Hvor kan vi da i det daglige liv finde noget, der bekræfter det levende væsens udødelighed for os? Ja, her må vi naturligvis først og fremmest gøre os naturens store skabelsesproces begribelig og derigennem se, at det ikke er tilfældigheder, der bevirker skabelsen, styrer og leder sole og mælkeveje i mikrokosmos og makrokosmos, bestemmer de levende væseners liv og skæbner etc. Denne store skabelsesproces er ikke i alle foreteelser uoverskuelig for det uindviede menneske. Den kan i overordentlig store områder efterforskes og kontrolleres af menneskenes almindelige intellektuelle evner. Den har mange færdige resultater, som er hundrede procent tilgængelige for den menneskelige oplevelsesevne. Disse færdige resultater af naturens, hvilket vil sige Guds, skabelse viser sig alle uden undtagelse i deres slutfacit at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Til disse færdige resultater hører blandt andet vore sanser. Er ikke vort syn, vor lugte- og smagssans samt alle vore andre livsorganer en velsignelse for os? Er ikke jordens forvandling fra at være et flammende ildocean, en buldrende verdensbrand til dens nuværende tilstand som en glimrende klode for vegetabilske og animalske levende væsener en forvandling eller skabelse, der er til glæde og velsignelse for levende væsener?
      Der har således været en gang, da de tilsyneladende livløse mineralformer var de eneste skabte foreteelser på jorden. Så blev mineralformerne til planteformer. Planteformerne udviklede sig og blev til dyreformer eller dyreorganismer. Dyreorganismerne blev til menneskeorganismer. Igennem millionårige udviklingsepoker skete der således en stor skabelse i materien, der resulterede i en udvikling af organismer for levende væsener, der stadig blev fuldkomnere og fuldkomnere. Og vi ser, at denne forvandling stadig fortsætter. Bag alle disse ydre foreteelser eller organismer forekommer der "noget", der oplever igennem disse organismer. Dette "noget" i forbindelse med en organisme udgør tilsammen det, vi kender som "et levende væsen". Hele denne store udviklingsproces opleves altså af levende væsener. Hos dyrene og menneskene er denne oplevelse mere vågen dagsbevidst end hos planterne. Inden for selve menneskenes område ser vi også, at nutidens mennesker ikke lever under den uvidenhed og primitivitet, som f.eks. vore forfædre stenaldermenneskene levede under. De måtte bo i huler og grotter. De havde ikke de fine og bløde beklædningsstoffer, som dem vi i dag er velsignet med. De havde ingen af alle de tekniske goder, som menneskeheden i dag i overdådig grad har til rådighed. Vi fødes til moderne forhold, til dejlige huse, til dejlige befordringsmidler, til dejlige maskiner, der kan arbejde for menneskene. Vi fødes til begyndende civiliserede forhold, til en fysisk viden og kunnen, der ligger gigantisk højt i forhold til fortidsmenneskets livsvilkår. Men endnu er der mange ubehageligheder og gener, som menneskene af i dag lider under, men som fremtidsmenneskene vil være totalt fri for. Disse vil komme til at stå lige så højt hævet over nutidsmennesket, som dette er hævet over naturmenneskene i urskoven eller Afrikas indre. Samtidig ser vi, at denne udvikling også forvandler det levende væsens sindelag og livsopfattelse fra brutalitet til humanitet. Mens man på et givet fortidsstadium mente, at dette med magt at kunne tilintetgøre sine fjender eller undertrykke disse var glorværdigt, var den helt rigtige form for gudsdyrkelse, begynder man nu at føle lede ved denne gudsdyrkelses- og tilværelsesform. Og i dag ønsker menneskene en virkelig varig fred på jorden. Når de fører krig, er det fordi, de her endnu ikke rigtigt kan sanse anden vej til den frelse eller frigørelse fra krig og ulykker, de af hjertet ønsker sig. Og dog begynder der en stor kraftudfoldelse til fordel for skabelsen af en virkelig vej til freden igennem fred og ikke igennem krig. Men rent bortset fra dette lever en stor part af den samlede jordmenneskehed i dag under langt fuldkomnere og sundere forhold end menneskene i fortiden. Ønsket om fred, ønsket om retfærdighed for alle mennesker vokser og breder sig ud over hele jorden. Hele denne store udviklingsproces, som alle levende væsener er underkastet, er at ligne ved en stor flod, hvis vande fører fra mørke og skumle underjordiske huleterræner og frem til lyse og skønne, solrige egne. Den bekræfter, at Gud fører alle levende væsener imod lyset.