Vi er nu atter inde i året mørkeste tid. Vi er ved at passere den korteste dag. En af de mest udbredte kendsgerninger for mennesker, der bor på vore breddegrader, er vel nok, at dage og nætter ikke er lige lange hele året rundt. Vi har lange lyse sommerdage og korte mørke vinterdage, og vi har også erfaret, at mørketiden kan være meget kold, medens sommerdagene er varmere tempereret, ja, til tider meget varme. Det er også en urokkelig kendsgerning for os, at efter vinter kommer der sommer og efter sommer atter vinter og således fortsættende. Menneskenes livsoplevelse på vore breddegrader er en skiftende oplevelse af en mørke-kulde-epoke og en lys-varme-epoke. Det er ganske rigtigt, at det ikke gælder i polaregnene, hvor der er permanent vinter, eller i egnene omkring ækvator, hvor den permanente sommer råder, men det er ikke i polernes isterræner eller i ækvators alt for solophedede egne, at livet i særlig grad udvikler sig. Det er ikke i disse egne, at menneskeåndens største udfoldelse har fundet sted. Vi må regne med de mere tempererede egne som de primære for udviklingen og livsoplevelsen.

Denne skiften af lys og mørke og kulde og varme i de tempererede egne af jordkloden er ikke blot til for den fysiske udviklings skyld. Den er også til for at henlede menneskenes opmærksomhed på en langt større udfoldelse af dette skiftende mørke- og lysprincip. At dette princip er et fundamentalt kosmisk princip, uden hvilket al livsoplevelse måtte blive totalt umulig, bliver til kendsgerning i samme grad, som man tilegner sig viden om livets love. Kontrastprincippet går igen i alle fundamentale livsforeteelser og udfolder sig gennem større og mindre kredsløb. Er ikke også døgnet et vinter- og sommerprincips udfoldelse i mindre format? Natten repræsenterer vinterens mørke og kulde, og dagen er i modsætning dertil lysere og varmere ligesom sommeren. Disse to kontraster: mørke- og lysepoken eller vinter- og sommerepoken fremtræder yderligere i fire mindre livsepoker, som vi kender under begreberne: vintersolhverv eller vinterens kulmination, forårsjævndøgn som en overgangsperiode til sommersolhverv eller sommerens kulminationsepoke, hvorefter følger efterårsjævndøgn eller overgangsepoken til den nye vinter. År efter år oplever menneskene denne årstidernes rytme eller kredsløb. Også døgnkredsløbet har sine fire årstider i mindre format: midnat, morgen, middag og aften, hvor kontrasterne mørke og kulde – lys og varme har sin kulmination, sin aftagende tilstand, sin latente og sin tiltagende tilstand. Også i vort eget liv finder vi disse fire årstider: det spæde barn er vinterens princip. Det er at ligne ved det bladløse træ i skoven, det rummer i sig kimene, evnerne, til at udfolde sig og få en løvkrone i form af bevidsthed. Denne begyndende udfoldelse, ungdommen, udgør vort forårsprincip. Derefter når vi frem til den modne alder eller manddommen, der er det samme som vort sommerprincip. Her står vi i vor fulde udfoldelsesevne for derefter at tage af igen og indgå i vor alderdom, der mentalt og fysisk er vort efterår. Også vort liv er et kredsløb baseret på det universelle eller kosmiske kontrastprincip.

