Det kan ikke nægtes, at disse fysiske legemer ikke mere eksisterer. Her vil De måske foreholde mig, at et ældre menneskes nuværende legeme er det samme, som vedkommende havde som barn og som ungt menneske, blot forældet og udslidt. Men en sådan opfattelse er baseret på en illusion. En organisme er en "levende ting", den er en organisation af levende mikroindivider, som vi kalder organer, celler, molekyler og atomer. Med undtagelse af organerne er disse mikroindividers kredsløb af så hurtigt et tempo, at deres fysiske tilværelse bliver af langt kortere varighed end makrovæsenets. Derfor udskiftes disse væsener stadigt i makrovæsenets organisme. Hvert minut er der celler og atomer, der fødes og dør i vor organisme, så den faktisk er underkastet en stadig forvandlingsproces og i løbet af blot nogle få måneder næsten er helt fornyet. Det er således ikke noget ringe antal legemer, et ældre menneske allerede har lagt bag sig. Hver fornyelse må erkendes som et nyt legeme. Men disse reinkarnationer eller genfødsler mærker De jo ikke så meget til, idet De bag denne forvandling fortsætter en stadig uafbrudt oplevelse af livet. Udskiftningen finder kun gradvis sted og i så mild og tilpasset en form, at livsoplevelsen normalt ikke generes eller afbrydes deraf. Men hvis man forestiller sig, at disse mikrovæseners udskiftninger fandt sted på et for alle disse væsener fælles tidspunkt, måtte organismen jo derved gå under, og en helt anden organisme afløse den. En form for dødsproces måtte da opstå mellem disse udskiftninger. Vort barnelegeme ville da være uforanderligt indtil det øjeblik, vi var modne til at tage vort ungdomslegeme i besiddelse, og begrebet "at vokse" ville være ukendt for os i den forstand, hvori vi nu kender det. Udskiftningen, der ikke kunne ske gradvis, måtte da ske pludseligt, vi måtte falde i en slags søvn eller dvaletilstand, og under denne søvn måtte det nye legeme, det der skulle bære vor ungdomsbevidsthed, hurtigt vokse frem, og barnelegemet måtte lige så hurtigt skrumpe sammen og afkastes til fordel for det nye. Vi ville da vågne op i et nyt legeme og tage det i brug en periode, indtil en ny udskiftning skulle finde sted.
      Der findes virkelig i denne fysiske verden væsener, der oplever deres livsfornyelse efter dette princip, nemlig adskillige insekter, der gennemløber larve-, puppe- og sommerfuglestadier. Disse væsener må opleve en slags dødsproces mellem hvert af stadierne inden for det enkelte lokale jordliv. Tænk, hvis vi skulle det samme! Vi måtte så en skønne dag blive overvældet af en voldsom trang til dyb søvn, og det legeme, som vore slægtninge og venner var vant til at identificere os ved, ville skrumpe sammen og visne, og et nyt ville vokse frem. Dagsbevidstheden ville dermed igen kunne udfoldes, og vi ville vågne op i et nyt og skønt legeme, som ingen ganske vist ville kende som "os". Ja, vi kunne endda være med til begravelsen af vort nylig kasserede legeme. For nogle mennesker vil alt dette lyde komisk, for andre måske uhyggeligt, men der findes altså dog væsener i universet og endda på denne klode, som oplever den fysiske livsfornyelse efter et sådant princip.