Vi har altså for os to slags skabelsesmetoder: en dræbende og ulykkebringende og en livgivende og velbehagsbefordrende. Da de færdige skabelsesresultater alle uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, gør dette det til kendsgerning, at det er dette stadium, der er formålet med al skabelse. Og da de udviser, at de netop har passeret et ufærdigt stadium, hvor de ikke kunne være direkte til glæde og velsignelse for levende væsener, har vi absolut ikke noget som helst logisk grundlag for at kunne opfatte alle de stadier som færdige, der i dag tilsyneladende ikke er til glæde og velsignelse for levende væsener. Der er derimod absolut alt muligt grundlag for at opfatte disse som ufærdige. Planter, dyr og mennesker af i dag på jorden er således ufærdige livsformer eller væsener. Under kosmisk forskning viser det sig, at planterne udvikler sig igennem årtusinder til dyr. I den kødædende plante ser man den begyndende udvikling af de organer, der hos dyrene udgør disses mave og fordøjelsesorganer med mere. Dyrene udvikler sig igennem Guddommens skabelse videre og bliver de første mennesker, en slags primitive abemennesker. Disse udvikler sig videre og bliver til de kendte arter af nutidens naturmennesker, af hvilke de højest udviklede kulturmennesker af i dag er udgået. Og er disse kulturmennesker færdige? Nej, deres indbyrdes "kolde" og "varme" krige, deres atom- eller kernevåben og deres evne til at kunne nænne at myrde og dræbe i så stor stil, som tilfældet er, gør det til en uomstødelig kendsgerning for den udviklede forsker, at de ikke er færdigskabte.