Hele tilværelsen er således organiseret i kredsløb baseret på kontraster. Men hvorfor er den organiseret således? – Ja, her må vi forstå, at for at noget kan opleves, må dette bestå af kontraster. Enhver ting opleves i kraft af, at den afviger fra andre ting i sine omgivelser. Hvis alting i verdensaltet var ens, eksisterede der absolut ikke noget verdensalt, ikke noget stof eller materie, ikke noget levende væsen. Verdensaltets eksistens beror netop på, at det fremtræder i lutter kontraster, kontraster i størrelse, form, farve, volumen, vægt, konsistens osv. Men hvordan med vor bevidsthed? Består den ikke af tanker, der hver især er en kontrast til de øvrige tanker, vi har i vort sind? Hvis alle vore tankenuancer kun udgjorde én eneste vibration eller bølgelængde, havde vi ingen som helst bevidsthed. Det er netop vort tankelivs kontrastrigdom, der giver vor livsoplevelse kolorit. Det vi oplever, hvad enten vi ser i et mikroskop eller en astronomisk kikkert, eller vi direkte sanser vore medmennesker, dyr, planter og andre foreteelser i naturen, kan udelukkende kun sanses og opleves, fordi det fremtræder i kontrastforhold, og det vi oplever med eller igennem, nemlig vor bevidsthed, kan kun komme på bølgelængde med verden omkring os, fordi bevidsthedens udvikling som alt andet, der udvikles og er under skabelse, også er baseret på kontrastprincippet. Kontrasterne i verdensaltet er mange. De repræsenterer en skala fra det sorteste sorte til det lyseste lys. Da bevidstheden lige så lidt som et maleri eller enhver ting kan skabes uden på basis af kontraster, er det således en livsbetingelse, at ethvert levende væsen kommer til at opleve kontrasterne. Da det er umuligt at opleve lyset uden gennem kendskabet til mørket, må alle levende væsener således opleve mørket. Uden denne oplevelse ingen som helst oplevelse af det virkelige guddommelige lys, der er Guds primære bevidsthed, hvilket igen vil sige kærligheden og visdommen. Kærligheden og visdommen er livets primære bevidsthed, medens hadet og uvidenheden eller naiviteten kun udgør et sekundært bevidsthedsområde. Det er bevidsthedens eller livsoplevelsens kosmiske fosterstadium. I denne bevidsthedstilstand er de levende væsener Guds lærlinge, de er under hans skabelse, hvis mål er at gøre dem til "mennesket i Guds billede".

Når det primære liv er oplevelse af det virkelige guddommelige lys, kan denne oplevelse kun finde sted i en zone, hvor al manifestation er lys, men hvor mørkekontrasten alligevel er repræsenteret. Hvordan kan denne specielle kombination af lys og mørke opstå? Det kan den, når mørket eksisterer i bevidstheden som erfaringer gjort i fortiden og dermed som kendskab til mørket, et kendskab på basis af hvilket, man kan vurdere mørket og med sin gennem mørke og lidelse udviklede kærlighedsevne holde sig fri af dette. Lysets væsener kommer herved til at leve i en livszone for sig, idet den ikke ville være nogen lysets zone, hvis også mørkets væsener befandt sig der. De sidstnævnte kommer ind i lysets zone eller Guds primære bevidsthed, når de har gjort de nødvendige erfaringer i mørket, så deres bevidsthed rummer den kontrast, der kan tjene som den nødvendige baggrund for visdommens og kærlighedens funklende lys. Der eksisterer således to zoner eller verdener, en for de ufærdige væsener og en for de fuldkomne væsener. De ufærdige væsener er under skabelse på det fysiske tilværelsesplan, medens de færdige væsener befinder sig som Guddommens medarbejdere på de åndelige tilværelsesplaner. Alt eftersom de ufærdige væsener bliver fuldkomne, overgår de til åndelige planer for at blive der resten af deres tilværelse i deres nuværende udviklingsspiral, men indtil en sådan fuldkommenhed opnås, må vedkommende væsener opleve gentagelser af kredsløbsprincippets og kontrastprincippets udfoldelse i fysiske inkarnationer. De må i utallige variationer opleve gentagelsen af livets årstider: barndom, ungdom, manddom og alderdom, indtil de igennem disse kredsløb har vundet de erfaringer og udviklet den kærlighedsevne, der gør dem modne til livet i højere verdener.

