For at tilværelsen på det fysiske plan ikke skal være helt uden forbindelse med de højeste verdener eller det guddommelige lys, der flammer og lyser hinsides det fysiske plan, forekommer der i væsenernes enpolede organisme en organisk struktur, i kraft af hvilken de kan komme til at opleve en kunstig sympati, blive kærtegnet af et andet væsen og selv få adgang til at kærtegne, hvilket der ellers absolut ikke ville være adgang til i dette plans kulminationszone. Denne organiske struktur befordrer således den tilstand, vi kalder »parringsdrift« eller »forelskelse«. I de mest primitive stadier, hvor væsenerne endnu ikke har fået udviklet den mindste grad af virkelig uselvisk næstekærlighed, ville alt jo være totalt mørke i renkultur. Men i kraft af denne kunstige sympatifrembringelse kan væsenerne i en kontakt med et væsen af modsat køn opleve det, vi kalder »parringsakten« eller »seksuel udløsning« og derigennem komme til at fornemme et glimt af den salighed eller det overjordiske lys, de med udgangen af salighedsriget har forladt. Men denne forelskelsessympati er absolut ikke kærlighed. Den forlanger gensidighed hos dens objekt. Hvis ikke denne forekommer, kan forelskelse føre sit ophav ind i skinsyge eller jalousi. Denne tilstand er igen roden til alt ondt i verden. Det er derfor, at væsenerne skal have udviklet en helt anden form for sympati, nemlig den virkelige næstekærlighed. Den er totalt uselvisk. Den ønsker »hellere at give end at tage«. Den tilgiver alt. Den fører aldrig sit ophav i krig eller hævnakter. Sådanne følelser kan umuligt komme i væsener, hvor kærligheden er udviklet til fuldkommenhed, så væsenet i kraft af den fremtræder som »mennesket i Guds billede efter hans lignelse«.