ikke i nogen særlig grad vil kunne få så megen rod i disse væseners egen virkelige, private livsopfattelse, at den kan dirigere deres vilje. De tager ved lære af enhver dumhed, indtil de har overvundet den. Men derved vil deres liv uundgåeligt forandres. De dumheder, de tidligere begik, har de således efterhånden vænnet sig af med. De har umuligt kunnet undgå at blive klogere. Men når det er ethvert normalt væsens uundgåelige skæbne at blive klogere, kan menneskeheden umuligt blive ved med at stå på samme trin. De dumheder, menneskene begår i dag, vil de ikke kunne blive ved med at begå, da dumhed altid medfører ubehagelighed for sit ophav, indtil den bliver opdaget. Laver menneskeheden fejltrin eller dumheder, skal den nok efterhånden blive klar over det. Det er dog denne vækst fra overvindelse af den ene dumhed efter den anden, der har ført til, at menneskeheden i dag har det enorme kendskab til den fysiske materie, og som sætter den i stand til at beherske elementerne. At menneskene derfor trods krig, diktatur og andre store bølger og brændinger i det ocean af dumhed, de åbenbarer, er på vej mod en større fuldkommenhed, en højere kultur, i hvilken de har overvundet dumheden, bliver således for den intellektuelle, kosmiske forsker en uomstødelig kendsgerning. Og dette passer da også fuldstændigt ind i jordens forvandling. Der bliver mening i dens fuldkommenhed og høje kulturelle ydeevne.

Menneskeheden er altså ude for en omskabelse. Den er underkastet en mental og fysisk vækst fra den dyriske dræbende tilstand til en højere fysisk og åndelig tilstand. I kropslig henseende er menneskene allerede langt fremme i denne omskabelse. De har allerede et legeme, der adskiller sig fra dyrenes derved, at det kan omformes til at udgøre et universalt redskab, der kan bringes til at tjene intellektualiteten, alt eftersom den udvikler sig. Ingen andre dyriske organismer eller legemer udgør et så omfattende klaviatur eller alsidigt redskab for en voksende mentalitet eller begavelse som det menneskelige legeme. Medens de dyriske legemer hovedsagelig kun er forsvars- eller selvopholdelsesredskaber for jeget, er det menneskelige legeme derimod et redskab for overordentlig stor skabelse og manifestation, et umådeligt alsidigt tilkendegivelsesredskab for jeget, og igennem hvilket det efterhånden kan præstere store åbenbaringer for sine omgivelser. De dyriske organismer er legemer eller redskaber for selviskhed, medens det menneskelige legeme i særlig grad er et redskab for uselviskhed. Det er et kærlighedslegeme. Men så længe jeget endnu ikke benytter det til denne manifestationsform, men udnytter dette de dyriske legemer så overlegne legeme til at tyrannisere, myrde og dræbe dyr og medmennesker, da vil dette legeme kun være et kors, på hvilket det korsfæster sine omgivelser og sig selv. At det er en korsfæstelse i absolut forstand, bliver endnu lettere at forstå, eftersom det menneskelige legeme jo fremtræder som et kors, hvis man står i retstilling med armene udstrakt til hver side. Dette vort legeme udgør altså et kors i kød og blod. Og i samme grad som vi benytter dette legeme til en overdreven egen fordel, benytter det i hadets og krigens eller det dræbende princips tjeneste, vil det være det samme som, at vi korsfæster vor næste. Og så længe vi korsfæster vor næste, da er vi jo i forbindelse med vort legeme et henrettelsesredskab, et torturmiddel, akkurat således som Jesu kors var det på Jesu tid. "Langfredag" er altså ikke forbi. Korsfæstelsen finder sted den dag i dag. Og spørgsmålet bliver så, hvor mange vi i vor daglige fremtræden hænger på vort eget kors, og i hvor høj grad vi således er et omvandrende henrettelsesmiddel, eller i hvor høj grad vort kors er blevet et lysende redskab for den fuldkomne manifestation, er blevet identisk med den realitet, der symboliseres og bæres i form af sølv- eller guldkors.

Menneskeheden består af to slags væsener: dem, der råber "korsfæst, korsfæst ham", og dem, der hellere selv vil korsfæstes, end at sandheden og dermed næstekærligheden skal gå under. Det er disse to slags væsener, vi henholdsvis kender under begreberne antikrist og krist. Vi kan opfatte "krist" som udtryk for den guddommelige verdensplan, den, der skal bringe menneskene i kontakt med Guds billede, den er sandheden, vejen og livet, og vi kan opfatte "antikrist" som identisk med alt, hvad der hører ind under modstanden imod kulturskabelse, imod humanitet, uselviskhed og internationalisme. Alt, hvad der vil tilrane herredømme og magt over andre væsener, enten i form af selvisk, religiøs fanatisme eller i form af politisk magtsyge, fanatisme og diktatur, al albuen sig frem på sin næstes bekostning, al bagtalelse, al udløsning af brødnid, misundelse og skinsyge er det samme som at nagle sin næste til korset. Det er at optræde som antikrist. Men det, et væsen sår, skal det høste, og antikrist må selv ende sit kredsløb på korset. Det dyriske menneske må dø på korset, for at korset, som er dets eget fremtidige legeme, igennem højere sfærer kan blive lysende, kan blive livets og fuldkommenhedens allerfornemste symbol.

Krist er ikke noget individ, men en mental tilstand. Det er højintellektualitetens princip, det er den såkaldte hellige ånd, den højeste mentale tilstand eller bevidsthedsform, noget væsen kan have. At denne åndsform eller mentale tilstand åbenbaredes i form af Jesu bevidsthed, og hvorefter han blev kaldt Kristus, forandrer ikke denne analyse. Det samme åndsprincip åbenbarede sig igennem alle andre indviede og store mennesker, profeter og verdensgenløsere, der har levet og været med til at føre menneskeheden fremad imod humanitet og kultur, imod næstekærligheden og verdensfreden. Og kun dette princip kan sejre i verden, thi kun det alene repræsenterer det endelige mål med menneskeheden og den guddommelige verdensplan. Alle andre mentale retninger, der bekæmper humanitet og kultur eller næstekærlighed, er dømt til undergang, idet de kun eksisterer på deres ophavs egen selviske eller egoistiske vilje, der ikke er i kontakt med Guds vilje og dermed heller ikke med sandheden eller virkeligheden. Og usandhed eller uvirkelighed vil før eller senere blotte sig for sine selviske ophav og derved bringe antikrist til at dø på sit eget kors. Men derved bliver antikrist til krist, opstår fra de døde som et lysende kors i kød og blod, ét med Faderen, ét med vejen, sandheden og livet.