Og det er godt for de mange mennesker med de sønderslidte nerver at komme ud i naturen, ud til blomsterne, ud til dyrene, ud til bakkerne, skoven og havet. Men det fulde og sande velsignelsesrige udbytte og den guddommelige nydelse af samværet med naturen får man først rigtigt, når man lærer at kende, det man ser, som udtryk for noget højere og mere end slet og ret "naturen" og opdager, at det alt sammen er en pendant til vor egen indre bevidsthed, ja, at naturen virkelig er vor sande "moder", og at det bogstavelig talt er hendes blod, der kosmisk set flyder i vore årer. Det er hendes stærke skiftende temperament: vinterens is og sne, kolde dage og lange nætter – forårets vågnende liv, det grønne løv, gøgens kukken – sommerens varme solskin og blomsterduft, lyse nætter og måneskinsaftener – efterårets uvejr, regn og slud, de falmende skove og visne marker, der åbenbarer sig bag vort eget bryst, der hamrer, syder og gærer i vor egen puls, i vor egen tanke, i vor egen mentalitet. Det er "hendes" hele sjæl, der går igen i vor mest fremtrædende viljeudfoldelse såvel som i vort lønligste suk. Vi kan kun åbenbare "familieligheden". Al vor færd er "sønlighed". –

Og det er i forbindelse hermed, at jeg har tænkt, at efterfølgende skitse af årstiderne og "udviklingsspiralen" kunne være et lille nyttigt ord med på vejen ud i naturen.

Som læserne af "Livets Bog" ved, udgør udviklingsspiralen én zone, i hvilken mentaliteten kulminerer i mentalt lys og én, i hvilken den kulminerer i mentalt mørke, og at disse to kulminationer henholdsvis derved kommer til at repræsentere en slags kosmisk "sommer" og "vinter", ligesom overgangsstadierne mellem nævnte kulminationer på samme måde nødvendigvis må blive en slags kosmisk "forår" og "efterår". Spiralen repræsenterer således i kosmisk fremtræden, hvad det almindelige år udgør i fysisk tilstand. Og året med dets fire årstider bliver derved et sindbillede eller symbol på spiralen eller det levende væsens kosmiske færd gennem dets evige tilværelse.

På vedføjede symbol ser vi disse årstider indtegnet analogt med spiralens inddelinger. Vi ved, at spiralens kulmination i kosmisk mørke falder i dyreriget. Derfor bliver denne zone og dens nærmeste mentale omegn spiralens vinter og svarer til vor fysiske vinter fra vintersolhverv til forårsjævndøgn, hvilket altså vil sige fra 21. december til 21. marts. Slutningen af december, hele januar, februar og det meste af marts er således symbol for eller genskin af spiralens kosmiske vinter.

Ligesom det meste planteliv i disse måneder er i dvale, og dyrene og menneskene henholdsvis i stor udstrækning opretholder deres fysiske liv på kunstig måde ved huler og huse, klæder og kunstig varme og således er langt borte fra livets kulmination i fysisk udfoldelse, således vil også de levende væsener i spiralens vinter, hvilket, som det fremgår af tegningen, vil sige i den største del af "dyreriget", hvortil det jordiske menneske endnu hører, samt første del af "følelsesriget" endnu være langt borte fra livets kosmiske kulmination i udfoldelse. Det arbejder sig ganske vist hen imod "Den store Fødsel", hvorved det indtræder i "følelsesriget" og bliver et rigtigt "menneske", men selv denne tilstand hører endnu, i nævnte riges første zone, til spiralens "vinter".

Med "Den store Fødsel" ophører smerterne og lidelserne, men individet er endnu kun et lille nyfødt barn i det kosmiske perspektiv. Her begynder dets første virkelige kosmiske "barneår". I den forudgående dyriske tilværelse var det i samme perspektiv kun at betragte som et ufødt "foster", hvis liv kun er analogt med det indre liv, der slumrer i de "visne" træer eller planter om vinteren.

