Los Angeles den 7de August 59.

Kære Martinus.— Paa tirsdag er det Deres fødselsdag og jeg ønsker Dem rigtig hjertelig Tillykke paa dagen— i haab om, at dette brev naar frem til den 11te.—

Som De ser af ovenstaaende er vi igen tilbage i Los Angeles. Vi indsaa nemlig, at vi hellere vilde være her end nogen andre steder her i landet, at sommeren er for langvarig, fra Maj ind i October i Florida med halvtropisk varme, og ca 93-96 i alle disse maaneder— med megen stor fugtighed. Jeg kunde faktisk ikke taale det— og min mand heller ikke saa godt— og vi bryder os heller ikke om sommer aaret rundt, for det er det faktisk i Florida— her har vi dog lidt forskel paa saisonerne— kølige nætter aaret rundt— og forholdsvis kort sommer— — skønt vi jo ogsaa har solskin omtrent aaret rundt. Men i Florida skinnede solen skarpt fra 6 morgen— det var ubehageligt— her er der da lidt mere forskel paa morgen og middag.—

Vi kom hertil for ca 3 uger siden— og kørte den lange vej lige i den værdste tid paa aaret— et sted i Ariozona havde vi 107 graders varme— og 98 gr. om natten— det var rædsomt— — man skal helst undgaa at rejse gennem sydstaterne paa denne tid af aaret— men vi var nødt til det— — de ny ejere af huset vi boede i overtog det den 15 July— saa vi maatte afsted.—

Vi er meget glade for at være her i Californien igen— maaske vil vi denne gang forstaa at sætte mere pris paa de Goder man har her— og slaa os helt til ro— jeg har paa fornemmelsen, at vi gør det. Det er heller ikke for tidligt— for min mand er lige fyldt 70 aar— og han behøver at have følelsen af at have et permanent hjem paa hans livs vintertid— — vi søger derfor at købe et hjem her — havde vi haft vort eget lille hjem her før, saa var vi ganske sikkert aldrig taget herfra. Det betyder meget i en storby, som omtrent kun bestaar af smaahuse selv ogsaa at have sit eget lille hjem, med en lille have— et sted, hvor man kan tilbringe noglr af de dejlige solskinsdage udendørs— men min mand, som er en meget stædig natur— vilde kun bo i lejlighed— paa een eller anden maade har han altsaa nu paa sine helt gamle dage endelig ombestemt sig— saa vi har travlt med at finde et sted ikke alt for dyrt— og i et for os praktisk nabolag— og dette er i sig selv et Job.

Samtidig har vi den unge Dansker boene, som jeg vistnok har omtalt for Dem—en søn— 25 aar gammel— af en barndomsveninde fra Odense— han er Værktøjsmager— og min mand hjælper ham med at søge stilling her lige for tiden ogsaa— og saa har han jo sine egne forretninger at passe ogsaa— saa det gaar slag i slag.— Den unge Mand Jørgen, skal saa bo hos os her— og saa har vi jo vores Cocker Spanial "Rusty" — saa det er blevet til en lille familie— dette er bedre for mig saadan set — det er næsten som pludselig at have faaet en stor søn gaaende— og jeg føler mig ikke saa alene mere— man kan jo udmærket godt føle sig meget ensom— ja maaske mere ensom i en storby med mange fremmede mennesker om sig— og de store afstande som bevirker, at de mennesker, som man har mere tilovers for end andre, at man ser dem sjældent—

Jeg tror ogsaa at min mand paa en vis maade er glad for at have Jørgen hos os— men han er jalous paa ham, og jeg maa være meget forsigtig hvad det ang. Vi er jo vant til at være alene— og han vil jo have meget opmærksomhed— og vkal gerne være centrum baade hjemme og ude—[side 2]

Saa det er ikke altid saa let, hvad dette angaar— men saa snart Jørgen faar arbejde, forhaavenlig næste uge, saa bliver det ogsaa bedre— og han skal jo have sit eget værelse med bad i vort hjem.— Jørgen er heldigvis en ret rolig natur— og derfor let at omgaas— og med min mand som altid er saa nervøs og oprevet og hidsig af naturen saa er det jo godt at Jørgen er selvbehersket— men det gaar jo ikke altid som fod i hose alligevel— og naturligvis, som os Alle, saa har Jørgen sine sarheder— og fejl - naturligvis— men alt i alt, saa kan jeg ikke beklage mig.—

Da vi forlod Florida skrev jeg til Buroet om min Flytning— dette er tre uger siden nu— jeg gav adressen paa en af vore venner her— Hosein Kahn Pasha— en Perser— som bor 622 North Vendome Street— L.A Jeg havde haabet der at modtage mine kontaktbreve og ogsaa Livets Bog— men nu ved jeg ikke hvordan med det— for det synes mig ikke at være normalt— ikke at have modtaget kontaktbreve i tre uger— dersom De husker det, vil De saa være venlig at forespørge paa kontoret om det.— jeg kan ogsaa imelletiden selv skrive og minde om det— —

Vil De ogsaa hilse Gerner Larssen, mange mange gange fra mig.— — jeg har tit haft lyst til at skrive til ham, ogsaa men han var Indien, men jeg er bange for at det vilde blive til en roman— og jeg ved ogsaa at han slet ikke har tid til at svare— og at jeg naturligvis maa være tilfreds med hans artikler i kontaktbrevene, som en slags hilsen fra ham til mig— og det er jeg for saa vidt ogsaa— jeg ved ogsaa at med det store omfang sagen har taget— og det mægtige arbejde han lagger i denne sag— at han umuligt kan beskæftige sig med den enkelte— men jeg var jo ogsaa priviligeret, hvad det angik en overgang— og mere kan jeg ikke forlange eller vente mig—

Jeg haaber engang med tiden at komme hjem til Danmark igen— under helt andre forhold en sidst, hvor jeg var saa syg, at alt var mig en overvindelse— som jeg prøvede paa at holde hemmeligt— siden da har jeg jo mistet dem hjemme, som stod mit hjerte mest nær— og det vil blive et stort savn at komme hjem næste gang— men jeg haaber, at jeg denne gang maa være istand til baade fysisk og ellers, at faa glæde ud af besøget, hvilket for mig betyder at kunne besøge Kolonien— at overvære foredrag som i gamle dage og tale med venner af sagen—

Det var saa alt for denne gang.— Min Mand beder hilse. og sender sine lykønskninger— Hils ogsaa Larssons Kone fra mig— til Dem selv de kærligste hilsner med tak for den tid der svandt.

Deres hengivne
Lilly Stern. [sign.]

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.