Verdensfredens skabelse
Artiklen: Verdensfredens skabelse
6. KAPITEL
De levende væseners udviklingsproces er vanskelig at forstå for de mennesker, der ikke har fået oplysninger om reinkarnationen
Det kan ikke nægtes, at det er en meget stærkt voksende kendsgerning, at denne udvikling finder sted både hos planter, dyr og mennesker. De er altså underlagt en skabelsesproces. Dette er naturligvis vanskeligt at forstå for de mennesker, der gennem deres religion eller åndelige førelse endnu ikke har fået nogen viden om reinkarnation eller genfødelse. Men det forandrer ikke den kendsgerning, at de åndelige førelser eller religioner, der ikke lærer menneskene om reinkarnation, ikke på nogen som helst måde udgør den endelige førelse af menneskene til den totale fuldkommenhed. De er kun beregnede som åndelig førelse af menneskene, så længe disse endnu ikke er intellektuelle nok til at kunne forstå de intelligensmæssige eller virkelig videnskabelige analyser af selve verdensaltet og dermed af dets guddommelige love, de love, hvis opfyldelse fører ethvert levende væsen til det førnævnte guddommelige slutfacit: at være hundrede procent til glæde og velsignelse for levende væsener.