For enhver, der søger efter sandheden, søger efter klarhed over verdensbilledets virkelige struktur og fakta, kan det være godt at standse lidt op og se på selve verdensbilledet, således som det har set ud, og således som det vil komme til at se ud i fremtiden. Vi har lært inden for den kristne religion at opfatte alle de ikke-kristne religioner og deres tilhængere henholdsvis som "hedenskab" og "hedninger". Hvad vil det egentlig sige, at noget er "hedenskab", og nogen er "hedninger"? – Det vil vel betyde noget i retning af "fortabelse" og "fortabte" sjæle. Det er navnlig i Det Gamle Testamente, at vi bliver præsenteret for begrebet "hedninger" og "hedenskab". Jøderne tog jo stærkt afstand fra hedningerne, hvilket altså vil sige alle andre folkeslag i verden end jøderne. Jøderne var altså de eneste, der ikke var hedninger. De betragtede jo sig selv som "Guds udvalgte folk", hvilket vel havde sin rod i det profetiske ord til Abraham: "I din sæd skulle alle jordens slægter velsignes" (se under Abrahams offergang med Isak). Vi ser jøderne som det første folk, der kun tror på én gud, hvilken opfattelse blev indført af Moses. Senere ser vi, at troen på den ene Gud blev fornyet og forstærket ved Jesus Kristus, og igennem hvem grunden blev lagt til, at hedningerne også kunne få adgang til troen på den ene Gud og derved blive "frelst". Og nu tror de kristne, at alle udenforstående faktisk er hedninger, ja, så at sige også jøderne hører vel til de fortabte, fordi de ikke tror på Kristus.

Men her er vi netop ved grundkilden til det kirkelige kristne verdensbilledes forfald. Kristus føjede store forædlende påbud eller facitter til jødedommen, uden at de uheldige eller ukærlige opfattelser blev fjernet fra denne. Og denne af Jesus forædlede jødedom med dens i virkeligheden udbrændte slagger eller uheldige opfattelser er det, der i form af Bibelen blev grundlaget for efterverdenens kirkelige kristendom. Når kristendommen i dag er i forfald, idet folk taber troen på eller tilliden til den, er det ikke den af Kristus foretagne fornyelse af jødedommen, der vil forgå, men derimod de i kristendommen bevarede rester af de uheldige jødiske traditioner. De af Kristus i religionerne indførte centrale, uforgængelige kernepunkter er blandt andre dette, at alle har adgang til at blive frelst, og at vejen hertil udelukkende er igennem dette at elske sin næste som sig selv, hvad enten man er hedning eller ikke hedning, det er lovens fylde.

Men da den kirkelige kristendom aldrig nåede frem til at få de af Verdensgenløseren påpegede kernepunkter til fundament, men derimod blev en fortsættelse af de gamle traditioner med frelsen ved nåde, ved offerhandlinger og sakramenter osv. og yderligere forkyndte, at frelsen var umulig ved egen hjælp, ved egne gode gerninger eller kærlige væremåde, da skilte den sig i virkeligheden ud fra Verdensgenløseren. Hans mission som model for hvorledes det fuldkomne menneske skal leve og handle i enhver jordmenneskelig situation, blev slet ikke forstået. Man udlagde derimod hans korsfæstelse som et slags mystisk, kosmisk sakramente, i kraft af hvilket alle mennesker skulle kunne blive frelst uden faktisk at omvende sig eller forandre væremåde, blot de angrede deres synder eller uheldige væremåde. Da man endnu ikke var indstillet på reinkarnationen, forstår man godt, at religionen absolut måtte tage denne vending. Dette at blive frelst ved egne gode gerninger eller kærlige væremåde er noget, man ikke kan gøre ved en blot og bar viljesakt. Det kræver flere livs træning.

Det blev hurtigt klart for menneskehedens åndelige førere, at alle måtte fortabes, hvis de kun kunne frelses ved at udøve absolut næstekærlighed. De vidste jo ikke, at man igen skulle fødes på det fysiske plan og her udvikle sig videre og videre i at kunne opfylde denne næstekærlighedens lov. De måtte derfor forkaste næstekærligheden som det frelsende moment og forme en ny trosartikel, igennem hvilken der blev vist menneskene mulighed for en frelse, selv om man ikke opfyldte næstekærlighedens bud. Denne mulighed for frelse måtte da udelukkende bestå i, at Jesus af Nazaret havde ladet sig straffe for den øvrige menneskeheds syndefulde tilværelse. Enhver kunne ved en henvisning til denne korsfæstelse og således i Jesu navn få adgang til himmeriges rige. Vi ser derfor, at kristendommen docerer dåbens og nadverens sakramenter som de hellige handlinger, igennem hvilke alle syndere og hedninger kan få forladelse for deres syndefulde tilværelse og gå lige ind i himlen. Fra et intellektuelt synspunkt kan det se naivt ud, men er ikke desto mindre udtryk for en genial løsning af problemet. Hvordan skulle man ellers kunne give et brødebetynget, angrende og syndefuldt menneske sjælelig beroligelse? – At sige til det, at du skal elske din næste som dig selv, ellers kan du ikke blive frelst, var jo det samme som at udstede en evig fortabelse over det stakkels væsens hoved. Man kunne lige så godt sige til vedkommende, at uden du bliver et geni til at komponere melodier, kan du aldrig blive frelst. Begge dele er lige vanskelige. Tilegnelsen af evnen til at elske sin næste er lige så vanskelig som tilegnelsen af den musikalske fuldkommenhed. Det kan kun tilegnes som et resultat af mange livs træning. Men når man nu absolut ikke kunne tro på reinkarnationen, ja måske slet ikke kendte den eller anede dens eksistens, hvordan skulle man da kunne gå sin fysiske død i møde? – Den måtte jo blive døren ind til en evig fortabelse, til en evig, flammende pinsel, hvor der var gråd og tænders gnidsel.

