Når vi begynder en sådan ny afdeling af skæbnespillet, har vi naturligvis stadig medspillere, hvoraf nogle spiller fortidens og andre fremtidens rolle. De medvæsener eller medspillende, som spiller fortidens rolle, forbinder nutiden med de foregående akter. Men hvad er det for medvæsener, som har disse roller i vort skæbnespil?
      Vor fortid spilles af alle de medvæsener, hvis mentalitet lige akkurat når op til det niveau, der er den endnu ufærdige, primitive og uudviklede del af vor bevidsthed. Det er jo netop gennem de væsener, vi møder vor egen fortid som skæbne. De er de redskaber eller skuespillere, Forsynet bruger til at stille os ansigt til ansigt med de ufærdige sider af vor egen bevidsthed. Gennem dem høster vi i nuet, hvad vi har sået i fortiden. Vi er faktisk, lige fra mikroverdenen gennem planter, dyr og primitive mennesker til de mennesketyper, der omtrent repræsenterer samme udviklingstrin som vi selv, konfronteret med vor egen fortid legemliggjort i vor egen nutid. Vi kan her se alle de mentale trin og principper, der er gået forud for vort livs nutid.
      Men hvordan kan vor fremtid være repræsenteret i nuet? Vi er jo ikke blot omgivet af væsener, der befinder sig på lavere udviklingstrin end vi selv, men møder også væsener, som har overvundet adskillige af de tåbeligheder og ufuldkommenheder, som vi måske selv endnu ligger under for. Tilskueren i os gør sig sine tanker og har sine længsler og ønsker om, hvad der skal komme til at ske på scenen og bliver netop inspireret til sådanne ønsker ved at opleve de væseners handlemåde, der viser en større kærlighed og intellektualitet eller skabeevne end vi selv.
      Tilskueren er jo nok en passiv del af vor bevidsthed, men kun på den måde, at samme tilskuer ikke griber ind i det, der sker på scenen i nuet. Men der er en form for aktivitet i denne del af vor bevidsthed også, og den gør sig gældende på den måde, at tilskuerens tanker, ønsker og længsler strømmer ind i overbevidstheden i skæbneelementet og påvirker talentkernerne. Der samles de erfaringer, vi gør, længslerne og ønskerne bliver årsag til udviklingen af nye talentkerner og til at visse gamle talenter, hvis udfoldelse vi er mæt af og opfatter som ondt, degenererer.
      Derved ændres den aktivitet på scenen, som udfoldes af os selv som den skuespiller, der spiller nutidens rolle. Nye evner og talenter kan så småt gennem øvelse og forsøg folde sig ud og blive til medfødte evner, som samme skuespiller har med sig i de kommende akter, hvor han eller hun nok fremtræder i en ny skikkelse, men dog er det samme evige væsen, der netop gennem sine egenskaber som såvel skuespiller som tilskuer har muligheder for at udvikles og være med til at forvandle sceneriet eller skuepladsen fra at være helvedesagtig, mørk og fuld af smerte og lidelse til at blive en eventyrlig skøn verden, hvor næstekærligheden og udfoldelsen af geniale skabende kræfter gør livet til det skønneste kunstværk.