Dette vort jeg eller inderste selv har altså i kraft af organismen evne til at tilkendegive sig for sine omgivelser, ligesom det igennem samme organisme kan opleve sine omgivelsers tilkendegivelse eller manifestationer. Men dette kan altså kun gøres i kraft af, at dette noget eller vort jeg er i stand til at skabe bevægelse. Med denne vor evne til at udløse bevægelse kan vi altså skabe.
      Men hvad vil det nu sige at »skabe«? At skabe er det samme som at dirigere bevægelse. Men at dirigere bevægelse er det samme som at skabe forvandling. Vor daglige livsoplevelse består således i virkeligheden i at dirigere bevægelse og dermed skabe forvandling. Men da vort jeg er udstyret med et stort fysisk, psykisk, organisk felt, vi kender under begrebet »sanseevnen«, kommer denne vor jongleren med bevægelsen kun i et meget ringe felt til at opleves eller fornemmes som en jongleren med bevægelse. Den kommer derimod til, i et meget stort område, at fornemmes som en frembringelse eller skabelse af »ting«. Det er disse »ting«, vi derfor kalder »skabte ting«. Disse ting udgør således alt, hvad vi har været i stand til at skabe eller frembringe. De udgør huse, maskiner, befordringsmidler, redskaber, beklædningsgenstande, madvarer osv. Vi er ikke vante til at opfatte disse foreteelser eller ting som bevægelseskombinationer, for således tager de sig ikke ud for sanserne. Men i realiteten udgør de alle bevægelseskombinationer. De forskellige materialer, de er bygget op af, udgør hver især en særlig bevægelsesart. Disse bevægelsesarter kalder vi »stof« eller »materie«, fordi de tager sig således ud for vore sanser. Det er ligegyldigt, om materialet er sten eller stål, om det er jern eller kobber, om det er kalk eller maling, om det er træ eller glas, om det er porcelæn eller plastic, ja det er totalt ligegyldigt, hvilket som helst materiale der så end måtte være anvendt i en skabelse, for det kan i sin kosmiske analyse kun udgøre en bevægelsesart. Når disse materialer ikke desto mindre opleves som stof eller materie og ikke som bevægelse, skyldes det den omstændighed, at bevægelsesarterne i disse materialer er så mikroskopiske og fortættede, at de smelter totalt sammen over for vort sansesæt, så dette ikke kan registrere for os disse bevægelser, således som det kan registrere for os de langt større bevægelsesarter, f.eks. en bils bevægelse hen ad en landevej eller et penduls svingning i et ur, eller vor egen bevægelse af arme og ben, vor tale og væremåde. Vore sanser er altså kun bygget til at kunne registrere bevægelser af en vis størrelse og hurtighed. Hvis bevægelsen overstiger denne størrelse og hurtighed, kan sanserne ikke direkte registrere den. De kan derfor ikke registrere for os alle de mikroskopiske bevægelsesarter, materien eller stoffet består af. Men da disse bevægelsesarter er så umådeligt fortættede, kan vore sanser kun opfatte disse som mere eller mindre fremtrædende fast masse. Og det er disse forskellige former for faste masser, vi kalder »stof« eller »materie«.