Hvis mennesket endnu har sit religiøse instinkt, kan det, som før nævnt, tro på autoriteters udsagn om åndelige erfaringer eller oplysninger om livets store sandheder, hvis disse autoriteter kan reducere dem til at blive i kontakt med, hvad det pågældende væsen igennem nævnte religiøse instinkt kan ane angående nævnte sandheder. Men hvis det er så langt fremme i udvikling, at det religiøse instinkt er degenereret, og dets intelligens har overtaget føringen af væsenets opfattelser, kan det således kun acceptere, hvad det med sin intelligens kan opfatte som logisk. Da de religiøse dogmer ikke er beregnede på at skulle opfattes med intelligensen, men derimod med det religiøse instinkt, der ikke afføder begæret efter eller spørgsmålet om logik eller kendsgerninger, kan det pågældende væsen slet ikke acceptere disse dogmer. Det accepterer derfor kun kendsgerninger. Da det således på grund af den nævnte særlige evnestruktur ikke kan acceptere åndelige oplysninger, bliver det materialist. Og jo mere inhumant det er, desto mere gudløst eller åndeligt immunt vil det være over for alt, hvad der ligger uden for det, det med sin intelligens kan analysere. Når et sådant menneske ikke kan tro på autoriteter og ikke er i stand til at tilegne sig åndelig viden, må det selvfølgelig blive materialist, hvilket vil sige, at det er gudløst. Med dets intelligens kan det jo kun forske det materiale, det er i besiddelse af, hvilket vil sige: erfaringer vedrørende alle skabte foreteelser, hvilket igen vil sige alt, hvad der kommer ind under begrebet tid og rum.