Men hvordan nu med disse mennesker, hvis religiøsitet ikke mere kan føres ved autoritetstro eller suggestion? Når disse mennesker ikke mere kan føres åndeligt i kraft af autoritetstro, men kun er modtagelige for logiske eller videnskabeligt begrundede påstande, fordi deres intelligensevne er blevet den førende evne i deres opfattelse og levevis eller væremåde i stedet for deres instinktevne, kan de altså kun føres ved videnskab eller virkelige kendsgerningers analyse. Men hvor kan de finde disse åndelige kendsgerninger? Hvor kan disse mennesker udforske med intelligensen, om det er rigtigt, at der eksisterer en Guddom? Hvor kan de udforske, at de eksisterede i tidligere liv? Hvor kan de opleve den virkelige årsag til deres skæbne som kendsgerning? Hvor kan de som kendsgerning opleve, om det er rigtigt eller forkert dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv? Hvordan kan man ligeledes opleve som kendsgerning, at man ikke skal føre krig, myrde eller dræbe og ikke skal lyve eller bedrage? Hvor kan man som videnskab opleve, om der eksisterer en åndelig verden bag den fysiske? Her vil svaret urokkeligt være, at de mennesker, hvis religiøse instinkt er degenereret, således at de kun har intelligensen som fundament for deres forskning, er ganske afskåret fra at kunne udforske eller tilegne sig kendsgerninger på åndelige områder. Det er ikke med intelligensen, man sanser de kosmiske områder, ligesom det ikke er med intelligensen, man hører eller ser, lugter eller smager eller har andre former for sansning. Intelligensen er kun en evne, ved hvilken man kan analysere det man oplever, og derved kan tilegne sig forståelse deraf. Men der, hvor man ikke kan opleve og ikke har nogen erfaringer, er der ikke noget at analysere. Der er der ikke nogen brug for intelligensen. Hvis man absolut aldrig nogen sinde har kunnet høre, er der ingen høre-erfaringer at analysere. Hvis man aldrig nogen sinde har kunnet se, har man heller ingen syns-erfaringer, man med intelligensen kan analysere. Som man her kan forstå, er intelligensen en evne, i kraft af hvilken man kan gøre sig det oplevede begribeligt.
      Da intelligensevnen således er en evne, ved hvilken man kan analysere det sansede, kræves der altså for at få brug for denne, at der foreligger en forudgående sansning. Da menneskene har både fysiske høre-, syns-, lugte-, smags- og følesanser, kommer deres bevidsthed til at bestå af erfaringsfelter for hvert af disse sanseområder. De har således her et stort område af erfaringsfelter, de med intelligensen kan gøre sig begribelige. Medens menneskene således har højt udviklede fysiske sanser, igennem hvilke de har tilegnet sig store fysiske erfaringsfelter, som de med intelligensen kan gøre sig begribelige, har de ikke tilsvarende erfaringsfelter på det åndelige område, eftersom dette område kun kan opleves med åndelige sanser og ikke med de fysiske. Men ligesom de fysiske sanser har udviklet sig igennem en lang, fjern, fortidig epoke, således er menneskenes åndelige sansning også under udvikling og vil i en kommende epoke blive lige så fuldkommen som de fysiske sanser. Igennem disse åndelige sanser vil menneskene komme til at opleve den åndelige verden med alle dens guddommelige detaljer, ligesom de i dag oplever den fysiske verden med dennes store skabelsesdetaljer. I dag har menneskene nok intelligens, ja den viser sig ligefrem at være genial, men da de kun har meget elementære åndelige sanser og derfor ikke har nogen særlige åndelige erfaringsfelter, er der ikke noget her for intelligensen at arbejde med. Menneskene kan derfor ikke med intelligensen gøre sig den åndelige eller psykiske verden begribelig.