Men henimod vinterens slutning syder og gærer guddommelige indre kræfter i de "visne" planter, og forberedelse til kommende udfoldelse af nye skud, skønne blade, stilke og farverige blomster begynder at udløses.

Det jordiske menneske befinder sig altså på et stadium i udviklingens "vinter", hvor det ligesom planten i den fysiske vinter begynder at få stærk bevægelse i sine indre kræfter. For nævnte væsen udgør disse "indre kræfter" hele dets fysiske fremtræden. Alle dets kampe, krige, revolutioner, ulykkestilfælde, sygdoms- og lidelsestilstand er "spiralvinteren"s "polarvind", der drøner hen over livsvangene og holder alt i sit isnende favntag.

Men ligesom den fysiske vinternat undertiden kan have huller i de mørke skyer, hvor igennem stjernerne lyser, således har den kosmiske "vinternat" også sine "huller" i skyerne, igennem hvilke "stjernerne" lyser og forjætter om kommende "vejrforandring", "klar himmel", og stærkere og stærkere adgang til "sol" og "lys", til "forår" og "sommer". Dette giver sig igen til kende på den jordmenneskelige mentalitet i form af dets tekniske opfinderevne. Dets voksende kunstneriske skabeevne, dets voksende trang til kosmisk viden er "safterne", der syder og gærer i den jordmenneskelige "plante". Det er de første virkninger af en sig nærmende kosmisk "sol"s livgivende varme. Alle de tekniske frembringelser, kraftmaskiner, apparater og indretninger, som på mangfoldige måder skal fritage menneskene for materielt slid, skal skåne deres hænder for vabler og hård hud, fritage deres ranke rygge for krumbøjningen under arbejdets tyngde og skabe økonomisk frihed, ligestilling og velvære, er de kosmiske "planter"s første små spirende "knopper" og tegn på spiralforårets snarlige komme. Men på det jordmenneskelige udviklingstrin er de endnu kun i "januarstadiet" og må således endnu kæmpe med den kosmiske "vinter"s iskolde temperatur, "frost" og "sne", hvilket vil sige: egoisme, havesyge, magtbegær og hævnlyst. Og mange af de smukke lovende "knopper" bliver til forkrøblede svæklinge, der billedlig set humper og halter afsted på krykker, bandager og rullestole. Sådanne forkrøblede kosmiske knopper er identiske med det, vi kender som arbejdsløshed, fattigdom, social nød og elendighed af enhver art, og hvis fodspor igen er tyveri, plattenslageri, rovmord, selvmord, legemlig og moralsk usundhed på alle områder. Arbejdskampe, strejker, lockouter, politiske intriger, statskup, militarisme, diktatur og undertrykkelse, tortur og dødsstraffe, forbud mod fredslitteratur, forbud mod bekæmpelse af krig, ophævelse af åndsfrihed er den kosmiske januars kolde islag, der nu hviler over de jordmenneskelige frembringelsers identitet som spiralens tidlige forårsknopper eller plantespirer.

Men de evige love betinger, at intet kan stå stille, og vinteren og mørket kan derfor heller ikke stå stille, men må vige pladsen for sommeren og lyset. Allerede i februar bliver solens og lysets begyndende overlegenhed synlig i atmosfæren. Dagene længes. Stærkt tøvejr med snesjap, regn og slud skiftende med enkelte solskinsdage er de første drastiske tegn på vinterens begyndende afmagt. Den kan ikke mere holde livet nede. De første spæde knopper åbner sig. Vintergækker, erantis, krokus og lignende tidlige forårsplanter titter frem. En ny levende verden bliver synlig. En verden, der før var indhyllet i knopper med tykt brunt svøb, tynget af is og sne, begynder at åbenbare sig midt i de stærke urolige klimaforhold her i sommerens og vinterens kampzone, lysets og mørkets valplads.

Men på denne valplads får frosten og kulden sit banesår. Solen og lyset bliver i stærk stigende grad de altbeherskende faktorer, og forårets friske briser begynder at holde sit indtog over grøfter og grave, kær og moser, enge og tofter, der snart vil være befolket med små travle væsener, bevingede nomader, hvis lovsange fra tusinder af struber akkompagnerer livets og sommerens tilbagevenden til dødens og mørkets kolde breddegrader.