Menneskehedens førere eller præsterne havde altså for sig mennesker, der var dybt ulykkelige over deres syndefulde tilværelse, samtidig med at de følte, at de ikke kunne få bugt med denne tilværelse i en sådan grad, at de kunne udøve en kærlighed til næsten lige så stærkt som til dem selv og derfor nu var dømt til absolut, evig fortabelse. Hvordan skulle disse præster kunne råde bod på denne ulykkelige tilstand? – At påstå at den eneste vej til frelse var igennem den absolutte næstekærlighed, ville jo kun være at stikke en ny dolk i såret. Da de samme væsener umuligt kunne fatte en genfødsel på det fysiske plan, hvilket jo også er umuligt for mange mennesker i dag, måtte der jo skabes noget, ved hvilket man kunne berolige de pågældende væseners psyke. Dette noget blev dåbens og alterets sakramente. Disse sakramenter blev hellige suggestionsmidler, ved hvilke væsenerne kunne få bragt deres sind i normal ligevægt. Ved hjælp af disse sakramenter kunne man altså fjerne væsenernes tåbelige tro på en evig fortabelse og derved få dem indstillet på at komme frelst igennem døden. At denne frelse ikke var en virkelig frigørelse fra virkningerne af deres synder eller ukærlighed over for næsten, men blot en frigørelse fra deres rædsel for et helvede eller en fortabelse, der slet ikke eksisterer, lå ganske uden for deres intellektuelle horisont. Grundet på denne væsenernes intellektuelle uformuenhed kunne kristendommen således ikke helt frigøre sig fra de hedenske traditioner. At væsenerne var uintellektuelle på det religiøse plan bevirkede, at de netop måtte være hedninger. Og en religion til hedninger måtte netop formes og tilpasses til hedenskab. Så længe religionen endnu må fortolke Guddommen som et straffende væsen og menneskene som "syndere" og indstille den religiøse og moralske opfattelse herpå, er religionen og dens tilhængere endnu "hedensk". Og så længe religionen og dens tilhængere endnu er hedenske, må de forvente en kommende fornyelse. En hedensk menneskehed og en hedensk religion kan ikke være endemålet for jordmenneskelig udvikling.

Den nu begyndende verdensepoke vil altså blive fri af alt hedenskab. Da den baseres på oplysninger om reinkarnation eller genfødsel, gør den alle de af Kristus fremsatte evige facitter til kendsgerning. Idet der er genfødsel, bliver der givet væsenet tid til at udvikle næstekærligheden. At det varer så og så mange liv spiller ingen rolle. Væsenet bliver fri af alle sakramenter eller sjælelige beroligelsesmidler. I denne verdensepoke bliver tilværelsens problemer ikke et spørgsmål om, hvad den eller den siger, men derimod et spørgsmål om, hvad livet eller naturen siger om det eller det problem. I den ny verdensepoke vil alle de store livsspørgsmål og påbud gå op som rent videnskabelige facitter eller som selvfølgelige kendsgerninger. Og herigennem vil udvikle sig de ny traditioner, som vil afskaffe alle religiøse og politiske modsætninger. Ligesom det bliver en international videnskab, hvordan man bedst bygger et lokomotiv, en jernbanebro eller en skyskraber, således bliver det også en international videnskab, hvorledes man bygger sit forhold til medvæsenerne, til livet og tilværelsen op. Når man skaber et stort ingeniørarbejde, f.eks. en bro over en flod, bliver denne bro baseret på en videnskabelig struktur og ikke på et spørgsmål om antipatier og sympatier. På samme måde må menneskenes forhold til andre mennesker ikke være et spørgsmål om personlige sympatier og antipatier, men et spørgsmål om en videnskabelig struktur. Hvis dette forhold er baseret på en virkelig videnskabelig struktur, vil forholdet iagttage alle love på samme måde som ingeniørforetagender og derved blive komplet logisk, der igen betinger den allerstørste ydeevne for omgivelserne. Men hvis menneskenes forhold til hverandre gøres logisk, er det på alle måder til nytte og dermed til glæde og velsignelse og er dermed kærtegn.