Og her i den vegetabilske materie kan jeg'erne så efterhånden hver især begynde at opbygge sig sin egen selvstændige organisme, i kraft af hvilken de kan få den første lille, svage fornemmelse af vågen dagsbevidsthed på det fysiske tilværelsesplan. Denne væsenets allerførste fornemmelse af en ydre verden er det samme som det, vi kalder »anelse«. Plantevæsenet kan således ane lyset og varmen, ligesom det kan ane mørket og kulden. Igennem årtusinders påvirkning udvikler denne plantens anelsesevne sig videre. Og de organer, som den senere skal bruge i sin kommende animalske tilværelse som dyr, begynder også at udvikle sig her. Den bliver kødædende og begynder at få organismestruktur af en sådan tilpasset form, at den selv kan fange sit bytte. Og denne udvikling i dyrisk begavelse fører den videre i kredsløbet, og den bliver til sidst til et dyr. Her begynder dets sanser i særlig grad at tage til. Og nu kan det ikke blot »ane« den fysiske verden, det lever i, men det kan se, høre, lugte, smage og føle og bevæge sig rundt efter ønske. Men det har endnu ikke de højere bevidsthedsevner, der udgør intellektualitet og kærlighed. Det er mere eller mindre en livsbetingelse for det at dræbe for at leve. Dets føde består af andre levende væseners organismer. Denne hårde tilværelse skærper dets sanser, selv om det endnu i storudstrækning ledes og styres af dets instinkt, hvilket vil sige ved en slags ubevidst automatisme.