En af de mest udbredte bevidste og tilsigtede forbindelser med de B-fødte væsener er igennem trancetalen. Hvad er nu en trancetale for noget? – En trancetale er en tale, der afholdes af et væsen, der er i trance, hvilket vil sige en slags fysisk bevidstløshed eller søvn. Trancetale er således i virkeligheden en søvngængertale. En sådan søvngængertale er endnu et stort mysterium for almenheden, men ikke desto mindre er der tusinder af mennesker, der i dag sætter hele deres lid til en sådan søvngængertale og lader hele sin tanke og viljeføring totalt dirigere af denne. Dette gælder i lige høj grad, hvad enten trancetalen befordres af væsenet selv eller igennem et fremmed væsen. Sådanne væsener er derfor ikke mere fuldt vågne på det fysiske plan. De lever mere eller mindre i en søvngængertilstand. Dog ikke sådan at forstå, at de ikke kan passe deres daglige beskæftigelse eller levevej, her kan de være vågne nok, men lige så snart det gælder deres forhold til den eller den eller det eller det, så kan de ingen beslutning tage igennem deres eget vågne initiativ, men skal have besked igennem søvngænger- eller trancetalen.

Hvis væsenet selv er et medium, kan talen komme fra det selv og overgå til en lytter og igen fra denne lytter overbringes til mediet, når det er vågnet af trancen. At dette undertiden kan være en højst besynderlig situation, forstår man, når man opdager, at trancetalen undertiden kommer fra mediets egen underbevidsthed, går herfra igennem dets egen stemmeføring og taleevne til en tilhører og skal så fra denne fortælles til mediet i dets vågne tilstand, da det ellers ikke ved besked med, hvad der er foregået under dets bevidstløshed eller trance. Der sker altså dette, at tanker, der i virkeligheden på normal måde fra individets underbevidsthed, af sig selv, ved mediets egen kraft, skulle dukke op i dets fysiske dagsbevidsthed, således som det sker, når væsenet befinder sig i vågen tilstand og under normal daglig livsoplevelse, her ad unormal vej ledes til individets sovende hjerne. Individet kan derfor ikke reflektere på selve idematerialet, men kun på de centre, der automatisk kan befordre stemmeføringen. Der er således ingen forbindelse mellem de psykiske og fysiske idecentre. Derfor kan individet ikke i sine fysiske hjernecentre opfatte sit eget psykiske idemateriale. Det er gået tabt for det selv på vejen, for så vidt der ingen tilhørere har været til stede og har kunnet fortælle mediet, hvad det har sagt eller afsløret. At situationen er tåbelig og naiv, siger sig selv. Det må da være langt fuldkomnere at koncentrere sig om sine tanker i vågen tilstand og selv, igennem sine tankeorganer, lade dem dukke direkte op i sin egen hjerne på et tidspunkt, hvor den er vågen, i stedet for at vænne sig til at lade sine tanker gå til hjernen på et tidspunkt, hvor den sover. Det er klart, at mediet i en sådan situation ikke ved, hvad det er, der i virkeligheden foregår. Det indlader sig i situationen eller foreteelsen under den forudsætning eller tro, at det stiller sin bevidstløse krop til rådighed for en ånd, hvilket altså vil sige et diskarneret væsen. Men det er slet ikke altid ufejlbarligt givet, at mediet i sin trance er redskab for et fremmed væsen. Der forekommer således mangfoldige medier verden over, hvor en meget stor procentdel af deres trancetaler er deres egne underbevidste tanker, der på unaturlig måde føres til hjernen, medens den sover, i stedet for som normalt er at føre dem til hjernen, når den er vågen, og hvorfor medierne i sidste tilfælde ikke behøver at have noget fysisk væsen som mellemled.

