Brev-id: 
32625      Se originalbrev
Dato: 
1932-10-11
Afsender: 
Erik Gerner Larsson
Modtager: 
Marie Nabulin Pedersen & Sara Nabulin Pedersen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Aarhus
Emne: 
EGL takker for de tilsendte søde sager. Der er flere, der har sendt gode sager til husholdningen, hvilket EGL og Martinus er meget glade for. EGL kan ikke lave rødgrød, men en celeber sovs.

København d. 11-10-32.

 

Kære Hr. Fru og Frk Pedersen!

Paa Martinus' og egne Vegne vil jeg hermed sige Dem alle rigtig hjertelig Tak for de tilsendte søde Sager, — de skal blive godt anvendt; For Resten kom Fru Løv ogsaa i de Dage med en lille Portion Syltetøj af forskellig Slags saa vi har nu en hel lille komplet Beholdning af de til en ordentlig Husholdning hørende Syltetøjer, Kompotter og Safter, saa vi kan jo sagtens. Desværre maa jeg bedrøve Dem kære Frk. Pedersen, med at jeg ikke er saa stiv udi Kunsten at lave Rødgrød, enten bliver den for tynd eller ogsaa kan jeg skære den paa Brødmaskine, — ak ja, Husholdning kan være et vanskeligt Problem. Dog vil jeg sige, at jeg laver en celeber opbragt Sovs, — og det er der ikke mange Mandfolk der kan!!

Da De sikkert har hørt lidt om, at jeg snart er paa Vej over til Dem, vil jeg slutte for dennegang med et: paa snarligt Gensyn! samt en rigtig hjertelig Hilsen til alle fra os begge.

Deres hengivne

Erik Gerner Larsson [sign]


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.