Kosmiske glimt
Artiklen: Lavintellektualitet og højintellektualitet
24. KAPITEL
Højintellektualitet i renkultur
Men også denne fysiske materialisationstilstand vokser det fra og kommer frem til de allerhøjeste verdener i spiralkredsløbet. Denne tilstand kan således absolut ikke opnås ved videnskabelig forskning eller på anden måde ved kunstige øvelser eller lignende. Den kan kun komme af sig selv med udviklingen af næstekærligheden i væsenet. Denne vidunderlige slutepoke for mennesket bliver vi nødsaget til at udtrykke som den allerhøjeste bevidsthedstilstand, et væsen kan opnå. Hvilken bevidsthed kan være større end den, der giver sit ophav absolut kosmisk suverænitet, så det rummer al viden i sig selv, og hvis væremådes hundrede procent opfyldelse af næstekærlighedsloven for længst er blevet automatfunktion og væsenet således permanent vågen dagsbevidst i Guds visdom, Guds kærlighed og Guds almagt. Dette er højintellektualitet i renkultur. Et mere højintellektuelt stadium i spiralkredsløbet, verdensaltet eller i Guddommens bevidsthed eksisterer ikke. I sandhed, Adam, som gik igennem syndefaldet eller mørkets kulmination som den fortabte søn, er her atter vendt tilbage til sin Fader.