Den store fare ved en permanent gentagelse af en sådan situation er denne, at mediets psyke bliver totalt undergravet, rent bortset fra det bedrag eller den vildfarelse, at meddelesen er en fremmed ånds tanker. Man tror, at det er en ånd, der taler igennem mediet, idet dette altid fremgår af meddelelsen, i hvilken ånden endog bliver navngivet. Mediets tilhørere såvel som det selv tror altså fuldt og fast herpå og ved således slet ikke, hvad det er, der er foregået. At leve videre herpå og samtidig føre en hel forsamling af troende tilhørere med ind i vildfarelsen kan ikke i længden føre til velsignelse. Det er derfor meget, meget nødvendigt, at man lærer at skelne og derved kan tage sig i agt. Det er dog kedeligt at tro, at man hører Moses, Elias eller Johannes den Døber, Hitler, Mussolini eller Roosevelt tale igennem mediet, når det i virkeligheden slet og ret kun er mediets egne på unaturlig måde manifesterede tanker, man har for sig. Når jeg fremfører disse ting her, er det naturligvis ikke for at bekæmpe mediumismen eller trancetaler i almindelighed, men udelukkende kun for at lede de interesserede bort fra de falske trancetaler.

Spørgsmålet er nu, hvordan det da går til, at et medium således kommer til at manifestere sine egne underbevidste tanker igennem sin egen tale eller stemme under foregivende af, at det er fremmede væseners røst eller stemme, man hører? – Når en sådan falsk trancetale kan finde sted, skyldes det udelukkende manglende kontrol. For at forstå dette må man først og fremmest forstå, at dette at have mediumistiske evner, dette at kunne gå i trance ikke er en evne, der på nogen som helst måde betinges af høj moralsk udvikling. Meget primitive og menneskeligt set højst ufærdige væsener kan have disse evner. Det vil altså sige væsener med temmelig fremragende moralske brist, væsener, der således er usandfærdige, ja, som ligefrem i stor udstrækning ikke viger tilbage fra at opnå sine begærs tilfredsstillelse ved bedrageri om nødvendigt. Det kan også være væsener med tilbøjelighed for misundelse, skinsyge, had og hævntørst. Hvis sådanne tanker er særligt dominerende eller førende i væsenets vågne dagsbevidsthed, må de jo også være de fremherskende i et sådant væsens underbevidsthed, hvor tankerne har deres sæde eller hvilested, når de ikke er i manifestation. Et sådant væsen kan altså have stærke mediumistiske evner. At disse evner ligesom individets vågne fysiske evner bliver taget i den lave eller primitive psykes magt eller tjeneste, er naturligvis en selvfølge. Hvad skulle de ellers blive behersket af? – Følelser, væsenet kun har i et meget lille omfang, kan jo ikke beherske de i stor overlegenhed rodfæstede, førende følelser i væsenets psyke. Det varer ikke længe, inden et sådan mediums mediale evner bliver taget i væsenets lave naturs tjeneste.

Et sådant mere eller mindre misundeligt og hadefuldt væsen har jo en meget stor ærgerrighed. Og da et sådant væsen som regel meget hurtigt bliver accepteret af spiritistisk interesserede væsener og kredse, tager det med glæde imod eventuelle indbydelser til at være medvirkende medium ved deres seancer. Det passer godt ind i dets psyke, at det kan komme til at være et beundret midtpunkt i en cirkel eller kreds af psykisk interesserede mennesker, hvor det så begynder den falske trancekorrespondance. Da et sådant primitivt væsen er fuld af ærgerrighed og gerne vil overtrumfe andre medier, er det fuldt indstillet på at gøre sine trancetaler højst sensationelle. Dets trancetaler skal helst være meget store ånders stemmers eller røsters manifestationer. Og denne sensationstrang kommer efterhånden til at dominere underbevidstheden, ligesom den for længst har domineret dagsbevidstheden. Og da væsenet er uærligt af naturen, og sensationstrangen er stærkere end sandhedens åbenbarelse, er der ikke nogen særlig kraft til at forhindre, at denne væsenets mentale side behersker hele situationen, så ikke engang skytsengle kan gribe ind. Skytsengle kan ikke gribe ind i de særlige skæbnebestemte anlæg. De kan ikke beskytte væsenet imod erfaringer eller lussinger, dets udvikling uundgåeligt kræver. Og væsenet har således frit spillerum. Og her gælder det gamle ord i særlig grad: "Af hjertets overflødighed taler munden", hvilket igen vil sige, at af underbevidsthedens ubeherskede naturers overflødighed skabes manifestationerne.

