Menneskenes livsoplevelse er i virkeligheden oplevelsen af et gigantisk skuespil, et skuespil, hvori vi alle er rollehavende. Men der er det ejendommelige ved dette store skuespil, som vi kan kalde skæbnen, at vi ikke alene er rollehavende eller skuespillere, men samtidig også tilskuere. Det skuespil eller skæbnespil, hvori vi alle er både aktører og tilskuere, er et evigt scenisk panorama med skiftende scenerier lige fra de mest bloddryppende og hadomspundne dramaer og helvedesagtige kulisser til de mest strålende eventyr og kærlighedsscener med kulisser af det reneste mentale guld.
      Vor skæbne er det samme som vor nutids forbindelse med vor fortid og vor fremtid, og livets skæbnespil bliver derfor en fremførelse eller opvisning af disse tre forskellige slags tider. Fortid, nutid og fremtid er tre rollehavende i skæbnespillet, og vor egen rolle er nutiden. Vi oplever os selv fremtrædende som nuet eller midtpunktet i evigheden på samme måde, som vi føler os som midtpunktet i uendeligheden eller universet.
      Som tilskuer er vi vidne til denne nutids eller vor egen rolles samspil med fortiden og fremtiden, som spilles af vore medvæsener. Alle de øvrige medvæsener i tilværelsen er vore medspillende i skæbnespillet. Nogle af dem har fortidens rolle i deres samspil med os, og andre har fremtidens rolle. Vor opgave er at forbinde fortiden med fremtiden og derved fuldkommengøre stykkets helhed og enhed for tilskueren, hvilket altså vil sige for os selv.
      Efterhånden som stykket skrider frem, begynder tilskueren at ane sammenhængen. Tilskueren er jo netop den del af vor bevidsthed, der oplever og tænker over tingene og ligesom står ved siden af den del af os, der handler og er aktiv.
      I vor egenskab af skuespiller er vi på scenen fra vuggen til graven, eller det vi kalder vort nuværende liv. Det er vor vågne dagsbevidste aktive indsats. Når vi dør, forlader vi scenen en tid og går ind i vor natbevidstheds verden, der i denne forbindelse kan sammenlignes med den verden, der på det almindelige jordiske teater findes bag scenen, en verden med maskinfolk, belysningsmestre, påklædere, regissører, og hvad alle disse hjælpere nu kaldes, som er usynlige fra tilskuerpladsen, men hvis hjælp er absolut nødvendig, for at skuespillet på scenen kan skride frem.
      De skytsånder og andre åndelige hjælpere, uden hvilke livet her i den fysiske verden ikke kunne udfolde sig, som det gør, er jo netop det store skæbnespils usynlige regissører, belysningsmestre osv., og når vi forlader den fysiske verden, går vi som skuespillere ud af scenen og ind i dette rum bag scenen, ind i den åndelige verden, indtil skuespillet efter denne mellemakt skal fortsætte, og vi, stadig i nutidens rolle, men med en ny dragt, dvs. en ny fysisk organisme, atter er midtpunktet i livets skæbnespil.