Vi har her fået en lille skitse af selve væsenernes psyke- eller bevidsthedsudvikling, og vi kan efter dette inddele den i tre store epoker. Fra væsenets udgang af salighedsriget og frem igennem plante- og dyreriget til »Evas død« eller »dødsepoke«, hvor dyret begynder at blive til menneske, har vi den første epoke. I denne bæres væsenets mentalitet og væremåde hovedsagelig af instinktet, hvilket vil sige en ubevidst organisk automatfunktionsevne, der kan lede væsenerne på de felter, de endnu ikke har vågen dagsbevidste evner til at kunne klare sig. Denne epoke udgør nærmest en slags fosterepoke i væsenernes passage i det kosmiske spiralkredsløb. Vi vil derfor kalde denne epoke i væsenernes udvikling »instinktepoken«.