Verdensfredens skabelse
Artiklen: Verdensfredens skabelse
31. KAPITEL
Freden kan kun skabes ved det ufærdige menneskes færdigskabelse eller færdigudvikling
Men denne lidelsesbefordrende og lidende gruppe er endnu i et overvældende flertal og er derfor den herskende. Den lader sig ikke ændre ved nogen teoretisk forklaring om dens ufærdige tilstand. Den forstår ikke, at dens tro på krigen som midlet til fredens skabelse er en umådelig illusion. Krigen kan kun skabe undertrykkelse og våbenstilstand, men den kan umuligt skabe freden. Kun fred kan skabe fred. Da den sande fred kun kan være identisk med en hundrede procent virkelig guddommelig "menneskelig" væremåde, kan den kun skabes ved at gøre det ufærdige menneske færdigt. Og det er denne skabelse, der sker for vore øjne. Menneskene bliver omdannede ved at opleve virkningerne af de ukærlige handlinger, de begår imod deres næste, altså imod mennesker og dyr og dermed imod Guddommen. Disse lidelser skaber den humane evne i væsenet, hvad enten det kan huske eller ikke huske, at det selv har udløst årsagen til disse. Lidelser bringer absolut uundgåeligt væsenet til at blive et kærlighedsvæsen. Hvordan skulle det ellers komme til at fremtræde i "Guds billede efter hans lignelse"? Den nøgterne og energiske åndelige forsker vil således kunne iagttage, at denne Guds skabelse af mennesket foregår lige for vore øjne.