Udviklingen har således ført de levende væsener frem til at spejde efter retfærdighed i selve naturens eller livets egne processer. Men her er menneskenes evner endnu noget mangelfulde. De får i en overvejende grad i virkeligheden den opfattelse, at der ikke forekommer retfærdighed i selve naturen. Her er alt tilsyneladende tilfældigt. Og da de endnu heller ikke har evner til at gennemskue det levende væsens kosmiske struktur, den psykiske eller åndelige side ved samme væsen, og derfor må rette sig efter det rent fysiske, så lever millioner af ligesindede mennesker i den forestilling, at de levende væsener er "dødelige" væsener. Dette vil igen sige, at de fødes, de bliver til for atter at forgå. Og her er vi ved et af menneskehedens allerstørste spørgsmål. Så længe mennesket tror på denne dødelighed, vil det være umuligt for det at få nogen som helst mening i tilværelsen og dermed i sin livsopfattelse. Hvis det levende væsen var et dødeligt væsen, der virkelig kun havde et vist begrænset tidsrum at leve i for så igen at blive tilintetgjort, ville en virkelig retfærdighed i tilværelsen, som før nævnt, være en total umulighed. Alle levende væsener på jorden levede da i en eneste altomfattende skrigende uretfærdighed. Ser vi ikke netop, hvorledes der allerede ved de levende væseners fødsler er en ligefrem brutal forskel på deres livsskæbne? Hvorfor skal nogle børn fødes elendige og svagelige, være syge hele livet, og andre børn fødes med kolossal levedygtighed og i gode livsmuligheder? Hvorfor skal nogle børn fødes hos grusomme forældre, der både er ukærlige og primitive, mens andre børn får forældre, der er umådeligt kærlige og pligtopfyldende over for deres børn? Hvorfor dør millioner af mennesker af sult og fattigdom, mens andre mennesker lever i kolossal rigdom og overflod? Hvis de levende væsener kun har deres nuværende fysiske liv, forekommer der absolut ikke nogen som helst retfærdighed i tilværelsen.