Nu forudsætter vi, at et sådant væsen går i trance. Denne trance skal under alle omstændigheder afføde sensationer, ligegyldigt om de er sande eller falske. Det skal være de allerstørste store ånder, der skal vise sig. Og med denne indstilling går mediet altså i trance. Men her gælder det ligesom ved den naturlige søvn. Hvis ikke de rigtige betingelser er til stede, hvis der om dagen forekommer store begær og ønsker, som går væsenet på nerverne, drømmer og taler det om disse foreteelser i søvne og får derved en ufuldkommen søvn. Således går det også med mediet. Hvis det i vågen tilstand i særlig grad er indstillet på at erobre for sin kreds den eller den rige mand, de eller de berømte væsener, som kommer til stede ved seancen, forstyrrer det også individets trancetilstand. Den bliver ikke så fuldkommen, at noget andet væsen kan tage dets fysiske krop i besiddelse. Væsenet befinder sig kun i en slags halvtrance. Det holdes i denne halvtrance af sine stærke tanker, sin erobringslyst af de rige eller berømte væsener.

Jeg kender selv blandt andre en person, som så skammeligt med et sådant medium blev ført bag lyset. Ja vedkommende, der virkelig havde psykiske evner og gik i trance, benyttede sig ikke blot af fingerede åndetaler, men betjente sig også med farver, der lyste i mørket. Vedkommende medium havde således et lysende kors i panden under seancen. Det var omhyggeligt malet i forvejen og kunne altså kun ses i mørke. Bedrageriet lykkedes virkelig dette medium, ikke blot ved sådanne midler, men også ved foregivne breve fra store ånder skrevet som automatskrift, i hvilket objektet for brevet og mediets bedrageriske anslag blev opfordret til at give løfte om giftermål, for derved bagefter at kunne gøre erstatningskrav gældende. Objektet var en rig mand. I modsat fald ville de bedrageriske anslag ingen interesse have haft. Vældige løfter om en lykkelig fritagelse fra, at ventende mørke skæbnetilstande skulle gøre sig gældende, hvis blot vedkommende ville gifte sig med mediet. Til alt held blev de bedrageriske anslag så grove, at vedkommende til sidst opdagede virkeligheden bag virakken. Og da blev han lige så psykisk og fysisk forfulgt og degraderet, som han tidligere var påstået ophøjet. I henhold til den vældige ærbødighed, som vedkommende havde over for alt åndeligt, blev skuffelsen så stor, at det meget hurtigt afkræftede og ældede manden. Han var derefter en ødelagt mand. Men igennem mine kosmiske analyser, som han i mange år havde dyrket, fandt han atter tilbage til livet og virkeligheden, inden han døde. Hvor langt mediet nåede i erfaringsoplevelse eller gengældelse af sine lave naturer, ved jeg ikke. Hun er i alle fald for længst gået over i den første sfære. Men hvis hun endnu har det samme sindelag, kan hun jo stadig virke og gøre megen skade på det fysiske plan.

Hvis vi forudsætter, at et af disse medier med den falske trancetale ikke er fuldt optaget af sine egne begærtanker, men et øjeblik eller i visse situationer kan give plads for virkeligt diskarnerede væseners tale, vil der i de fleste tilfælde komme ånder, der er lige så usandfærdige og bedragerisk indstillede. Sådanne lavt udviklede medier har også kun lavt udviklede skytsengle, idet de ordinære skytsengle ikke her kan gøre sig gældende. Disse lave skytsengle er væsener, der endnu befinder sig i den første sfære efter B-fødslen. De er ærgerrige og også bedragerisk indstillede. Og disse ånder ville ligeledes give løfter om store missioner, ligesom det vil more dem og give dem en vis tilfredsstillelse af forfængelighed at bilde forsamlingen ind, at de er den eller den, ja i værste tilfælde foregive, at de er Kristus. De nyder den ærefrygt og andagt, hvormed de sandfærdige væsener i kredsen bøjer sig i støvet for den formodede verdensgenløser. Tænk, hvilket dynd og slamterræn menneskene her kan vade i. Her gælder vel nok mere end i nogen anden situation det evige ord: "Hvo som synes at stå, se vel til, at han ikke falder".