Når væsener således kan elske alle væsener, skyldes det altså dette, at det igennem sine lidelser har fået udviklet netop denne humane begavelse, samtidigt med at dets forvandling til dobbeltpolethed har befriet det fra den seksuelle struktur eller enpolethed, der betingede, at det kun kunne elske et væsen af modsat køn. Med dobbeltpolethedens og kærlighedens udvikling er det blevet i stand til at elske ikke hankønsvæsenet eller hunkønsvæsenet, men derimod »mennesket« i mennesket. Det var en sådan kærlighed, Kristus var fyldt med og udstrålede selv på korset. Bad han ikke netop her, midt i sine svære lidelser, for sine fjender og tilgav dem, thi, som han sagde, de vidste ikke, hvad de gjorde. Med dobbeltpolethedens indtræden i væsenets psyke bliver det prædestineret til udelukkende at leve i de højeste åndelige verdener. Det behøver ikke mere at inkarnere på jorden. Det opfylder lovene og har derfor ikke mere brug for at udvikle sig videre. Det har lært til fuldkommehed, hvordan væremåden skal være for at være totalt i kontakt med Gud og dermed i kontakt med verdensaltets grundtone kærligheden.