M1043
Velkomsttale i Klint 1975
Martinus

1. At se med Guds øjne er at se, at "alt er såre godt"
Herved vil jeg ønske Dem rigtig hjerteligt velkommen her til Kosmos Ferieby (Martinus Center). Meningen med Kosmos Ferieby og i det hele taget med den Sag, vi arbejder med, meningen med disse analyser og denne videnskab er at få menneskene til at se med Guds øjne. Meningen er at få dem til at se, hvordan alting er såre godt, at få dem til at se, at deres næste ikke er den tåbe, de mener, han er, og til at se, at alting i dette øjeblik er, som det skal være. Alting er så fuldkomment, som det kan være i dette øjeblik med henblik på fremtiden og på grund af fortiden.
2. Et verdenscenter for kosmisk videnskab i Klint
Selve Feriebyen har i dag fyrretyve års jubilæum. Det er den fyrretyvende sæson, vi nu går ind til. Men de næste fyrretyve sæsoner vil komme til at vise noget helt andet. Målet med Kosmos Ferieby er, at det engang skal blive til et center for denne højeste viden. Her vil blive bygget en læreanstalt, og her vil blive bygget en hel by engang med tiden. De huse, vi nu har, er jo snart færdige, det kan ikke vare så mange år. Vi er indstillet på eventuelt snart at kunne bygge igen og så bygge rigtige huse. Det er altså meningen, at her skal blive et verdenscenter for kosmisk videnskab. Det er det, vi må arbejde hen på, og Sagen er da også i god vækst. Al den kærlighed, der har ført Sagen hertil, behøver jeg ikke at være bange for, vil svigte. For det er jo kærlighed, der har ført den hertil. Det er ikke pga. forretning og overskudsfortjenester, det er ikke ved salg af bøger osv., at vi har kunnet nå så vidt. Men hvert eneste år ved juletid kommer der en gave fra alle de mange mennesker, som er interesseret i Sagen. Ved min fødselsdag kommer der også en gave. Disse gaver har været i stand til at føre så langt frem, at Sagen stadigvæk kan udvide sig. Vi kan se en bedre tid i møde, og vi kan se, at der er en naturlig plan, og at det er meningen, at den vil blive fuldført.
3. Strukturen
Ved bestyrelsesmøderne har jeg allerede i over et år dikteret den struktur, som skal være gældende inden for Sagen. Den har ikke medlemskort, og den danner ikke sekt. Alle mennesker er frie mennesker. De kan komme og være med i Sagen, og de kan lade være. De er med i Sagen i samme grad, som de har forståelse og interesse. I samme grad som de er imod Sagen og ikke kan forstå det, ja, så er de ikke med Sagen, så varer det en tid endnu. Vi kan ikke udvise nogen, og der er ingen, der bliver indviet, om jeg så må sige. Alle er med i denne Sag, alt eftersom de lever i disse analyser.
Disse analyser er ikke noget, jeg har patent på. Jeg har fået dem fra højere magter, og jeg har haft til opgave at skulle manifestere dem således, at menneskene kunne forstå dem og lære dem. Vi har ikke patent på disse ting. Enhver kan danne studiekredse. Alle kan fortælle om analyserne alt efter den viden, de har.
Der vil blive lavet en bog, i hvilken strukturen vil blive optegnet. Denne bog vil alle de kunne få, der kommer og siger: "Hvad er det for noget, I arbejder med?" og "Kan vi være med i det?". Så kan de studere det hele. – Ja, sådan spørger de jo i dag, og det er ikke let at sige, hvad det er. Men i realiteten er facittet det, at det er en verdensmoral. Ja, det er selve verdensmoralen.
4. Kosmisk bevidsthed er det samme som gudsbevidsthed
Hvad kan være verdensmoral andet end kærligheden? – Kærligheden må være verdensmoralen, og kærligheden er jo facittet i alt det, jeg har lavet, i alt det, jeg har skrevet. Jeg har aldrig nogensinde kritiseret noget, heller ikke det sorte eller mørke. Men jeg har forklaret mørket og dets konsekvenser og forklaret, hvordan det fører til lyset til sidst. Alting fører til lyset. Alting fører til Gud. Alting fører frem til, at menneskene får gudsbevidsthed.
Kosmisk bevidsthed er det samme som gudsbevidsthed, hvor man kan se både fysisk og åndeligt, og det er det, menneskene er på vej til. Men man må forstå, at ét liv er ingenting i denne udvikling. Der skal mange, mange liv til, de har levet hundreder og atter hundreder af liv, og derved er de nået til det stadium, de er i dag. Nu er menneskene kommet så langt frem, at de på 3000 år kan gøre udviklingen færdig. Menneskene skal opleve den store fødsel, og verdensriget skal skabes.
