Jeg har kun berørt alt dette, fordi det i virkeligheden løfter en første lille flig af det slør, der dækker den proces, menneskene kalder døden, og som de ofte er så rædselsslagne for. Men mennesket har ingen andre årsager end dem, det selv skaber, til at være bange for døden. Og gennem åndsvidenskaben har vor tids søgende mennesker mulighed for at gøre sig så fortrolig med, hvad det er, der sker ved dødsprocessen, at angsten og uvisheden kan overvindes og afløses af tillid og tryghed. Det er ganske vist rigtigt, at der ved den af menneskene kendte dødsproces kun bliver det aflagte fysiske legeme eller liget tilbage, uden at man ser væsenet fremtræde i en ny skikkelse. Men er det noget urokkeligt bevis for, at bevidstheden udslettes med organismens opløsning? Nej, et andet menneskes bevidsthed kan vi kun opleve fysisk, når dette andet menneske har et fysisk legeme at manifestere sig igennem, ligesom vi kun kan opleve radiobølger, når der også findes et radioapparat, hvorigennem de forvandles til lydbølger.
      Men vi tvivler da ikke om, at radiobølgerne findes, selv om vi ikke kan høre dem? Det levende væsens bevidsthed eller psyke er også en realitet, der eksisterer i stråle- og bølgeform. Det er disse energier, der forårsager hele livsfornyelsen og organismeforvandlingen, både hvor det sker i adskilte etaper som hos de nævnte insekter, og hvor der finder en gradvis næsten umærkelig forvandling sted som hos det jordiske menneske. Og har man ikke netop i sammenligningen mellem nævnte insekters organismeudskiftning og organismeudskiftningen hos den art af væsener, som jordmenneskene tilhører, et bevis på, at denne udskiftningsevne som alle andre evner er underkastet begrebet udvikling? Jordmenneskets evne til at forvandle sin organisme er i virkeligheden langt mere udviklet end insekternes.
      At kunne skifte organisme ganske umærkeligt, som jordmennesket gør det i en fysisk inkarnation gennem stadierne barndom, ungdom, manddom og alderdom uden at skulle afbryde dagsbevidsthedsfunktionen, og at kunne have fornemmelsen af, at det stadig er den samme organisme, uden at det i virkeligheden er det, er noget af et ideal i forhold til det udviklingsstadium, hvor væsenerne i en inkarnation skal gennemgå en slags dødsproces flere gange.
      Det jordiske menneske er nået frem til et udviklingstrin, hvor det er fri for den slags ubehagelige afbrydelser i organismeforvandlingen, indtil dets jordliv gennem sygdom, ulykkestilfælde eller alderdommens naturlige slitage afbrydes, og dets bevidsthed bæres af de åndelige eller stråleformige legemer, der også bærer bevidstheden under søvnen. Men når der findes en organismeudskiftningstilstand, der er mere primitiv end menneskets, er det jo lige så naturligt, at der også findes en, i forhold til hvilken menneskets må siges at være primitiv, men som mennesket efterhånden kan udvikles til at benytte sig af. Det vil sige en organismeudskiftning, hvor også den proces, vi kalder døden, kan ændres til en gradvis forvandlingsproces i stedet for en brat overgang fra en tilstand til en anden. Og dermed vil "dødens gru" være overvundet, der vil ikke være nogen som helst form for chokvirkning i forbindelse med denne forvandlingsproces, som der kan være det for mennesker nu, hvor de med deres fysiske øjne ser andre menneskers fysiske legemer blive til lig, uden at de med de samme øjne kan se de samme mennesker i de stråleformige legemer, der nu bærer deres bevidsthed.