Odense, d. 12 – 5 – 44.

Kære Venner!

Mange Tak for "Kosmos" og "Livets Bog"! Det var jeg meget glad for! Vi lever jo i en Tid, der er begivenhedsrig paa alle Omraader. Der er Fart i Tingene, og der indtræffer af og til Ting, som man nok havde haft en Anelse om, eller som man alligevel havde ondt ved at tro, fordi det syntes at gaa paa tværs af alt, hvad man hidtil har oplevet. Men man lærer, at man aldrig skal forsværge noget eller nogen, før man kan se Begivenhedernes Rækkefølge helt klart. I en Tid, hvor alt det nye sker for at skulle bryde igennem, og alt det gamle styrkes, skal man aldrig lade sig gaa paa og blive forskrækket eller shokeret over alle de Bomber, fysiske som mentale, der falder, selvom de er nok saa store, og man faar taget nok saa store Prøver paa sin Følesanser og sin Ligevægt.

Dog er det intet Under, hvis der omkring os, og i os, lyder Raab som fra en eller anden Digter paa sit Dødsleje om: Lys, Lys mere Lys!

Har man Begær efter dette, kan man ogsaa være ganske sikker paa, at det kommer. Baade ude fra og inde fra, som Tanker, kommer det brusende som et Kildevæld. For Gud er jo overalt, og han lader sit Lys skinne overalt og over alle som ønsker at se ham. Han træder i Funktion og er rede paa vort mindste Bud, blot han kan komme os i Tale, men som oftes er det her, der er Brist. Kan han det, vil vi ogsaa forstaa alt det, der sker, og vi vil kunne definere Tingene og Tilstandene, som de manifesterer sig for os undrende Tilskuere. Der kan (Tingene) være klare eller uklare alt efter det Perspektiv, hvori man ser dem og efter som man selv har Erfaringer. Den, der har passeret de Afsatser andre er i Færd med at betræde ser Tingene fra oven af, og han ser og forstaar at : alt er saare godt. Han dømmer ikke, for han har selv været dømt, og han ønsker ikke, at andre skal komme ud for de samme Lidelser, som han selv. Han har faaet udviklet sin Følelse og er bleven menneskekærlig. Han ser fra sit Stade, hvorledes Guddommens Prøvelser af Væsenerne har en bestemt Hensigt, deri, at føre de fortabte Gudesønner tilbage til Gudens Bevidsthed, til en Forening med Faderen. Han ser, at absolut alle Væsener maa have de samme omend varierende Oplevelser og Erfaringer, maa have udlevet de samme Begær og være mættet af disse, Dyreriges f. Eks. før den overliggende højere Verden, det rigtige Menneskerige kan betrædes. Man maa i "Dyreriget" have udlevet alle de Begær der binder os til Materien, til at eje Værdier og andre Væsener, før man kan give Afkald paa alt dette som en Nydelse, og før at Guds Rige kan manifesteres paa Jorden, som er Hensigten. Og det viser sig synligt for Iagttageren, at Forsynet nok skal vide at føje Skæbnerne for os og føre os derhen, hvor vi alle, hver paa sin Vis kan faa vore Begær mættet indtil Lede, saa Begær efter højere renere og endnu skønnere Livsformer end denne, vi kan møde af de allerskønneste i "Dyreriget" kan opstaa. Vel er det skønt at eje Værdier og Væsener, naar man kan gøre andre lykkelige derved, det er altid skønt at kunne give noget fra sig til andre. Dyrerigets sidste Faser afviger her stærkt fra de første, hvor Princippet at tage dominerede og endnu er den dominerende i mange Bevidstheder. Men noget endeligt Maal er det at eje noget og nogen ikke. Det er Tilstanden der før eller senere kulminerer for alle Væsener for derefter at aftage i Styrke, i Lykke. Udviklingen er som et Hjul, der langsomt drejer rundt, naar det er naaet Højden, maa det atter og uafvendeligt gaa nedad, rundt og rundt. Man ser hvorledes Væsenerne, naar de f. Eks. første Gang skal betræde Ægteskabet, som er Jordmenneskenes "Himmel", er paa Højden af deres Lykke og Forventning. Men alle, der venter sig den store Kærlighed her, bliver skuffede. For det er nemlig ikke den store Kærlighed at indgaa i Ægteskabet. Paa den Maade det almen. uvidende Jordmenneske lever, skaber det sig en indviklet Skæbne, som man skal være mange Inkarnationer om at afvikle maaske, det beror paa, hvor forceret man skal have sin Udvikling. Nogle Mennesker naar en Masse i een Inkarnation. Det om Skæbnebølger uvidende Mennesker trækker Veksler, som maa betales før eller senere. Og Menneskene kommer til at leve i et syndigt Roderi med deres ægteskabelige Forhold saavel som med løse Forbindelser. Man ser det især i Øjeblikket. Før man kommer til Klarhed over sig selv og sine Manifestationer, bliver der ikke Orden i