5. Tolerance og forståelse af næsten
Hvad kan jeg så råde Dem til, når De nu er kommet her i Feriebyen? – Er det bare for at holde ferie eller bare for at bade og nyde det gode vejr? – Det er selvfølgelig dejligt, for det er jo også Guds kærtegn. Men man kommer jo også her for at være sammen med andre mennesker, og her er det jo meget let at se alle de mange forskellige slags bevidstheder, der eksisterer. Vi er jo ikke ens. Der er ikke to, der er ens. Nogle er måske helt modsatte af andre, men det gælder om, at man forstår sin næste. Selv om denne næste ikke forstår os og kritiserer os og synes, vi er mærkelige, så betyder det jo ikke andet end, at de ikke er udviklede. De taler af uvidenhed, men ved det ikke selv. Vi skal ikke lade os påvirke af mennesker, der ikke er færdige. Alt det, de gør, som generer andre væsener, sker på grund af uvidenhed. Ja, de ved godt, at det vil gøre ondt, når de nu vil hævne sig på en mand. Men de ved ikke, at det er dem selv, de hævner sig på. De ved ikke, at de skal betale det tilbage. De ved ikke at ved at holde op med det, så begynder de at få det rigtige liv. Ved at holde op med at genere andre mennesker og bagtale og udnytte andre, så begynder de selv at komme ovenpå. Det er jo en selv, man skal omvende. Det er ikke de andre. Det er bare med at huske det, det er Dem selv, De skal bygge på. De skal hjælpe Gud med at modellere Dem selv, så De kommer til at blive det strålende væsen, som er meningen med udviklingen. De skal komme til at stråle i lyset akkurat ligesom Kristus.
6. Verdensriget og mennesket i Guds billede
Kristus var et eksempel, men han er ikke noget enestående. Millioner af andre væsener er ligesom ham. Vi er alle sammen på vej til at blive det samme. Hele denne fysiske verden er beregnet på at omdanne alle levende væsener til at blive i Guds billede, dvs. at få Guds væremåde og se hele verden med Guds bevidsthed, med Guds øjne. Så er det, man begynder at blive lykkelig.
Det bliver jo dejligt med det kommende verdensrige, som jeg har talt om. Men der er nogle mennesker, der siger, at det er der så længe til. – Nej, der er ikke så længe! De kan begynde med det samme. De skal jo lave det kommende verdensrige i dem selv, ellers kan de jo ikke blive verdensborger. De kan jo ikke komme ind i det verdensrige, når de ikke er borger i det. Hunde kan ikke komme op og være i et menneskerige. Derfor er det, at det ikke er de andre, de skal omvende. Det er dem selv.
Prøv hver eneste dag at sige til Dem selv: "Jeg vil være til glæde og velsignelse for alt, hvad jeg kommer i berøring med, akkurat ligesom Guddommen selv".
Igennem alle de mange lys- og skyggeforhold, de mørke og lyse tilstande, der danner Gud jo det strålende væsen, som er hans udtrykte billede. Og det er jo det eneste, der er værd at leve for. Det er at blive i Guds billede efter hans lignelse, således at man elsker sin næste som sig selv og således opfylder loven.
Det er rigtigt, at man kan ikke opfylde det bud sådan lige pludseligt, det kommer gradvist. Kan man gøre det en gang, så kan man også gøre det en anden gang. Man må se at benytte hver lejlighed, der er til at tilgive sin næste. Det vil bringe stor glæde og sundhed inde i ens sjæl. Husk også bare på at lade de andre lave det, som de vil. Man skal ikke begynde at diktere dem. Hvis de kommer og spørger en, så er det noget andet, men ellers er det en selv, man skal bygge på. Så bygger man op, og det er derfor analyserne er givet. Det er for, at det enkelte menneske kan udvikle sig, og at det så at sige kan omvende sig selv.
7. Det Tredje Testamente - talsmanden den hellige ånd
Det er ikke meningen, at jeg hvert år skal stå her og gentage, at De skal få Det Tredje Testamente om et år. Nu er det tredje gang, jeg kommer til at skulle love Dem denne bog. Men jeg er jo blevet forhindret på grund af helbredet. Og med hensyn til Det Tredje Testamente, da skal De ikke tro, at De bliver snydt. Nu er det ikke atter en skuffelse. Det skal nok blive lavet. Det er bestemt allerede før jeg blev født, hvornår tingene skal være færdige.
Der er de bedste udsigter til, at jeg får et par år endnu og kan lave det færdigt, som jeg er begyndt på. Jeg har jo en hel del, jeg gerne vil lave færdigt. Men min mission, det, som kan give menneskene kosmisk bevidsthed, er for længst færdigt. Missionen er for længst færdig. Det, jeg har tilbage, er ting, jeg indlod mig på, fordi jeg var så stærk, og fordi jeg får kræfter til at kunne gennemføre det. Det kan jeg love Dem, De vil få Det Tredje Testamente.
Nu må De jo forstå, at Det Tredje Testamente er ikke bare en lille bog. Det Tredje Testamente bliver forklaret i den lille bog, som jeg skriver nu. Men Det Tredje Testamente er alle de bøger og alle de analyser, jeg har skrevet, og alle de vejledninger og hjælpeforanstaltninger, jeg har lavet. Det er Det Tredje Testamente.
Kristus sagde: "Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu." – "Men talsmanden den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, den skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer." – "Den skal herliggøre mig, for den skal tage af mit og forkynde jer. Alt, hvad Faderen har, er mit, derfor sagde jeg, at den skal tage af mit og forkynde jer."
Kristus sagde altså, at Gud skal sende en videnskab senere, når menneskene bliver modne til det. Det er denne videnskab, De har den lykke og glæde at arbejde med. Jeg vil ønske Dem rigtig god arbejdskraft på dette felt, hvor det stadigvæk gælder om ikke at genere men om at have omsorg for sin næste. Dermed ønsker jeg Dem velkommen og en rigtig glædelig ferie her i Feriebyen.
Fra et foredrag af Martinus afholdt i Kosmos Ferieby, søndag den 29. juni 1975. Foredraget blev optaget på bånd. Stykoverskrifter og bearbejdelse af båndafskrift ved Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 04.04.2004. Første gang bragt i Kosmos nr. 7, 2004. Artikel-id: M1043.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.