I den kosmiske spiral vil de samme principper eller februar- og martsstadiet være let at genkende. De førnævnte begyndende knopper, der åbner sig, forårets første små blomster, der skyder frem, ja, stundom op over selve sneen, symboliserer intet mindre end "Den store Fødsel". Det stærke røre i atmosfæren med tø, snesjap og regn, der tilsidst får frosten til at kapitulere, får de førnævnte små knopper til at åbne sig, får fuglene til at synge, symboliserer "Den hellige Ånd"s begyndende indflydelse på dyreriget, der jo udgør spiralens vinter, og dens tiltagende forvandling af denne vinter hen imod det kosmiske forår. Det er nævnte hellige ånd, der i form af virkelig åndsvidenskab får den mentale is og sne: egoismen og selvtilbedelsen, hadet og magtbegæret til at tø, således at uselviskhedens, næstekærlighedens og barmhjertighedens friske forårsbriser kan lyse gennem kulturen og lade et rige opstå, hvor frugterne af menneskets tekniske fuldkommenhed og mekaniske snille ikke forkrøbles af egoismens kolde islag og bliver til smerte, nød og elendighed, men derimod kommer til sin fulde udfoldelse, bliver til fælles bedste eller gode for alle levende væsener i zonen, der derved retmæssigt i fuld harmoni med "Den hellige Ånd" gør det af med al smerte og lidelse, og hvorved en zone bliver åbenbaret, der nok er en slags kosmisk barnezone, og som sådan endnu hører med til spiralens vinterområde, men dog er udenfor dens virkelige "frost" og "kulde", hvilket altså vil sige udenfor alt, hvad der hedder smerte og lidelse, gråd og tænders gnidsel. Den kommer således til at repræsentere kulminationen af - ikke dyrisk - men virkelig sand menneskelig tilværelse.

Denne tilværelse udtrykker altså følelsesriget eller det rigtige menneskerige, det rige, om hvilket Kristus udtalte, at det ikke var af denne verden. Første del af dette rige og sidste del af dyreriget, hvilket vil sige det jordmenneskelige stadium, udgør altså tilsammen spiralens vinter.

Men når den skønne tilværelse, der indfinder sig med et jordmenneskes oplevelse af "Den store Fødsel" og indlemmelse i det rigtige menneskerige, endnu således er henhørende under den kosmiske vinter, begynder det her at blive synligt, hvor umådeligt et perspektiv i salighed og lykke den kosmiske udviklingsspiral i virkeligheden er.
 

 
 
Som tegningen viser, udgør sidste del af marts samt april, maj og første del af juni "udviklingsspiralen"s "forår". Ligesom den første del af denne periode, i fysisk forstand, har sine stærke forårsvinde, mægtige svingninger i atmosfæren, har sit "aprilsvejr", efterdønninger af vinteren og forløbere for sommeren, stærkt solskin skiftende med haglbyger og tøsne og dermed kendetegner umådelige skaberkræfter i naturen, der ved stærkere og stærkere solglimt og varme skaber vinterens grå og triste øde om til vidunderligt koloreret liv, til grønne, gule, blå, røde og violette sfærer, hvor millionfoldige struber skaber de herligste klange for øret, får et brus af ungdommelig skaberglæde til at vælde frem overalt, hvor man står og går, således er også den sidste del af "menneskeriget" samt "visdomsriget" og første del af "Den guddommelige Verden" udtryk for spiralens "forår", hvilket vil sige udtryk for umådelig skabekraft, livsfryd og umådelig manifestationsevne. Herfra udgår "de kosmiske verdensimpulser", herfra rekrutteres klodernes verdensgenløsere. Det er auraen fra denne zones befolkning, der kaster sin kosmiske stråleglans ind over de kolde "dyriske" kloder og gennem sin glædesfrembringende varme livskraft forplanter det kosmiske "forår" videre til disse mentale vinteregne.

