Verdensfredens skabelse
Artiklen: Verdensfredens skabelse
29. KAPITEL
Menneskeheden er at inddele i to kategorier, den ene med en fremragende udviklet og den anden med en meget minimalt udviklet næstekærlighed
Hvor findes da dette fredens lys, som Guddommen igennem sin store skabelsesproces er ved at gøre til virkelighed i jordmenneskehedens psyke og væremåde? Den udviklede og sandhedskærlige iagttager kan ikke undgå at se dette begyndende fredens lys, der altså er det samme som den begyndende næstekærlighed. Alle mennesker har naturligvis næstekærlighed, men hos nogle væsener er den meget stærkt fremtrædende, medens den hos andre er meget minimal og kun giver små udslag i væremåden. Vi kommer derved til at se, at menneskene kan inddeles i to grupper. Den ene gruppe har så megen næstekærlighed, at den er ved at blive den førende i vedkommende menneskes mentalitet og væremåde, medens den anden gruppe har så ringe en næstekærlighed, at egoisme, inhumanitet og brutalitet i tilsvarende grad er fundamentet for denne gruppes mennesker. Da denne gruppe repræsenterer et overordentligt stort flertal, er det den, der i en overvejende grad behersker og regerer menneskeheden.