Naturen indenfor Menneskeheden. Der vil for den uindviede der ikke kender sig selv og har magt der, vedblivende forfalde Veksler, indtil de alle er betalt. Man kan ikke skalte og valte med Værdierne, som man finder for godt. Livet selv skal nok vide at tale. Og det taler til Følelsesvæsenerne især paa disse Omraader. Den mere primitive følger her ikke saa meget med i Karusellen, for ham eller hende, var det maaske nærmest et Held, at de udefra blev skubbet til, disse har ikke den samme Forelskelsesevne som Følelsesvæsenerne. Og der er man trofaste i Ægteskab og bliver i Reglen regnet for mere værdifulde af Offentligheden. Han, hun, spekulerer mere i fysiske Værdier og trækker Vekslerne her, mens Følelsesvæsenerne gaar over paa andre Planer. For os alle gælder det, fysiske som aandeligt, at Vekslerne skal betales, naar de forfalder. Og det gør jo heller ikke noget, naar blot Regningerne kommer, mens man har noget at betale med. Lovene er saa vise, at hvad man ikke har i en Inkarnation faar man nok i næste, saa man kan betale indtil den sidste Hvid. En Udligning skal nok finde Sted rent fysisk som aandeligt. Ved at Betragte sit eget Liv kan man faa en Forstaaelse der af. Lige saa heldigt som det er, at de fysiske Veksler kan blive betalt, lige saa heldigt er det for Følelsesvæsenerne, at Regningen falder, mens man endnu har noget at betale med, mens man endnu føler Tiltrækning til det modsatte Køn. Det var værre, hvis man ikke havde det, hvilket man skal se. Et Jordmenneske der endnu føler Tiltrækning mod det modsatte Køn er et ufrit Væsen, een "Synders" Træl, som skrevet staar, et Væsen der er bunden af sine Begær. Men Trælden skal ikke blive i Huset til evig Tid, staar der ogsaa skrevet. Begærene bliver udlevet. Hvad der er den største Lykke for nogle Væsener, er en Ulykke for andre. I Dyreriget hvor til Eks. Ægteskabet er Kulminationen af Lykke for Væsenerne, vil Saltet tabe sin Kraft, naar man opdager, at det ikke er den store og sande Lykke. Lige saa lifligt som det kan være at høre en Nøgle blive drejet om for to Elskende i et Brudekammer, lige saa velegnet kan den samme Lyd være til al frembringe daarlige Nerver. Man ser, hvorledes Skilsmisser og umoral er dagligdags Begivenheder. Og lige saa stolt man kan være af at fremvise den erobrede Genstand (sin Forlovede eller Ægtefælle) lige saa flov kan man være af at vise sig ved hans, hendes Side. For hvad i Alverden skal man dog med noget, som man ingen Brug har for? I Sandhed, det kan være en Fornedrelse, og man synes at alle kan se det. Men det kan man heldigvis ikke. Offentligheden er endnu af en anden Mening, den, at man helst altid skal være klistret op og ned af sin Ægtefælle, ellers er der da noget galt fat. Og den, der kan se den kosmisk bevidste, der er eet med Gud, peger ikke Fingre ad een. Han, hun, forstaar og han, hun, ser al Begæret, Rovdriften, nu er forvandlet til at være et Offer, man bringer. For saadanne Væsener, som man sir, lever i en fuldkommen Kontrast til det lykkelige Ægteskab, sker det ikke, at man trækker nye Veksler, der senere forfalder. Nej, for deres Fod ligger Slangen med knust Hoved, og i dens Blik skaar skrevet: Her staar Jeg! Han, hun er en uindtagelig Fæstning, der selv har indtaget absolut alle levende Væsener i sin kærlige Favn. Og saadanne Væsner kan kun dele Lykken, saavel som Sorgen og Lidelser med alle andre Væsner paa deres specielle Trin. For dem findes ingen Ensomhedsfølelse, tværtimod, de vil helst være ene, og de føler sig fast knyttet til Helheden med stærke Baand. Som den i Renkultur Forelskedes Sang til den Elskede lyder: Alt for din Fod, jeg lægger ned, saaledes lyder den samme Sang fra den Alkærlige, naar han, hun, lægger sit Skaberværk ned for den hele Menneskeheds Fødder. De er mest lykkelige ved at skabe og ved at betragte det store Skuespil: Livet, og føre Medvæsenerne op paa det sammen Udsigtspunkt som dem selv. De har ingen Hast, de har Tid til at vente paa Væsener der sammen med dem vil danne Samfund, et lykkeligere Samfund end det, der f. T. eksisterer. Denne Tilstand for Væsenerne, dette Syn, paa Verdensaltet og de levende Væsener er den eneste sande og ægte Lykke, som aldrig nogen anden kan tage fra dem. Den har de selv erhvervet sig gennem den Kamp, der fører til – Friheden!

Til Lykke unge "Ægtefolk"!

Og kærlig Hilsen.

Deres Marie Fixen

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.