Som udtryk for spiralens "sommer" kommer sidste del af juni samt juli, august og første del af september. Ligesom dette tidsrum her udtrykker skabelsens kulmination eller højdepunkt på fysisk sommerudfoldelse, således udtrykker også sidste del af "Den guddommelige Verden" og første del af "salighedsriget" kulminationen af oplevelse af bevidsthedsmæssig fuldkommenhed og mentalt velvære. Her findes livets højeste kosmiske modenhed for tanke- og hjernemæssig udfoldelse. Her stråler alt i hundrede procent kosmisk klarhed. På grund af kulminerende intuition og hukommelse er fortiden og fremtiden her nærværende i individets oplevelse af nuet. Her er verdensplanens hjemsted og dermed livslovenes fødselszone. Her kontrolleres verdenernes og individernes skæbner. Her er det levende væsen i sin højeste frihed eller mest uafhængige eller ubundne manifestationsudfoldelse, idet det er fri af den grove fysiske materie. De levende væseners organismer er her fri af den fysiske materie og består af skinnende eller lysende kolorerede tankematerier, der farvestrålende skifter nuancer, fortætter eller opløser sig på viljens eller ønskets mindste bud. Livets højeste varme eller behagsfornemmelse er her til stede i overflod på samme måde, som livets højeste ubehagsfornemmelse eller lidelsesudfoldelse er til stede i kulmination eller overflod i den jordmenneskelige del af "dyreriget". Jo, livets højeste solskin og sommervarme lyser over "Den guddommelige Verden".

Men ligesom den fysiske sommer efterfølges af et efterår, således kommer der også et "efterår" efter den kosmiske sommer, som det levende væsen ved sin passage gennem udviklingsspiralen også må passere. Og sidste del af september samt oktober, november og første del af december, der jo danner det fysiske efterår, bliver således symbol på det kosmiske efterår. Ligesom køligheden på denne årstid begynder at blive fremherskende, begynder at bringe det meste planteliv til fysisk dvaletilstand, får det grønne løv til at visne, får efterårsstormene til at hvine om gadehjørner og i skibsræer, vælter træer i skoven og kaster skibe ind i brændingen og mod klippekyster samtidig med at mørket og frosten stivner og binder alt i sit isnende favntag, således vil også sidste del af "salighedsriget" samt "instinktriget" og første del af "tyngderiget" få alt kosmisk liv til at indkapsle sig i grov materie. Livets fjernelse fra "Den guddommelige Verden"s favntag og åndelige varme får dette til at synke ned i dvaletilstand, får det til at "indvikle" sig i materien, får det til at "fryse" til "is". Denne is er identisk med det, vi kender som mineral eller krystal. Alle mineraler og krystaller er kosmisk is og sne og er således kulminationen af "indvikling" eller kulminationen af kontrasten til denne proces, der finder sted i spiralens "forår", hvor livet folder sig ud, og hvilken proces vi bedst kender under begrebet "udvikling".

Men da der i al frossen materie eksisterer en bevidsthedsenergi eller materie, som er ganske uberørt af kulde, kan livet ikke udslukkes og bevidstheden ikke dø. Denne materie er den sjette grundenergi: "Hukommelsesenergien". Den fungerer stadig uberørt af de øvrige materiers krystalliserede tilstand, ja, den har endog sin kulmination her og kan således med fuld kraft føre individets mentalitet i form af en indre bevidst, men ydre ubevidst, salig erindring om det tidligere oplevede frelst igennem enhver krystallisering, fortætning eller indefrysning. Denne i den fortættede fysiske materie indkapslede "salige erindring" eller sjette "grundenergi" kommer til syne som det i samme materie nedgemte naturlige anlæg for ved ydre påvirkning at omskabes til organisk liv, således at bevidstheden, når de ydre forhold, hvilket vil sige varmen, igen indfinder sig, herfra kan forplante sig videre til den smeltende materie og individet deri skabe organiske legemer eller redskaber for oplevelse af nyt ydre liv.

