Kosmiske glimt
Artiklen: Lavintellektualitet og højintellektualitet
14. KAPITEL
Kontrastprincipperne »lys« og »mørke«
Når væsenerne således må gennemgå oplevelsen af denne polforvandling i ethvert kosmisk spiralkredsløb, er det fordi, der uden denne forvandling umuligt kunne skabes nogen som helst form for livsoplevelse. Livets oplevelse kan umuligt finde sted uden i form af kontraster. Yderpunkterne i det kontrastforhold, i kraft af hvilket livets oplevelse er mulig, er det totale mørke og det totale lys såvel mentalt som fysisk. I det totale lys såvel som i det totale mørke ville sansning være en umulighed. Derfor er de to yderpunkter grænsen for al sansning. Idet væsenerne ifølge det kosmiske spiralkredsløb bliver omdannede til enpolede væsener, bliver de herigennem prædestinerede til at manifestere og opleve kulminationen af mørket. Dette mørke er altså en tilstand, i hvilken væsenerne umuligt kan opfylde livsloven eller dette at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, ligesom de på alle andre måder er uvidende om kosmisk fuldkommen skabelse. Da de ufuldkomne skabelser eller manifestationer skaber gene og lidelse eller det, vi kalder »en ulykkelig skæbne« for sit ophav, bliver væsenernes manifestation, i deres enpolede tilstand i spiralkredsløbet mere eller mindre et ragnarok eller helvede. Det er i denne epoke, der næsten ingen grænser er for væsenernes forfølgelse og krigstilstand, blodsudgydelse og lemlæstelsestilstande over for hverandre. Det sker lige så godt mand og mand imellem som nationerne imellem. Hvad er værre end inkvisitionen, tortur- og dødskamre, hvad er værre end at blive radbrækket, brændt på bål eller korsfæstet? Findes der overhovedet nogen form for lidelse og hævnakter, menneskene har følt for grusomme og raffinerede i smertefrembringelse til at kunne anvendes imod deres fjender?