For de allerfleste mennesker på jorden er det psykiske eller åndelige tilværelsesplan en gåde. Alt, hvad der derfor ligger hinsides eller efter den såkaldte død eller den proces, igennem hvilken det fysiske legeme bliver til et lig, er derfor mystik. At dette igen bliver årsag til umådelig megen sorg og lidelse, er en naturlig selvfølge. Her på det fysiske plan kan det ikke undgås, at de fysiske væsener er mere eller mindre sjæleligt forbundet med andre fysiske væsener. Forældre og børn er således normalt forbundet med hverandre igennem et gensidigt kærlighedsforhold. At der her findes undtagelser, forandrer ikke princippet. Det er ikke på undtagelserne, men på det almengældende, at man danner grundanalyser. Hvis to forældre mister deres større eller mindre barn, kommer forældrene i den mentale lidelsestilstand, vi kalder sorg. De kan ikke mere vågent dagsbevidst udveksle følelser eller tanker med deres barn, som de nu ikke engang ved om eksisterer. Der er altså her noget, der er bristet i forældrenes mentalitet. Noget, der tidligere dagligt gav forældrene en glædelig og oplivende virkning i sindet, nemlig korrespondancen med deres barn, er pludselig ophørt. Denne sjælelige lidelsestilstand forekommer dagligt i tusindvis inden for den jordmenneskelige mentalitet verden over. Det er ikke blot forældrene, der græder over deres "døde" børn, men det kan jo også være omvendt. Ligeså græder i dag verden over ægtefæller, der har mistet deres ægtefælle, forlovede, der har mistet deres forlovede, trofaste og gode venner, der har mistet tilsvarende trofaste og gode venner ved den såkaldte død. Der er således en overordentlig stor, sort mental eller sorgens sky over jordmenneskeheden. Dyrene kan også sørge, men da de ikke har nær så stor en mentalitet som mennesket, kan deres sorg heller ikke blive af et sådant omfang som nævnte væsens.

Da vi ikke på nogen måde i naturen kan finde, at dens færdige skabelsesresultater er en sorgens eller ulykkens kulmination, men altid udviser glæde og velsignelse, så har vi rent teoretisk eller tankemæssigt ikke noget som helst logisk grundlag for at skulle acceptere denne sorgens tilstand som noget endeligt, som noget færdigt i den pågældende situation. Denne sorgens tilstand er altså kun et forbigående stadium, der må vige pladsen for et glædens og velsignelsens stadium, alt eftersom naturens færdiggørelse af situationen skrider frem. Vi oplever overalt, at frugterne har deres sure stadium, før de når deres modne stadium. Vi oplever indtil overdådighed her på vore breddegrader, hvor årskredsløbets detaljer er mest kontrastrige, at vinteren med dens kulde og frost ikke er naturens højdepunkt i materiel udfoldelse eller klimatisk skabelse. Vi ser, at den også kun er et surt stadium, før sommerens milde og altoplivende soltilværelse er højdepunktet. Jo mere vi iagttager disse naturens skabemetoder, ser vi, at naturen overalt kun kan udløse det modne stadium, glædens og velsignelsens oplevelse, som et resultat af forudgående ufærdige og sure stadier. Alle mørke tilstande, sorgens og ulykkens eller lidelsestilstandene i verden, er således ifølge livets eller naturens egen tale uundgåelige forløbere, nødvendige forstadier før de kulminerende modne stadier, der betyder glædens og velsignelsens oplevelse. Naturen fortæller os således, uden om kosmisk bevidsthed eller andre højpsykiske evner, at sorgens og lidelsens tilstande er forbigående og ikke endelige stadier i det levende væsens livsoplevelse. Bag den mørke og triste adskillelsestilstand, som døden tilsyneladende befordrer eller er, eksisterer der altså et fortsat livsstadium, som absolut må være et modningsstadium, idet det følger efter det sure stadium i et kredsløb. Det vil altså være et glædens og lykkens stadium.

