Brev-id: 
32676      Se originalbrev
Dato: 
1928-09-06
Afsender: 
Carl Vett
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Taarbæk
Modtagersted: 
København
Emne: 
Carl Vett takker for modtagne manuskriptstykke og vil sætte Martinus i forbindelse med sandhedsstræbere. Han anviser vej til Bernhard Løw og vil gerne mødes med Martinus hos ham.

p.t. Springforbi
6/9/28

Hrr Martinus!

Tak for Deres Brev og det tilsendte Manuskriptstykke, som hermed retourneres. Jeg skal nu tale med nogle af mine Venner om det og haaber i de nærmeste Dage at kunne sætte Dem i Forbindelse med sandhedsstræbende Mennesker, som har Forstaaelse for Deres prematurerede Klarsynsgave. Alle Mennesker har disse Evner latente og vil langsomt faa dem udviklede i Løbet af de næste Aarhundreder. De hører aabenbart til Førstegrøden; derfor kan Deres Oplevelser og Skildringer af den aandelige Verden bag Sansernes Slør maaske, hvis de er af rette Art – alle jordiske Magter gaar jo ud paa at bedrage – og bliver fremstillede paa rette Maade hjælpe andre Mennesker. De har Ret i at Jordens Mission er Kærlighed – Næstekærlighed uden Egoisme – men hvad ser vi om os? Er det ikke snarere det modsatte.

Gaa en Dag ud til Ordrup De kan tage med Sporvogn til Endestedet eller med Tog til Ordrup St. og opsøg hrr Berh. Løw Kirkevej 23 (5 minutters Gang fra Stationerne). Det er en Vismand som har betingelser for at forstaa Dem og bringe Dem sammen med Mennesker, der ofrer sig for samme Maal som De selv. Jeg selv er kun paa Besøg her i Landet men vil gerne tale med Dem førend jeg rejser – maaske kan vi træffes paa Søndag Eftermiddag hos Hrr Løw, hvis det passer Dem skal jeg melde Deres Ankomst der ved 3 Tiden.

Med venlig Hilsen
Deres ærbødige

Carl Vett

P.S. Tag Deres Billeder med


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.