Hvor befinder de jordiske mennesker sig nu i denne Guddommens skabelse af mennesket i sit billede? De befinder sig i mørkets kulminationszone. De er blevet genier i at dræbe. Med deres atom- og kernevåben kan de på øjeblikke destruere millionbyer med deres befolkninger og kulturværdier. De er heller ikke endnu kommet bort fra massemyrderi af dyr, fordi de stadig ligger under for den overtro, at det for det jordiske menneske er en livsbetingelse at spise animalsk føde. De ved endnu ikke, at det et menneske sår, skal det høste. De kender dette budskabs ordlyd, men dets indhold fatter de ikke. Det kan ikke bebrejdes menneskene; den viden, de ikke har, kan de naturligvis ikke handle efter. Men de kan på den anden side heller ikke undgå efterhånden at få den, og det sker gennem lidelseserfaringer. Det er netop virkningerne af mørkets væremåde, menneskene i øjeblikket høster i så rigt et mål, at deres livsepoke er at udtrykke som "dommedag", en tilstand Kristus netop bebudede. Er det ikke således, at menneskene kæmper af al kraft mod sygdomme af enhver slags? Og må de ikke bygge stadig større hospitaler uden dog at kunne afskaffe sygdommene? Hvorfor tillader Forsynet, at der skabes atombomber? Kunne det ikke tænkes, at også det er et led i karmalovens opfyldelse i mørkets kulminationszone? Den jordiske menneskehed gennemgår i øjeblikket en forceret udvikling for til bunds at lære, at den fundamentale livslov for et menneske (i modsætning til et dyr) er det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Det vil få en kolossal betydning for menneskenes fremtid, efterhånden som det går op for dem, hvor meget dette bud dækker over, og de prøver at leve efter deres viden. De vil lære at forstå, at budet om at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv ikke er tom teori, men en guddommelig lov for de væsener, der ikke vil tilhøre et rige, hvor det kun er den stærkeres ret, der er loven for tilværelsen. Dyreriget er en sådan zone, og de jordiske menneskers verden er endnu blot en forlængelse af denne zone, endda en forlængelse, hvor mørket har sin kulmination, og hvor lidelse, smerte og sygdom, sorg og elendighed florerer.

Når vi nu fejrer julen, fejrer vi en kosmisk forårsbebuders fødsel på denne klode, men vi fejrer også den kendsgerning, at det, Kristus bebudede, findes i hvert eneste menneskes sind. "Himmeriges rige er inden i eder", sagde han. Hvad er dette "himmeriges rige"? Det er den spire af kosmisk lys og varme, der er menneskets erfaringer og dets kærlighedsevne. Det er måske ikke så meget, der findes endnu, men det er der, og det er meningen, at det skal vokse. Det vil De måske mene ikke er så let, da den mørke verden, De lever i, ligefrem provokerer Dem selv til mørke tanker og handlinger. Men lyset skal fødes i mørket, og selv om det ikke er nogen let fødsel, er det måske alligevel lidt lettere, end De tror. Kristus har også givet menneskene et eksempel på, hvad man kan gøre, når man synes, vanskelighederne overstiger ens kræfter. Han bad Gud om hjælp og sagde: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig". Han havde midt i vor verdens kosmiske vintermørke og -kulde kontakten med det guddommelige lys, som er visdom og kærlighed. Hans bevidsthed repræsenterede det kosmiske forårsjævndøgn, og det kan hvert eneste jordisk menneskes bevidsthed efterhånden også komme til at repræsentere. Man kan sprede vinterens dødbringende natur omkring sig med sine tanker, følelser og handlinger, men man kan også prøve at overvinde vinteren i sit eget sind ved at elske Gud, hvilket bedst sker gennem forståelse, tilgivelse og kærlighed til sin næste. Gennem mine kosmiske analyser vil menneskene kunne lære, at denne næste ikke blot er medmennesker, det er også planter og dyr – og det er vor egen organismes myriader af celler og endnu mindre partikler, der i virkeligheden alle er levende væsener. Dem kan vi elske ved at lade positive menneskelige, intellektuelle og kærlige tanker strømme gennem vort nervesystem og ved, at vi efterhånden ændrer vore vaner med hensyn til, hvad vi som ernæring tilfører organismen. Med en sådan livsindstilling og begyndende væremåde kommer man til at elske – også sig selv – på en måde, der er i kontakt med alkærlighedens guddommelige strålevæld. I juleevangeliet tales der om "fred på jorden og blandt mennesker et velbehag", det er en forjættelse, der i fremtiden vil komme til at gå i opfyldelse. Ikke gennem mirakler eller overnaturlige foreteelser, men ved at det kosmiske forårsjævndøgn spirer frem i det enkelte menneskes sind. Og det er der allerede som et lille julelys.