Da de levende væsener er Guddommens manifestations- og oplevelsesredskaber, er det givet, at de væsener, der på grund af mættelse af lyset er kommet ned i mørket, ikke kan være dem, han kan udtrykke sin primære bevidsthed, den højeste visdom, almagt og kærlighed igennem. Denne hans primære bevidsthedstilstand kan han naturligvis kun manifestere igennem de dertil egnede sanse- og manifestationsredskaber, hvilket vil sige: de væsener, der kulminerer i lysoplevelsen og er blevet ét med ham i alvisdom og kærlighed. De væsener, der er kommet ned i mørket for at få evnen til lysoplevelsen og lysmanifestationen fornyet, kan han naturligvis ikke åbenbare sin primære bevidsthed igennem. De skal jo foreløbigt have deres begær eller hunger efter mørkeoplevelser tilfredsstillet. Derfor bliver det mere eller mindre mørkemanifestationer, der kommer til udløsning i denne Guddommens sekundære bevidsthed. Men uden denne tilfredsstillelse eller mættelse af mørkemanifestationerne, ville de pågældende væsener umuligt kunne komme tilbage til lysmanifestationerne i Guddommens primære bevidsthed og her blive dennes højeste manifestations- og oplevelsesredskaber og dermed selv blive genstand for oplevelsen af livets kulmination af lykke, glæde og herlighed.
      Det er igennem disse ufærdige væsener i mørkezonen, at de ulykkelige skæbner opstår. Men de opstår jo kun i kraft af disse væseners egne handlinger. Disse handlinger kan umuligt være fuldkomne, eftersom deres ophav ikke er fuldkomne. Men ufuldkomne handlinger er i disharmoni med livets kosmiske love og skaber dermed jo større lidelse, desto mere ufuldkomne de er. Men oplevelsen af dette skaber jo kendskab til handle- eller væremåde. Dette kendskab til væremåde er det samme som visdom. Visdommen er således baseret på de erfaringer, der gør det til kendsgerning, at man kun kan høste det, man har sået, eller det man vil, at andre skal gøre imod en, det må man først gøre imod dem. Kort sagt, alle visdommens erfaringer kulminerer i dette ene facit: elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv. Denne guddommelige og evige lover altså livslovens totale fylde. Det er evnen til at opfylde denne lov, der skabes igennem mørket, gennem lidelserne og besværlighederne, gennem materialismen, gudløsheden og alle former for krig og hævnakter. Da ingen kan komme til at høste anden skæbne end den, de med deres væremåde har sået, kan ingen som helst i denne livets kosmiske visdomsskole komme til at lide uret, og ingen som helst kan komme til at gøre uret. Så guddommelig er verdensaltets struktur eller Guddommens bevidsthed, at selv i mørkezonen funkler og stråler retfærdigheden i hele sin guddommelige fylde. Og således bliver det synligt, at alt er såre godt. Hele Guddommens bevidsthed, der udgør vort evige opholdssted, hjem og bolig, er således trods mørkezonen i realiteten et lysets strålevæld. Alle levende væsener er, selv i Guddommens sekundære bevidsthed, indhyllet i dette overjordiske lys, Guddommens altoverstrålende alvisdom, almagt og alkærlighed.