Som før nævnt udgør det åndelige erfaringsmateriale det, der er oplevet med andre sanser end instinkt- og følelseserfaringerne. Hovedsansen for åndelig oplevelse er intuitionen. Med den kan man opleve hele livsmysteriets løsning. Det er i kraft af denne oplevelsesevne, at Guddommen og den åndelige verden med dens detaljer, liv og sfærer bliver til virkelighed og kendsgerninger. Det er denne evne, der gør mennesket til et kristusvæsen, hvilket vil sige: et væsen der er suveræn i åndelig viden, idet det ved egne sanser kan selvopleve livets store sandheder. Det har sin intuition under viljens kontrol på samme måde, som det almindelige menneske har sine fysiske sanser under viljens kontrol. Men for at opnå denne fuldkommenhed i intuitionssansning må mennesket først blive meget humant udviklet, hvilket vil sige: være nået frem til at have næstekærligheden lige så udviklet, som videnskaben i dag har intelligensevnen udviklet. Næstekærlighedsevnen er jo den evne, der betinger graden af, hvad man kan nænne at gøre af gene eller ubehag imod sin næste, hvilket vil sige: imod andre levende væsener. Mennesker, der endnu er meget lidt udviklede i næstekærlighed, har altså næsten ingen eller slet ingen intuition.