Men da dette stadiums eksistens ikke er af fysisk, men derimod af psykisk natur, og almenheden endnu ikke består af individer, der er store teoretikere eller har overblik over livets kredsløb, kan de ikke blive fortrolige med denne væsenets udskillelse fra sit fysiske legeme og den hermed forbundne overgang til det psykiske plan eller til de åndelige verdener. De falder mere og mere for den overtro, at nævnte udskillelse af væsenets psyke fra det fysiske legeme er en dødsproces, er et ophør af eksistens for de pågældende væsener. Men da denne åndens udskillelse fra det fysiske legeme ikke er et ophør af eksistens for det pågældende væsen, er nævnte proces jo ikke nogen død, men er en fødsel, akkurat som indgangen til den fysiske tilværelse fra undfangelsen og igennem fostertilstanden i moderlivet er en fødsel. Det, vi kalder døden, er således en fødsel nr. 2. Og vi vil i åndsvidenskaben ikke betegne denne proces som døden, men som det, den er, nemlig væsenets åndelige fødsel. Vi vil derfor i åndsvidenskaben betegne den sædvanlige fødsel eller indgangen til det fysiske plan for "A-fødslen" og den såkaldte død eller indgangen til det åndelige plan for "B-fødslen". A-fødslen er altså det samme som den fysiske fødsel, hvor ånden indkapsles i den fysiske materie, medens B-fødslen er væsenets frigørelse af materien og dets fremtræden i ånd.

Da væsenet fremdeles eksisterer, idet dets adskillelse fra sit fysiske legeme ikke betyder død eller ophør af eksistens, bliver spørgsmålet det, om man kan få forbindelse med et sådant åndeligt væsen, og om det endnu husker sin fysiske tilværelse og sine venner og pårørende på det fysiske plan. Svaret bliver uundgåeligt et ja. Hvis det var meningen, at væsenet ved sin B-fødsel totalt skulle glemme sine venner og oplevelser fra det fysiske plan, til hvad nytte så disse venner og dette fysiske plans oplevelser? – Hvis væsenet virkelig skulle glemme denne tilværelse, hvad skulle dets bevidsthed da bestå af? – Den måtte jo da være totalt ophørt med at eksistere ligesom dets forbindelse med sin fysiske organisme eller legeme. Dets adskillelse fra sit fysiske legeme måtte da være en virkelig død. Nej, væsenet er ikke adskilt fra sin psyke, selv om det er adskilt fra sit fysiske legeme. Det fysiske legeme er kun et redskab, en bro, for væsenets psyke over til den fysiske materie. Væsenet kan udmærket eksistere uden den fysiske organisme, men det kan da ikke direkte overføre sin vilje og tanke til denne materie. Det må da være i en tilstand, hvor det kun kan jonglere med tanker, det må være i tankeverdenen. Al forbindelse mellem disse væsener og de fysiske væsener kan da kun ske igennem tanker, nogen fysisk tale er således ikke nødvendig her.

Men efterhånden som reinkarnationen skrider frem, og mennesket får en større psyke, er adskillelsen mellem det vågne plan og det åndelige eller psykiske plan ikke nær så stor, som den før har været. De diskarnerede jordmenneskers tanker kan virke frem på det fysiske plan, ligesom de inkarneredes tanker i større grad kan virke ind på det psykiske plan. Og det er jo også kun, hvad der er livets mening. Det er ikke livets mening, at væsener på det fysiske plan skal blive ved med at leve i overtro og afsondrethed, hvad det psykiske eller åndelige plan angår. Og der foreligger nu allerede mange kendsgerninger, der viser, at åndelige væsener har grebet ind i fysiske væseners liv, og fysiske væsener har kunnet gribe ind i åndelige væseners liv. Og disse kendsgerninger vil stadig blive suppleret eller forøget med nye kendsgerninger. Den helpsykiske korrespondance er altså den direkte tankeoverføring fra ånd til ånd. Dertil kommer så den halvpsykiske eller mediumistiske korrespondance.