Al fysisk materie er således i virkeligheden kun indefrossen kosmisk bevidsthed og kan derved kun ved fysisk varme igen frigøres og komme til udfoldelse, blive til manifestation af ydre liv og bevidsthed. Al manifestation, al skabelse, alle former for liv bliver derfor i første instans et spørgsmål om – varmegrader. Alt liv er en reaktion imellem kulde og varme. Herpå beror stjernernes gang, klodernes volumen, solenes farve og stjernetågernes slør. Og derved bliver ethvert legeme, enhver ting, enhver fornemmelse, enhver forstening, enhver opløsning et kosmisk termometer. Alt, hvad der kan sanses, er temperatur. Alt er varmegrader. Alle varmegrader er begrænset kulde. Intet kan være til uden at være et indgået forhold mellem kulde og varme. Hvor varmen får overtaget, opstår "sommeren". Og hvor kulden får overtaget, opstår "vinteren". "Foråret" udtrykker altså en kamp imellem kulden og varmen, i hvilken varmen sejrer og skaber "sommeren"s kulmination, medens "efteråret" derimod er en kamp imellem varmen og kulden, i hvilken kulden sejrer og skaber "vinteren"s kulmination. Medens "vinteren" og "sommeren" er de mere rolige ligevægtstilstande, fordi den ene af de kæmpende to parter: kulden og varmen, her henholdsvis er den modsatte part altfor overlegen, er "foråret" og "efteråret" derimod særlige kampzoner, fordi parterne her er hinanden mere jævnbyrdige, og ingen af disse endnu har fået det herskende overtag. Her raser stormene og uvejret med ubønhørlig styrke, indtil en af parterne sejrer, og kulminationen af lyset og mørket, hvad enten det ses i kosmisk eller fysisk belysning, skabes, bliver synligt, bliver oplevet og erkendt af tilskueren: "Det levende væsen" og dermed bestemmende for al dets færd. Det gennemgår "vinteren", det oplever "foråret", det nyder "sommeren", det møder "efteråret", går over i en ny "vinter"s foreteelse, derefter ind i et nyt "forår" og således fortsættende. Og hver årstid præger helt dets fremtræden, dets klædedragt, liv og manifestation. Og hele dets fysiske færden bliver altså fuldstændig udtryk for det samme princip, de samme love som dem, dets åndelige eller kosmiske færd gennem dets evige tilværelse frembyder.

Og da livet således dirigeres af evige love, der lader en permanent rytme afstedkomme en bevægelse fra varme til kulde og fra kulde til varme, opretholdes den cirkulation af kræfter, der gør al skabelse, al oplevelse af liv til et kredsløb, og hvorfor samme liv derfor altid ufravigeligt må forme sig som en skiftende kulmination i kulde og varme og den heraf følgende skiftende "indvikling" og "udvikling", der for det levende væsen bliver en vekslende oplevelse af kontrasternes kulmination og dermed en permanent vedligeholdelse og dygtiggørelse i evnen til at opleve tilværelse.

Og det er altså en sådan rytmisk bevægelse fra kulmination til kulmination, vi her inden for åndsvidenskaben kalder en "spiral". Og vi har nu her fået et lille svagt indblik i, hvorledes dette spiralprincip går igen i de største fysiske foreteelser. Vi har set, at det fysiske år og "udviklingsspiralen" udgør samme princip, har de samme fire årstider.

Men det er heller ikke vanskeligt for læseren i forbindelse hermed at finde ud af, at hans eget fysiske liv også er en "spiral" eller et "år", hvis fire årstider: vinter, forår, sommer og efterår henholdsvis repræsenteres i form af barndom, ungdom, manddom og alderdom. Og er det ikke ligeså med døgnet? – Kan midnat ikke udtrykkes som døgnets "vinter", morgenen som dets "forår", middagen som dets "sommer" og aftenen som dets "efterår"? –

Jo, de evige love skal nok vide at gøre efterfølgende bibelske ord til en evig urokkelig sandhed, såvel inde i det levende væsens mentale sfærer som ude i naturens vidt forgrenede områder: "Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke aflade."