Vi har således her for os Guds skabelse af mennesket. Vi ser, hvorledes mennesker efterhånden overgår fra "bukkenes" gruppe eller de endnu krigsbetonede menneskers kategori til "fårenes" gruppe eller fredens gruppe, alt efter som de har gennemgået et vist antal af virkninger af de lidelser, de har påført deres næste. Idet menneskene i lidelsesgruppen således forvandles til fredsmennesker, hvilket vil sige: til de begyndende bærere af den kommende ny verdenskultur, i hvilken retfærdighed bor, bliver vi altså vidne til, hvorledes den så længe ventede varige fred skabes eller bliver til. Vi ser her, at dens skabelse ikke er et viljesspørgsmål, men derimod et udviklingsspørgsmål. Det er således ikke nok, at menneskene har vilje til freden, de må også have evne til at manifestere den. Men denne evne, der er det samme som næstekærligheden, kommer, således som vi har set, kun ved udvikling. Så længe den ikke er færdigudviklet, vil mennesket ofte være i den situation, at det gode, det vil, det gør det ikke, men det onde, det ikke vil, det gør det. Ånden kan således godt være redebon, selv om kødet er skrøbeligt. Men det er dog altid udtryk for, at næstekærlighedsevnen er på vej, når ånden er virkelig redebon.