Den næste epoke strækker sig altså fra »Evas død« og frem igennem de primitive menneskestadier med deres religiøse sekter og samfund. I denne epokes første stadier beherskes væsenerne endnu i stor udstrækning af instinktevne. De forskellige former for urokkelig tro på et forsyn bæres således af deres instinkt, der afføder i deres bevidsthed denne urokkelige anelse om Forsyn, om åndelig tilværelse, om helvede eller Forsynets vrede, hævn og straf, om dets begunstigelse og velsignelse af væsener, der har opfyldt de i de givne situationer opsatte moralforskrifter. Alle disse foreteelser har sin rod dybt i de pågældende menneskers psyke, men kun som anelse. Væsenerne aner dette Forsyn og dets væremåde. Omkring denne anelse har de bygget forestillinger om dette Forsyns natur og væremåde. Disse forestillinger er naturligvis ikke videnskabelige eller intellektuelle. De er skabt ud fra de begrænsede bevidsthedsevner, væsenerne på de givne stadier havde til rådighed. Dette religiøse instinkt, og ligeledes de mere eller mindre uintellektuelle forestillinger, som dette instinkt har affødt, forekommer også i kristendommens dogmer om helvede, evig fortabelse, Guds vrede og straf osv. Der ligger ikke nogen som helst virkelig logisk eller intellektuel bevisførende forklaring bag disse religiøse forestillinger eller dogmer. Vi ser en hel menneskemasse, for hvem disse forklaringer eller dogmer opfattes som urokkelig virkelighed. Disse mennesker savner absolut ikke nogen intellektuel forklaring. De tror absolut blindt på de overleverede dogmer, ja, nogle tror, at disse ligefrem er skrevet af Gud selv. Når disse væsener i en så overvældende standhaftig grad er urokkeligt bundet til disse dogmer, ligegyldigt hvor eventuelt ulogiske og urimelige disse så end måtte være, viser det os tydeligt, at de her i deres religiøse felt absolut ikke beherskes af intellektualitet. Det er derimod instinkt og uintellektuel følelse, de er behersket af.