Menneskenes første religiøse epoke befordres netop ikke af deres intelligens, men i kraft af deres medfødte religiøse instinkt. Det vil altså sige: den samme evne, som netop befordrer det meste af dyrenes levevis. Et meget omfattende område af dyrenes levevis er derfor i høj grad automatisk. Således har menneskene også et medfødt religiøst instinkt, der bevirker, at alle eksisterende naturmennesker tror på højere magters eksistens bag den fysiske verdens store skabelsesprocesser. At disse magter i absolut forstand repræsenterede én eneste absolut og sand kærlig Guddom, hvis organisme er selve verdensaltet, kunne disse væsener naturligvis ikke begribe, og at de selv havde et evigt liv og atter og atter blev genfødt på det fysiske tilværelsesplan, var absolut ligeledes umuligt for dem at forstå. Disse højeste sandheder kunne naturligvis kun forklares dem i ord og lignelser, der var i kontakt med det, der var deres egne førende erfaringer om liv og væremåde. Disse erfaringer gik jo ud på, at der eksisterede både venner og fjender. Disse højere magter måtte således også bestå af væsener, der var venner og fjender, væsener der førte krig ligesom de selv. Gennem datidens åndelige førere blev disse højere magter skildret som "guder" og "djævle", der levede i krig med hverandre. Det gjaldt så om at være i kontakt med de stærkeste af disse magter, hvilket vil sige guderne. Man kunne da få disses hjælp til at overvinde eller beskytte sig imod de onde magters eller djævlenes indflydelse. Disse højere magter, guder såvel som djævle, var naturligvis af åndelig art og derfor menneskene overlegne.