Forkyndelsen af humanitet eller næstekærlighed og begrebet den absolutte ene sande Gud blev verdensgenløsningsprincippets sidste udformning til støtte for menneskenes begyndende udvikling af humanitet og de heraf følgende højere anelser om næstekærlighed. Igennem årtusinder er menneskenes humane anelser eller religiøse instinkt blevet stimuleret og understøttet med de religiøse dogmer om Guddommen og næstekærligheden. Alene kristendommens forskrifter eller dogmer har nu i ca. to tusinde år været fundamentet for Vestens folks anelsesevne eller religiøse tro. Men alt eftersom denne religiøse anelses- eller trosevne forsvinder hos menneskene, og intelligensen har udviklet sig, har menneskene kun de materielle erfaringer at søge livsmysteriets løsning i. Men de materielle erfaringer er jo kun, hvad de har kunnet opnå igennem de fysiske sanser. De kan derfor ikke med deres intelligens i dette materiale finde eller opleve de åndelige realiteters analyser. Her må der åndelige erfaringer til. Men da det nu er blevet en overordentlig stor del af jordens mennesker, der ikke mere kan lade sig føre ved autoritetstroen eller anelsesevnen, og de ikke har de sanser eller evner udviklet, der kan give dem åndelige erfaringer, har de foreløbig kun det fysiske erfaringsmateriale at holde sig til. Da de endnu ikke har noget realistisk, åndeligt erfaringsmateriale, altså erfaringsmateriale om udødelighed – reinkarnation – skæbnedannelse og lignende, at holde sig til, har de således ikke noget materiale, de med intelligensen kan analysere. De kan derfor her ikke med intelligensen skabe nogen åndelig videnskab, således som de med intelligensen kan skabe fysisk videnskab. Derfor kan den autoritative fysiske videnskab naturligvis ikke acceptere åndsvidenskaben, der jo udelukkende er baseret på et erfaringsmateriale, som nævnte videnskabs forskere ikke med intelligensen kan tilegne sig og derfor ikke har forudsætninger for at kunne erkende.