Verdensfredens skabelse
Artiklen: Verdensfredens skabelse
4. KAPITEL
De ufærdige og de færdige stadier i naturens skabelsesprocesser
Og hvilke er så de objekter, der ikke er færdige og derfor endnu ikke er til velsignelse og glæde for levende væsener? Hvad mener man f.eks. om det sure æble? Kan man bedømme dette som færdigskabt? Og hvad mener man om det friske, modne og velsmagende æble? Er det ikke let her at se, at æblets færdigskabelse er til glæde og velsignelse for de levende væsener? Er det ikke således med alle andre spiselige frugter? Har de ikke netop det sure og det færdige stadium? Hvad mener man om selve dyrenes væremåde? Er den ikke i mange tilfælde livsfarlig for deres omgivelser? Må de ikke netop dræbe andre dyr for at kunne leve? Hvad med de meget primitive mennesker? Er de ikke også dræbende eller livsfarlige for deres omgivelser? Og hvad med kulturmenneskene? Er de ikke netop genier i at dræbe? Findes der en højere drabsmetode end netop den, hvormed de i løbet af sekunder ikke blot kan udslette millionbyer med deres befolkninger og skabte goder og kulturværdier, men også dermed ligefrem skaber attentat eller mordforsøg på den klode, uden hvilken de umuligt kunne opretholde deres fysiske liv? Er ikke alle disse nævnte skabelsesformer udtryk for det ufærdige stadium, analogt med de umodne frugters stadium?