Men denne høst af krigen fører dem frem til fredsgruppen. Og i denne gruppe vil alverdens mennesker til sidst forenes, alt efter som næstekærligheden og dermed freden bliver til liv og virkelighed i deres hjerte og forstand. Vil man ind i freden, må man gå ud af krigen. Krigen kan ikke have til huse i et fredens menneske, ligesom freden ikke kan have til huse i et krigens menneske. De mennesker, der ønsker freden i verden, må forstå, at den absolut kun kan opnås ved, at man efter bedste evne skaber den i sin egen væremåde. Kan man ikke skabe den der, tilhører man i samme grad krigens eller ufredens gruppe og vil i tilsvarende grad være udsat for den blodige karma eller skæbne, som virkningerne af krigsudfoldelsen urokkeligt afføder. I samme grad, som et menneske kan skabe fred, udfylder det sin andel i fredens skabelse og vil i samme grad være beskyttet imod krigen. Den krig, et menneske ikke sår, kan det jo ikke høste. Men i samme grad som det er i stand til at udfolde næstekærlighed over for sine omgivelser, i samme grad vil det komme til at høste eller opleve næstekærlighedens eller fredens velsignelse. Det tilhører da fredsgruppen, hvis væsener er Guddommens organer og redskaber, ved hvilke han skaber verdensfreden på jorden.