At man forestiller sig et evigt liv, som man ved opfyldelsen af særlige moralske betingelser kan tilegne sig efter den fysiske død, kan ikke retfærdiggøre den uretfærdighed, som den fysiske tilværelse udviser over for de levende væsener. Der forekommer mennesker, der er født under sådanne betingelser, at det vil være umuligt for dem at opfylde de betingelser, der kræves for at få dette evige lykkelige liv efter døden. De må altså glide ind i en fuldstændig fortabelse, ind i en evig pinsel eller et helvede, hvorfra der ingen som helst befrielse er. Hvorledes kan dette retfærdiggøres? Hertil kommer også, at et liv, der har en begyndelse, kan aldrig nogen sinde blive evigt. Det vil altid være et timeligt liv, idet det til enhver tid må repræsentere det begrænsede tidsrum, der strækker sig fra dets begyndelse og frem til ethvert givet tidspunkt i dette dets såkaldte "evige liv". Det vil således til enhver tid repræsentere en bestemt alder, være så og så gammelt, netop fordi det har haft en begyndelse. Et evigt liv kan lige så lidt have en begyndelse, som det kan have en afslutning. En evig realitet kan ikke skabes. Den må netop evigt have været til. I modsat fald er den ikke evig, men kan derimod kun udgøre en timelig og dermed en forgængelig foreteelse. Løftet om en evig tilværelse, der først skal begynde efter døden, kan således ikke have nogen rod i selve virkeligheden. Det kan derfor ikke retfærdiggøre den tilsyneladende uretfærdige forskel, der er på de levende væseners skæbner. Der må gives en helt anden forklaring, en fuldkommen logisk analyse, der helt kan afsløre den guddommelige retfærdighed og kærlighed midt i den tilsyneladende uretfærdighed.
      Hvis det virkelig var således, at menneskene kan komme i en fortabelse, komme i et evigt helvede, hvorfra det aldrig nogen sinde kan vende tilbage, men evigt må sukke og stønne under de skrækkelige lidelser, hvordan kan en Guddom, der ligefrem skaber en sådan tilværelse for de levende væsener, være den alkærlige Fader for de levende væsener, som han igennem de humane verdensreligioner påberåbes at være? Hvorledes kan en Guddom med en så sadistisk og ulogisk straffetendens blive det guddommelige livsfundament for alverdens mennesker, der kan forene dem i en altoverstrålende næstekærlighed, visdom, kunst, skønhed og glæde?
      Nej, der er kun én eneste mulighed for ret færdighed i verden for de levende væsener, og denne ene mulighed er denne, at de er udødelige. Hvis man opfatter nævnte væsener som udødelige, så kan man påvise, at verdensaltet udgør en altomspændende retfærdighed, der er så hårfin, at end ikke et støvfnug kan lægge sig tilfældigt. Alt er lovbundet. Er der da nogen mulighed for, at man kan konstatere udødelighed? Ja, det er der i høj grad. Hvis vi iagttager alle naturens skabelsesprocesser, ser vi, som allerede før nævnt, at de alle uden undtagelse i deres slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Det er rigtigt, at der forekommer mange tilfælde, hvor det ikke ser således ud. Dyrene myrder og dræber. Menneskene myrder og dræber rent bortset fra alle de ulykkelige tilstande, vi kender som sygdom, nød og elendighed, der forekommer inden for de levende væsener i jordens sfære. Her er det tydeligt at se, at denne tilstand ikke er målet for Guddommens skabelse. Disse uhyggelige situationer er alle udtryk for ufærdige tilstande i Guds skabelsesproces. De udgør alle tilstande, der igennem udviklingen efterhånden vil blive ændrede således, at de levende væsener i kontakt med Gud kommer til at opleve løsningen på livets mysterium og se det i dets virkelige strålende fuldkommenhed i lys og kærlighed. Når menneskene i dag ikke kan se det, er det netop fordi, de ikke er færdigudviklede. De er alle uden undtagelse på vej til at opnå denne fuldkommenhed. Men for at forstå dette, kommer vi igen tilbage til nødvendigheden af at forstå det levende væsens udødelighed.