Det evige liv er således et guddommeligt kærlighedseventyr. Mørket i dette eventyr udgør den absolut betingede baggrund, på hvilken kærlighedseventyrets lysmanifestationer kan åbenbares. Uden denne baggrund intet eventyr, ingen sansning, ingen oplevelse, intet verdensalt. Alt ville hvile i en evig umanifesteret livløs nat. Men livet er ikke en umanifestations livløse nat. Det er, som vi har set, et altoverstrålende evigt lyseventyr. Men millioner og atter millioner af jordens mennesker aner ikke, at de således lever i en guddommelig eventyrverden, et livets allerhøjeste kunstværk, bygget op af mørke og lys i disse to kontrasters uendeligt mange aspekter. De vandrer på den evige og uendelige Livets Vej, men ser ikke eventyret. De ser ikke Guddommen eller sig selv som ét med denne. De ser ikke deres egen udødelighed eller fremtræden som livets herre, hævet over tid og rum og dermed identisk med uendeligheden og evigheden. De oplever lyset og mørket i tids- og rumdimensionelle detaljer og tror sig ét med disse opbyggede eller skabte foreteelser. De ser ikke skaberen. De tror sig ét med den fysiske materie. Livet er for dem et mysterium, og de ved ikke, hvad dets løsning går ud på, og hvor den findes. De tror sig et med deres fysiske fødsel og død og forstår ikke, at de slet ikke lever i denne materiens eller støvets verden, og at denne kun er til som materiale for skabelse af bevidsthed eller livsoplevelse, og igennem hvilken de kan opleve deres udødelighed eller evige suveræne eksistens, hævet over tid og rum. Uden materie ingen bevægelse, uden bevægelse ingen skabelse, uden skabelse ingen oplevelse, og uden oplevelse intet liv.