Ved at iagttage sig selv kan det fordomsfri intellektuelle menneske finde ind til sin egen udødelige struktur. Den har allerede i sproget affødt et særligt ord, ved hvilket den udtrykkes. Dette ord er det bekendte begreb, vi udtrykker som "jeget". Dette ord ledsages som regel af et andet ord. Vi siger således f.eks. "jeg løb", "jeg var glad", "jeg var sulten", "jeg var syg" etc. Af disse udtryk fremgår det, at jeget udgør et ophav til det, de ledsagende ord er udtryk for. De ledsagende ord er således udtryk for noget, jeget gør. Jeget er altså det højeste "noget" i os. Det udgør det virkelige selv. Nu er så spørgsmålet, hvad dette jeg er for noget. I første instans er vi nødsaget til at måtte erkende, at det er dette jeg, der i kraft af sin organisme og bevidsthed skaber, ønsker eller begærer, ligesom det er dette noget, der har vilje og behersker organismen. Det er dette jeg, der er organismens inderste årsag. Det er det oplevende og skabende i organismen. Når dette jeg går ud af organismen, ligger denne hen som bevidstløs eller sovende. Og hvis jeget ikke igen går ind i organismen, bliver denne til et lig. Og vi siger om dette væsen, at det er dødt. Det er meget vigtigt at komme til forståelse af dette jegs struktur, thi ellers vil vi aldrig komme til klarhed over vor udødelighed. Vort jeg er altså skabende og oplevende. Men så kan dette jo ikke være identisk med "det skabte". Det er en urokkelig betingelse, at "skaberen" må være til før "det skabte". Men når skaberen, hvilket vil sige jeget, var til før "det skabte", kan "det skabte" ikke være dets analyse. Dette vil igen sige, at jeget eller skaberen må være navnløs i sin virkelige struktur. Hvad vi så end vil sige om dette jeg, så kan det kun være udtryk for noget, som dette har skabt eller frembragt og ikke for jeget selv. Siger vi, at det er ondt, eller det er godt, det er stort, eller det er småt eller lignende, så kan disse ord ikke være udtryk for selvet eller jeget, men er blot udtryk for noget, som dette jeg har skabt. Jeget selv viser sig her som noget, der eksisterer selvstændigt uden for "det skabte", noget, som i sig selv ikke kan være blevet skabt og derfor må udgøre en evig realitet. Det er derfor nødsaget til at være navnløst, og jeg har udtrykt dette højeste noget i det levende væsen som "X1". Vort jeg er således udødeligt. Det er aldrig begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne ophøre. Men da det ikke udgør "det skabte", er det i sig selv total stilhed. Det kan derfor ikke sanses. Hvis det udgjorde noget, der ligesom materien var i bevægelse eller vibration, ville det være tilgængeligt for sansning. Men det er i sig selv således hævet over enhver tilgængelighed for sansning netop i kraft af, at det udgør total stilhed og derfor er ude af stand til at skabe den reaktion på et sansesæt, der er identisk med oplevelse. Det må derfor over for sanserne fremtræde som et "intet". Men dette "intet" er nødsaget til at være en illusion, da det jo er en urokkelig kendsgerning, at dette dirigerende, oplevende og skabende jeg eksisterer som vort inderste og virkelige selv. Men i sin inderste natur og adskilt fra alt andet udgør dette jeg ikke noget levende væsen. Det kan kun udtrykkes som "noget, som er". Men dette noget kan altså skabe og opleve. Det kan tilknytte sig et fysisk legeme, i kraft af hvilket det kan tilkendegive sig over for andre levende væsener og ligeledes igennem nævnte legeme opleve disses tilkendegivelser eller manifestationer. Der er således en realitet knyttet til jeget, der sætter det i stand til at forbinde sig med materien, der er materiale for dets manifestationer eller tilkendegivelser. Denne realitet udgør altså hovedorganet og hovedsædet for individets livsoplevelsesevne. Denne evne må være lige så evig som jeget. Hvis der har eksisteret en tid, hvor jeget ikke havde denne oplevelsesevne, der i virkeligheden er det samme som dets generalskabeevne, hvordan skulle den da være blevet til? Uden en skabeevne kan intet skabes. En skabelse kan ikke opstå af intet, noget kan ikke komme af intet, lige så lidt som noget kan blive til intet. Denne jegets skabeevne er således ligesom jeget en evig realitet. Men en evig realitet er ikke tids- og rumdimensionel, den kan ikke måles og vejes. Derfor kan jegets generalskabeevne i sin inderste struktur ikke have nogen analyse ud over denne ene, at den også udgør "noget, som er". Jeg har derfor udtrykt denne jegets skabeevne som "X2". Denne skabeevne bliver ved sin forbindelse med materierne og den i kraft heraf opbyggede struktur at udtrykke som jegets "overbevidsthed". Til denne overbevidsthed er der igen knyttet et område af det levende væsens struktur, der fremtræder for os som jegets "underbevidsthed". Igennem denne underbevidsthed oplever jeget igen sin "dagsbevidsthed" og "natbevidsthed". Denne underbevidsthed bæres af seks organismer eller legemer, et for hver af de seks grundenergier: "Instinkt", "tyngde", "følelse", "intelligens", "intuition" og "hukommelse". Til underbevidstheden hører det fysiske legeme, igennem hvilket de andre legemer mere eller mindre åbenbarer sig og er med til at danne jegets oplevelsesevne og bevidsthed, karakter og viljeføring, ønsker og begær etc. Disse underbevidste legemer er tids- og rumdimensionelle. De skabes eller bygges op, kulminerer og forgår igen. De udgør kun redskaber og må ligesom andre "skabte ting" være underkastet slitage og er dermed som nævnt forgængelige. Men evnen til at skabe nye organismer eller legemer sidder altså i overbevidstheden, der ikke er forgængelig. I kraft heraf er jeget altså i stand til at overleve alt det timelige og dermed sit eget fysiske legemes undergang og er tillige i stand til at bygge nye legemer op, når de hertil egnede betingelser er til stede. Denne underbevidsthed er i sit inderste princip lige så uforgængelig som jegets overbevidsthed eller "X2". Kun de igennem underbevidstheden skabte organismer eller legemer er forgængelige, hvorfor de bliver tids- og rumdimensionelle, men selve underbevidsthedsstrukturen er evig. Derfor bliver den også navnløs i sin inderste struktur og kan kun udtrykkes som "noget, som er". Dette område af det levende væsens struktur har jeg derfor kaldt "X3". Disse tre "X'er" udgør lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et levende væsen. Disse tre principper kan ikke adskilles. Hvis vi udelader et af dem, er de andre to uden betydning. Jeget ville ikke kunne fremtræde som et levende væsen. Manifestation og livsoplevelse ville være en total umulighed. Disse tre analyser hører altså uadskilleligt sammen og udgør derved det levende væsens udødelige struktur. Det levende væsen udgør således en enhed sammensat af tre uadskillelige evige principper, der betinger, at nævnte væsen fremtræder som et over tid og rum hævet evigt udødeligt individ.